Lad mig slå det fast med det samme – jeg har aldrig hørt Afghan Whigs’ Black Love. Afghan Whigs var et af de mange mørke guitarbands, der kom frem i kølvandet på grunge-bølgen, og netop Black Love bliver ofte fremhævet som en af 90’ernes helt store amerikanske undergrundsplader.
Jeg har derimod lyttet flere gange til Afghan Whigs’ sidste plade 1965, der bød på en potent omgang rock fusioneret med soul. Efter at have lagt ører til den nye plade fra frontmanden Greg Dullis band Twillight Singers må jeg konstatere, at selv om navnet er nyt, er der ikke sket meget siden dengang. Der er fuld knald på med et meget rocket udtryk, der undervejs afbrydes af indfølte ballader.
Når The Twillight Singers er bedst leverer de medrivende powerrock, men desværre lyder alt for store dele af materialet som en slags alternativ stadionrock, der klinger lige så meget af Bon Jovi som af undergrund. “My Time (Has Come)” har eksempelvis et frembrusende omkvæd, der lyder som designet til fodboldstadions, hvor publikum skriger med knyttede hænder i vejret – og med en visionsløs guitarsolo i slutningen er det cirka lige så spændende, som det lyder.
En af grundene til dét er produktionen. At musikken lyder som slut-90’erne er én ting, men det samme gælder produktionen, der virker som fanget i en tidslomme. Det illustreres tydeligt med åbningsnummeret “I’m Ready”, der tordner derudad med den form for programmerede trommebeats, der for knap 10 år siden blev set som rockens fremtid, men som efter min mening alt for ofte kommer til at lyde som en hæmsko for musikkens dynamik, og det gør sig i særdeleshed gældende her. Samtidig er både guitar, bas og trommer lagt helt fremme i lydbilledet, hvilket får lydbilledet til at virke overlæsset, og det er faktisk ret trættende at høre på. I det hele taget er produktionen ret massiv, hvilket får flere af sangene til at virke underligt distancerede, på trods af at selve sangskrivningen egentlig er i orden.
Powder Burns har dog også et par ganske glimrende sange, og det gør sig især gældende for de helt stille “Candy Cane Crawl” og “I Wish I Was”, hvor Dulli og band virker mere nærværende.
I “Dead to Rights”, der ganske vist rocker, er tempoet sat lidt ned, og det lykkes her at få noget af den power ind i musikken, som savnes på stor en del af pladen. Det er, som om Dulli her lader musikken frem for attituderne tale, og det fungerer. Det samme gør sig delvist gældende i titelnummeret, der især i de stille passager og opbygningen til omkvædet fungerer godt. Desværre er også denne sange udstyret med et ligegyldigt stadionomkvæd, der fuldstændigt fjerner den mystik, nummeret lige havde haft held til at bygge op.
Det er dog heldigvis ikke alle rocksangene på Powder Burns, der klinger som hul stadionrock. I den ultradystre narkofortælling “Forty Dollars” – en af pladens bedste – har Dulli indarbejdet en lille bid af Beatles’ “She Loves You” i omkvædet, og den mørke stemning som kontrast til uskyldigheden i den tydelige Beatles-reference virker rigtigt godt. Samtidig er det rytmiske sammenspil og intensiteten i “Underneath the Waves” et befriende pust, der får energien på pladen op.
Tekstmæssigt er Powder Burns i den mere mørke ende og handler om stofmisbrug, vold og venners dødsfald og er således bestemt ikke for sarte sjæle. Greg Dulli kan beskrives som en interessant personlighed, og omstændighederne omkring pladen (der blev indspillet i New Orleans før og efter orkanen) kan let fremstilles som de optimale betingelser for en mørk og kaotisk rockplade, hvor kunstneren udlever sine inderste dæmoner – men selv om pladen på papiret bliver fremstillet sådan, ligger det langt fra lytteoplevelsen.
Powder Burns kan ikke karakteriseres som direkte dårlig, men der er langt mellem de ting, der hæver sig over det ordinære. Albummet gør det tydeligt, at Greg Dulli har store ambitioner med sin musik, men de bliver slet ikke indfriet i denne omgang.
