Efter sigende har The M’s været et af de lovende bands på Chicagos undergrundsscene de seneste par år med masser af lokale anmelderroser af både koncerter og debutalbumet. Nu er pladen landet så langt væk som i Søborg, og også her må jeg medgive, at der er noget om snakken.
The M’s har rødderne solidt placeret i 60’erne, og selv om gruppen er fra USA, er det særligt den britiske rock med navne som The Who, Rolling Stones og The Kinks, der er meget tydelige forbilleder. Men hvor alt for mange grupper med tydelige idoler lader sig forblænde, formår The M’s at tilføje sit eget fingeraftryk i musikken. Det ses blandt andet ved, at mange af numrene på Future Women er væsentligt mere komplicerede, end det typisk er tilfældet for bands med de samme inspirationskilder.
The M’s har den gode melodi i centrum, samtidig med at numrene langt fra er forudsigeligt bygget op. Derfor tror jeg, at gruppen vil kunne appellere til fans af de for tiden langt mere kendte og hypede grupper som Stars og Broken Social Scene. Selv om The M’s musik langt fra består af lige så mange forskellige stilarter eller instrumenter, har gruppen noget af den samme lidt rodede fornemmelse over sig – og ‘rodet’ skal i denne sammenhæng forstås særdeles positivt.
Musikken på Future Women er således på en gang både meget enkel og spænder samtidig bredt fra rendyrket rock som åbningsnummeret “Plan of the Man” over støjrock med distortion-pedalen i bund som i “Trucker Speed” til næsten AC/DC-klingende riff-rock i “Never Do This Again” og smukt arrangerede ballader som “Light I Love”.
Alt det kan måske lyde forholdsvist konventionelt, men de enkelte numre har ud over et meget solidt melodimateriale et væld af små detaljer, der gør mange lyt til en fordel. Pladen bliver ved med at byde på nyt, og højdepunkter er der mange af – bl.a. “Shawnee Dupree”, der er en lidt slæbende mid-tempo-sang, der med sine loop-agtige trommer kan lyde en hel del som Donavans “Sunshine Superman”. Nummeret er centreret omkring en karakteristisk trommefigur, hvor guitaren får masser af plads til at folde sig ud. Til sidst bliver jeg nødt til at rose det helt sublime afslutningsnummer “Darling Lucia”, der er en varieret komposition, der indeholder mange af The M’s kvaliteter fra riffbaseret rock over vokalharmonier til Kinks-klingende britpop.
Future Women oser langt væk af spilleglæde. Virkemidlerne er for så vidt ganske simple, men The M’s får det optimale ud af dem. Hvor de fleste garagerockbands de seneste år har fokuseret rendyrket på at fyre den af, har The M’s fokus på at kombinere supercatchy melodier og rockens primale energi med en musikalsk nysgerrighed, der gør Future Women til en sand fornøjelse at lytte til. I mine ører er Future Women blandt de foreløbige højdepunkter i 2006.
