The Black Angels. Det kan godt være, at det er snuppet fra en klassisk Velvet Underground-sang, men det er stadig et ufatteligt kitschet og uinspireret bandnavn. På én eller anden måde er det dog alligevel et passende navn til denne Texas-kvartet, da The Black Angels også er den type bandnavn, der allerede inden første lyt kan give lytteren nogle forholdsvis præcise antagelser om bandets lyd. Som det understreges af et albumcover, der lider af det uinspirerede “flyvende hoved”-syndrom, hvor alle bandmedlemmer er repræsenteret, er det nemlig ikke svært at gætte, at The Black Angels spiller syrerock, som vor fader gjorde det tilbage i 60’erne.
Bag det uinspirerede bandnavn og albumcover gemmer sig dog en ganske kompetent rockkvartet med en lyd, der til tider er syret, sommetider stenet og til alle tider spillet med fødderne solidt plantet i 1967. På trods af tydelige referencer til plader som The Piper at the Gates of Dawn, The Doors og Surrealistic Pillow er det første, man lægger mærke til, når man smider The Black Angels’ fjerde udspil, Indigo Meadow, på anlægget, hvor fint pladen er produceret. Et dejligt klart mix, der på trods af at være rent produceret stadig har kraft og fylde. Det er pænt, men det besidder stadig den nødvendige autenticitet og råhed, som musikken kræver.
Lige fra det selvbetitlede åbningsnummer til den formidable “Black Isn’t Black”, der runder pladen af, formår The Black Angels at beholde 60’er-følelsen. Pladen er domineret af tunge rytmesektioner, der danner en solid bund til en understrøm af fuzzy og forvrængede guitarer, der går i symbiose med dystre og syrede orgelstykker. Den hjemsøgende messen fra Alex Maas’ stemmebånd tilføjer en herlig karakteristik til musikken, og sangene er velstrukturerede og over samtlige numre solidt håndværk. På trods af at orgelstykkerne til tider virker som en unødvendig atavisme, der mest af alt giver mig lyst til at lytte til Strawberry Alarm Clock, bliver de aldrig prominente nok til for alvor at irritere.
Desværre lider The Black Angels lidt under samme forbandelse som mange ligesindede syrerockbands: De overvurderer deres egne evner til at underholde i lang tid. Når man som i The Black Angels’ tilfælde samtidig lægger pladens bedste numre i begyndelsen og i slutningen af pladen, efterlades man med en rimelig tam midtersektion, der kun lige holdes oppe af “Broken Soldier”, som med sin marcherende 4/4-takt puster lidt liv i pladen.
The Black Angels genskaber 60’er-bands lyd og idéer til punkt og prikke på en meget stilren og smagfuld måde, men i længden bliver det anonymt og intetsigende. Det er tydeligt, at bandet kan skrive hooks (bedst bevist på “Don’t Play with Guns”), men med den anonyme midtersektion bliver det for langt og for uinspireret i længden. På trods af at de redder livet på falderebet i form af det fabelagtige slutnummer “Black Isn’t Black”, er pladen hverken spændende, udfordrende eller vovet nok til at retfærdiggøre dens spilletid på 46 minutter.
