For blot et år siden levede Tapes ‘n Tapes en tilværelse som et fuldstændig ukendt band. Det har udgivelsen af debutalbummet The Loon, der i første omgang kun kunne købes fra bandets egen hjemmeside, vendt op og ned på. På bedste DIY-manér sørgede bandet selv for at pakke og sende pladen til køberne. Og dem har der været rigeligt af. Altså købere.
Rygterne om det nye indierockhåb Tapes ‘n Tapes florerede hurtigt, så snart havde pladen solgt 10.000 eksemplarer. Efterfølgende har de fire amerikanere skrevet kontrakt med velrenommerede Beggars Banquets søsterselskab XL Recordings, der nu udgiver The Loon i hele verden.
Første gang jeg satte pladen på, blev jeg en anelse mistroisk. Punkfunk-rytmerne i “Just Drums” kan fint sættes i bås med de retro-postpunkbands, der skeler til Gang of Four, når de sætter tonerne til deres dansable retrorock sammen. Og hvor nytænkende og hype-værdigt er det lige?
Men efter kort tid – stadig under “Just Drums” – fremstod mit første indtryk som en forhastet antagelse. Hvis Tapes ‘n Tapes blev bedt om at kompilere et mixtape, ville de med stor sandsynlighed have et par numre med Pixies, Clap Your Hands Say Yeah og ikke mindst Pavement på tracklisten. Det amerikanske bands udtryk er nemlig langt fra ensidigt. The Loon er et sammensurium af toner fra de nævnte og andre markante alternative rockbands. Med så bred en vifte af tydelige referencer kunne det nemt være gået i båndsalat for Tapes ‘n Tapes. Men det gør det overhovedet ikke. Nærværende debutalbum er ingen klichéfyldt pastiche, for det består af 11 glimrende sange, der er mere Tapes ‘n Tapes end noget som helst andet.
»I can’t sing in key,« afslører forsanger Josh Grier i “Buckle”. Det kan der være noget om, men det er netop det, der gør Tapes ‘n Tapes til et fortrinligt band. Grier har en alsidig vokal, der veksler mellem det småhæse og det lettere nasale, det hviskende og det skrålende. Og så bliver han ofte bakket op af et kor, der er indspillet dobbelt med et halvt sekunds interval. Det sker eksempelvis i det udtryksfulde omkvæd til den dynamisk afvekslende “In Houston”. Sangens indfølt sungne vers er akkompagneret af et keyboards rene klokketoner, hvilket bandet tit benytter, som et fint modspil til de ustemte og forvrængede guitarer. Netop en detaljeret instrumentering i en perlerække af opfindsomt opbyggede sange, er dét, der udmærker Tapes ‘n Tapes.
Blandt pladens lofi-prægede sange, der på en gang er sløset og stramt spillet, fremstår ikke én som halvhjertet fyld. Her er et par stensikre hits i den særdeles iørefaldende “Cowbell” og “Insistor”, der med dens insisterende rytmegange lever fuldt op til titlen. I de nært beslægtede “Manitoba” og “Omaha” disker Tapes ‘n Tapes op med afdæmpet slackerrock. “Manitoba” holder sig dog ikke inde på denne sti, men hopper ud ad en hæsblæsende sidevej, hvorfor sangene ændrer karakter. Instrumentalnummeret “Crazy Eights” befinder sig på samme sidevej. Nummerets skramlende lofi med Stephen Malkmus-agtige woo-hoos er et glimrende afbræk mellem tre sange, der alle sidder lige i øjet, og pladens herlige fortsættelse.
“Jakov’s Suite”, der lukker og slukker, er nærmest to numre i ét. I første halvdel vrisser en forvrænget guitar af sted med fængende riffs, mens tempoet daler i anden halvdel, hvor Grier synger »I’ve been hanging ’round for years.«
Dét må han gerne blive ved med, og The Loon bliver forhåbentlig ikke sidste stoppested for Tapes ‘n Tapes. Pladen er glimrende og svær at blive træt af. Hvis det da nogensinde sker.
