Plader

Ouzo Bazooka: Transporter

Der er igen dømt psykedelisk rock med et mellemøstligt tvist, når israelske Ouzo Bazooka folder sig ud på deres tredje album, Transporter. Det er ikke ligefrem fornyende eller banebrydende, men når det svinger, er det svært at stå stille.

Nogle gange skal man lede længe for at finde humlen i et album. Andre gange, som er tilfældet her på israelske Ouzo Bazookas tredje album, står det med store bogstaver på pladeomslaget. På albummet Transporter skal vi nemlig transporteres tilbage til et sted mellem de glade tressere og de flippede halvfjerdsere. Til et sted mellem den smånaivistiske lyd af tidlig Beatles-guitar og Ronettes-melodi og det mere syrede Doors-orgel eller Cream-blues; til det eksperimenterende og det psykedeliske udtryk, og til tekster som »Have you seen what’s on TV?/ Corn is made of LSD« (”Latest News”). Det er et sted, vi kender godt – en manege godt gennemtravet – men trods dette er der stadig masser af inspiration af hente, i hvert fald ifølge Ouzo Bazooka. »Let the fun begin« erklærer sanger, guitarist og generelt musikalsk omdrejningspunkt, Uri Brauner Kinrot, på åbningsnummeret ”It’s a Sin”, inden han kaster sig ud i en guitarsolo som hevet ud af enhver plade fra 1967. Se dét er syret.

Ouzo Bazooka, der udover Kinrot også tæller Dani Ever Hadini på keyboards og Ira Raviv på slagtøj, og her på pladen også Dor Koren på en møgfed bas, har rødder i Tel Avivs blomstrende musikalske scene og leverer et musikalsk blandingsprodukt af vestlig rockmusik med et hørbart melodisk tvist af mellemøsten. Eksemplet over dem alle er pladens tredje sang, singlen, ”Space Camel”, der med sine små syv minutter formår at få selv den stiveste pind til at vrikke med hofterne. Vi starter blidt med lidt indledende guitartoner, før Koren overlegent overtager showet med en bas, der er så smækhamrende funky-lækker, at det halve kunne være nok. Ind fra højre vælter det mellemøstlige islæt ind i form af en syret melodi på keyboard og hele herligheden smelter sammen med Ravivs eksperimenterende slagstøj og Kinrots hypnotiske stemme til en slags evighedsmelodi, der giver en voldsom trang til at gribe den først og den bedste person ved hånden og tage en svingom. Det er sexet og dansabelt og trækker røde tråde mellem to musikalske verdener, så det både kan høres og føles.

Når de ikke lige får hofterne i bevægelse på ”Space Camel”, så er det sjovest, når Ouzo Bazooka bevæger sig i den tunge ende af rocken. På et nummer som ”Latest News”, der ruller ind som andet nummer på pladen, får den ikke for lidt med tung spade og syret orgel, og på sangens sidste minut giver Kinrot den gas, så de mellemøstlige strenge synger. Det spiller virkelig. ”Revolution Eyes”, der dukker op på pladens ellers lidt kedelige anden halvdel, blander de østliste og vestlige traditioner endnu mere heftigt, så en mørk rock guitar får lov til at spille melodien i verset, og resultatet er en (endnu) en hoftevridende men også sjov og original sang, der oprigtigt lyder som det, den er – et produkt af to musikalske verdener. Desværre er det her de eneste to numre, hvor bandet på samme måde som her blander det hårde med det melodiske. Det kunne man godt have ønsket sig lidt mere af.

I det hele taget kunne man godt have ønsket sig lidt mere af det gode på den her plade, for der er desværre en lidt kedelig overvægt af, ja, kedelige numre. Og med kedelige numre menes der sange, hvor det der mellemøstlige tvist, der her på Transporter ellers yder den psykedeliske rock rimelig effektiv førstehjælp, helt udebliver. ”Trip Train” er et fint lille syrenummer, men det er hørt tusinde gange før. Der er intet nyt under solen på ”Killing Me”, hvis tunge orgeltoner og, igen, møgfede baggrundsbas, ikke kan rede et middelmådigt rocknummer. ”Relax” svinger egentlig ret godt – minder lidt om Ocean Colour Scenes ”The Riverboat Song” – og har igen bas og orgel som sit bærende melodiske element, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at føle mig lidt… snydt, måske? Snydt for noget, som kun bliver leveret i små, fine glimt – ”Space Camel”, ”Latest News”, ”Revolution Eyes” – og ellers udebliver til fordel for noget, man virkelig har hørt før. ”Sleep Walk” giver musikalske associationer til Creams ”Strange Brew”; ”Coming from the Wild” lyder lidt som en syret udgave af Nirvarnas ”Rape Me”. ”Faling” – den har lånt det ikoniske trommebeat fra The Ronettes ”Be my Baby” uden derudover at tilføje noget som helst nyt. Det meste lyder lidt som noget andet; som noget, vi har hørt før. Øv.

Teksterne er i det store og hele ikke noget at skrive hjem om. De synes at tælle lige dele simplistiske banaliteter (»If you heart is pounding like a machine/ take a breath, relax, chill out and let go« – ”Relax”) og af gode grunde aldrig før hørte kærlighedsmetaforer (»I’m the sandals to your feet« – ”Falling”). Der godt kan snige sig et interessant billede (»Galloping over quick sand« – ”Space Camel”) ellet to (»Grab a rifle if you can/ you’ll become a better man« – ”Latest News”) ind, men for det meste forbliver vi i den uinteressante ende. ”Trip Train” handler om et syret tog. Den er ikke længere.

Det ville virkelig have klædt Ouzo Bazooka at skrue noget mere op for deres mellemøstlige rødders toner på Transporter. Resultatet ville måske have været ikke alene en lidt mere stilren plade men absolut også en mere interessant plade, der trods sine absolut spændende højdepunker desværre ikke kan snige sig ret meget op over midten. Det er ikke bestemt ikke dårligt. Det er bare ikke så originalt.

★★★★☆☆

Leave a Reply