Plader

Father John Misty: I Love You, Honeybear

Father John Misty gæster om ganske kort tid Roskilde Festival med sit fuldstændigt fremragende andet album, I Love You, Honeybear. Den flamboyante Misty, der på Fear Fun ellers erklærede sig som værende trussetyv, har nu fundet den eneste ene og træder samtidig i karakter som noget så umoderne som protestsanger. Selvfølgelig ikke på traditionel vis, men med lige dele indføling og sarkasme.

Det var – paradoksalt nok – mødet med en shaman, der genfødte Josh Tillman som kunstner med et katolskklingende navn, Father John Misty. Før mødet med åndemaneren havde han i mange år indspillet følsomme plader som J. Tillman og samtidig ernæret sig med som trommeslager og korsanger i det hymniske indiefolk band Fleet Foxes. Pludselig så han sig selv i et helt andet lys. Han var ikke den følsomme og påtaget autentiske singer/songwriter, han gav sig ud for at være. Hverken i forhold til sin egen skrantende sangskriverkarriere eller som harmonisyngende trommeslager. Navneforandringen gjorde ham pludselig i stand til at fortælle mere vedkommende historier, som på trods af det nye kunsternavn stadig i høj grad tog udgangspunkt i hans eget liv. Nu var de bare spædet op med sort sarkastisk humor og fantasifuldt opspundne løgnehistorier.

Mødet med shamanen er f.eks. fremragende og fantasifuldt skildret i den hylende morsomme bluesboogie “I Am Writing A Novel” på debutalbummet Fear Fun, som fra alle sider blev rost i 2012. Undervejs i dette nummer møder vi blandt andet en talende sort hund, der giver Father John Misty gode råd, imens han symbolsk brænder sit tøj i baggården. Kæphøjt fortæller Misty også, at han er ude at køre i en dune buggy på stranden med Neil Young, og at han drikker opium-te med filosofferne Heidegger og Sartre. Det er således ikke småting, den selvtillidsfulde og flamboyante Misty oplever i sin pilgrimsfærd i retning af sin sande sangskriveridentitet.

Denne autobiografiske formel, hvor Father John Misty fantasifuldt blander fakta og fiktion, og som i den grad sparkede indiefolkets dør ind i 2012, viderefører og forfiner han på det mindst lige så fremragende andet album I Love You, Honeybear. Som titlen antyder har han overraskende nok faktisk fundet kærligheden, selv om han på Fear Fun jo ellers erklærede sig som trussetyv med linjerne: »I’m a leading brand of a one night stand/ I’m a ladiesman« på nummeret “Only Son of a Ladiesman”. Intertekstuelt refererer nummeret selvfølgelig til Leonard Cohens berygtede album Death of a Ladiesman fra 1977, der som bekendt blev produceret af den geniale, men også notorisk gale producer Phil Spector. Han maltrakterede Cohens sange med sin Wall of Sound-lyd, og legenden siger, at indspilningen foregik i en ubehagelig stemning af frygt. Undervejs i indspilningen satte den våbenglade Spector en revolver for tindingen af en violinist, som han ikke mente spillede rigtigt, og nægtede at lytte til den utilfredse Cohens indvendinger og forslag. Det endte således med, at Spector låste Cohen ude af studiet, da pladen skulle mixes.

Vores ladiesman er nu ikke død, men som bekendt kan trold tæmmes. Pigen, det er lykkedes for, hedder Emma Garr. Misty mødte hende hos købmanden i hippieområdet Laurel Canyon i Hollywood Hills, der i 60’erne var tilholdssted for Jim Morrison, Frank Zappa, Joni Mitchell, Buffalo Springfield, The Byrds og flere andre store bands fra modkulturen dengang. De to, Misty og Emma, blev stormende forelsket og giftede sig kort tid efter. Dette stormfulde forhold er der kommet en bunke fantastiske sange ud af, som udgør grundstammen på I Love You, Honeybear.

Eksempelvis er titelnummeret en fremragende skildring af to mennesker, der hver især har deres at slås med: »I’ve brought my mother’s depression/You´ve got your father’s scorn and wayward aunt’s schizophrenia«

Men kærligheden føles stærkt og bliver fabelagtigt beskrevet i mageløse linjer som disse:

»But don’t ever doubt this, my steadfast conviction/My love, you’re the one I want watch the ship go down with/The future can’t be real, I barely know how long a moment is/Unless we’re naked, getting high on the mattress/ While the global market crashes/As death fills the street we’re garden-variety oblivious«

Nummeret er en tung og langsom shuffle, hvor honky-tonk-klaver, strygere, pedal steel-guitar og hammondorgel understøtter Mistys unikke vokal, der nok er en blød og smægtende croon, men samtidig altid lidt bidsk og kølig.

Også den efterfølgende “Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)” handler om kærligheden. Igen spøger Leonard Cohen i kulissen, idet nummerets titel er en pendant til Cohens nummer “Chelsea Hotel #2”. Chateau Lobby er det hotel i Los Angeles, hvor Misty og Emma i lang tid var indlogeret, og Chelsea Hotel er som bekendt det berømte og berygtede hotel i New York, hvor mange rockstjerner i tidens løb har opholdt sig. Mest kendt er det måske som stedet, hvor Sex Pistols-bassisten Sid Vicious slog sin kæreste, Nancy Spungen, ihjel. Men her udspillede der sig altså også et kærlighedsforhold mellem Leonard Cohen og Janis Joplin, og i åbningslinerne til “Chelsea Hotel #2” beskrev Cohen, hvordan han fik et blowjob af Joplin, mens limousinen ventede nede på gaden.

