De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men også kvalitetsmæssigt: fra det skræmmende ringe til det imponerende gode.Op- og nedture med det stærke køn
De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men desværre også kvalitetsmæssigt.
Heidi Mortenson
Der var ganske tyndt besat foran Svalegangens scene, da Heidi Mortenson med påmalet skæg og beskidt jakkesæt entrede scenen fredag eftermiddag. Hun lagde ud med en omgang ganske god electropop, der dog blev trukket unødvendigt i langdrag. Herefter gik musikken i en mere electroclash-agtig retning – og selv om Mortenson ikke er nogen stor popsmed, var det ikke ligefrem en forbedring. Hendes forsøg på at rappe var, for at sige det mildt, ringe.
Selv om musikken blev hårdere og hendes attitude mere konfronterende, gjorde det ikke ligefrem hendes optræden mere relevant. Til dels fordi man ikke nødvendigvis er karismatisk, bare fordi man er højlydt. Mortenson virkede tit som en andenrangs Peaches med hendes skabagtige opførsel og billige effektjageri, som når hun i slutningen af en sang pludselig smed bukserne. Ja, det reflekterede teksten i den pågældende sang, men hvad var relevansen?
Mortenson var bedst, når hun formåede at kombinere de poppede elementer fra starten af koncerten med den kantede electroclash. Her ramte hun en virkelig velfungerende tone, hvor en funky, forvrænget bas var med til at skabe et ondt, ondt groove, der udgjorde et stærkt fundament for en glimrende popsang. Ligeledes imponerende var det, da hun byggede en sang op fra bunden ved at sample sig selv om og om igen.
Men som oftest var koncerten en halvkedelig affære – Mortensons opførsel til trods – og man ønskede konstant, at hun blot ville koncentrere sig om at skrive flere sange på højde med dem, der udgjorde koncertens få højdepunkter.
Jomi Massage
Selv om det nok var Signe Høirup Wille-Jørgensen, det ganske talstærke publikum i Musikhuset var kommet for at se, var det guitarist Luke Sutherland, der imponerede mest. Sutherland modificerede konstant sin guitarlyd fra afdæmpet skønhed til rå støj, og som om det ikke var nok, supplerede han i en enkelt sang sit guitarspil med lidt violin.
 |
| Foto: jint.dk |
Suppleret af trommer vekslede de godt mellem støj og skønhed. Glimrende eksemplificeret ved åbningsnummeret, der startede skrøbeligt og drømmende, før Wille-Jørgensen og Luke Sutherland lancerede et veritabelt guitarstormvejr.
Men der var også plads til andet end Sonic Youth-inspireret støjrock med guitaren som hovedinstrument. På flere sange satte Wille-Jørgensen sig bag keyboardet og satte dette instrument i fokus. Det fungerede især godt, da hun i et nummer hamrede medrivende akkorder af sted, mens Luke Sutherland leverede ditto guitarriffs over et fremadrettet og bastant beat.
Det var ikke alt, der fungerede for Jomi Massage, men når trioen var bedst (og det var de en stor del af tiden) leverede de en både støjende og smuk omgang rock, der konstant var udfordrende og interessant.
Animal Alpha
Det kan godt være at den norske kvintets frontkvinde, Agnete Kjølsrud, så aparte i sine gammeldags gevandter, komplet med hvide handsker og vifte, samt overdreven makeup og vildt touperet hår, men der var intet specielt ved bandets gennemsnitlige hard rock.
 |
Der var vist ikke den kliché, der ikke blev gennemtærsket fredag nat på Voxhall, men lige lidt hjalp det. Nordmændene manglede simpelthen knusende stærke grooves og fængende hooks i deres musik. Det hjalp heller ikke, at frk. Kjølsrud var i besiddelse af en meget begrænset stemme, hvilket dog ikke afholdt hende fra at forsøge på både at spinde kælent og brøle uhæmmet. Havde Kjølsrud så i det mindste været så fremragende en scenepersonlighed, som programmet påstod, havde det nok reddet noget af æren, men også på det punkt skuffede Kjølsrud.
Helt forfærdeligt blev det dog først, da bandet begyndte på den obligatoriske ballade. Kjølsruds manglende stemmepragt blev her udstillet på det skammeligste, og da sangen af uforståelige grunde fortsatte i det uendelige, var den lige ved at vugge Undertoners udsendte i søvn. Heldigvis nåede både balladen og koncerten sin slutning, så man kunne flygte ud i natten og håbe på, at alle minder ville forsvinde så hurtigt som muligt.
Lampshade
Lampshade spillede en imponerende omgang hypnotisk støjpop lørdag aften på Voxhall. Det syv mand høje band formåede at brede lydpaletten godt ud ved at supplere guitar, bas, trommer med keyboards, vokalharmonier og diskret brug af blæsere.
 |
| Foto: jint.dk |
Blandt højdepunkterne var “Disse fugle”, hvor violin og klokkespil var med til at gøre sangens første minutter stilfærdigt smukke, før bandet åbnede for deres skarpt støjende godtepose. Bandet var hele tiden i fuld kontrol over deres virkemidler, og selv når de larmede det bedste, de havde lært, skete det med en brutal elegance. At bandet virkelig er ganske multifacetteret, kunne høres på den funky “New Legs”, der ligefrem var dansabel.
Bandets sanger Rebekkamaria bør bestemt fremhæves. På trods af en frisure, der giver hende en ret stor lighed med Pernille Rosendahl, er det meget mere logisk at sammenligne hende med Under Byens Henriette Sennenvaldt (og det er bestemt en kompliment). De har begge skrøbeligt særegne stemmer og en naivt uskyldig sceneoptræden (at Rebekkamaria så virker lidt mere interesseret i at kommunikere med publikum, er kun et plus). Hun er bestemt frontfiguren, men det skal ikke forstås som en nedvurdering af resten af bandet, der alle ydede en flot indsats lørdag aften.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Heidi Mortenson: Wired Stuff
Jomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…
Lampshade: Let’s Away