På Mistys pendant, “Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)”, går det ikke mindre hedt for sig, for som Misty proklamerer:

»I wanna take you in the kitchen/Lift up your wedding dress someone was probably murdered in/So bourgeoisie to keep waiting/Dating for twenty years feels pretty civilian«

Nummeret er igen en shuffle, men i den mere muntre ende end titelnummeret. Den specielle stemning i englenes by fremmanes med hjælp fra mariachi-trompeter, maracas, uhh-kor og kantslagstrommer og er igen indhyllet i  storslåede strygerarrangementer.

De to numre understreger, at Mistys musik har taget en lille drejning i forhold til Fear Fun i retning af en blødere westcoast-lyd, hvor underskønne og smægtende strygere spiller en stor rolle og i prangende og prægtige orkestreringer væver silkelagner, som smyger sig om Misty og Emmas elskende kroppe.

Det lyder måske lidt corny, men man må bare sige, at Misty og hans fantastiske producer Jonathan Wilson med små, lidt utraditionelle valg formår at gøre musikken interessant. Det er ikke alle, der slipper afsted med at bruge mariachi-trompeter i rockmusik. Men det gør Misty. Blandt andet fordi han hele tiden har tungen i kinden, når han fortæller sine dybtfølte betragtninger om livet i kærlighedens overhalingsbane med sin udkårne.

Og rigtig mange sange på albummet centrerer sig som sagt om den nyfundne kærlighed. Det gælder f.eks. “When You’re Smiling and Astride Me”, hvor Jonathan Wilsons guitar genlyder af Eric Clapton, når han er bedst, og et kor, der tydeligvis trækker på inspiration fra Pink Floyd. Eller “Nothing Good Ever Happens at the Goddamn Thirsty Crow”, hvor Misty i en fremragende fortalt scene sammenligner de mange kvinder, der byder sig til på baren (Thirsty Crow er en whiskybar på Sunset Boulevard i LA, red.) med Emma. Igen er musikken læsset til med smukke strygere og uhh-kor, men lytter man godt efter, kan man også høre noget så sjældent som en fagot.

Det er dog gudskelov ikke alle sangene, der handler om kærligheden. Blikket vendes heldigvis også ud mod samfundet. Det sker f.eks. i det atypiske og halvelektroniske nummer “True Affection”, der drives frem af en kitschet trommemaskine, blip-blop-lyde og firser-tammmer. Unægteligt lidt primitivt, men stik imod alle odds fungerer nummeret, og tekstens budskab om, at teknologien truer det menneskelige nærvær, går rent ind. Dette emne synes mere og mere tilstede i kunsten i dag, hvor andre store kunstnere som Damon Albarn og St. Vincent også har beskæftiget sig med det.

Allermest samfundskritisk er dog nummeret “Bored in the USA”, som blev lidt af et viralt hit, da Misty optrådte med det i David Lettermans talkshow. Her kan man roligt sige, at Misty vakte opsigt med sin satiriske tekst og krukkede optræden: Klaveret der spiller videre efter, at Misty rejser sig, eller dåselatteren der bryder ud samtidig med, at han slænger sig på klaveret, som var han Michelle Pfeiffer i The Fabulous Baker Boys, og synger de fantastiske linjer:

»They gave me a useless education/And a sub-prime loan on a craftsman home/Keep my prescriptions filled/And now I can’t get off/But I can kind of deal with being/Bored in the USA/Just a little/Bored in the USA/Save me, President Jesus/I’m bored in the USA/How did It happen?«

Nummeret er en fremragende satirisk kommentar til vores first world problems, der selvfølgelig er vand i forhold til de problemer, Bruce Springsteen skitserede i “Born in the U.S.A.”, som Misty refererer til i titlen. Der er simpelthen ikke andet at gøre end at løfte på hatten for denne geniale sang, som leder tankerne hen på sangskriveren Randy Newman, når han er i sit satiriske hjørne. Spørgsmålet er bare, om den bliver forstået i den brede offentlighed, eller om den vil lide samme skæbne som vores egen “Costa del Sol” af C.V. Jørgensen. Et nummer, der bliver spillet på stadions og i Giro 413, mens hr. og fru Danmark skråler, »Mit navn er Günter, men folk herned kalder mit Otto«, og samtidig misser, at det er sarkasme i lårtykke stråler, når den i dag desværre alt for tavse mester synger »for øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol«.

Hvorom alting er: Father John Misty er godt på vej til at blive en af rockens helt store personligheder. En kulturbærer ganske enkelt.

Så mit råd til årets Roskilde-gænger er: vær i god tid ved Avalon-teltet, torsdag d. 2. juli kl. 17, for der vil formentlig være lang kø. Næste gang kan det meget vel være Orange Scene, han indtager.

★★★★★½

Leave a Reply