Simon & Garfunkel: Bookends, Columbia, 1968
Paul Simon og Art Garfunkel. Deres navne er kendte over det meste af verden og er vel en af de mest elskede musikalske duoer nogen sinde. Og også en af de mest talentfulde. Paul Simon skrev tekst og musik, og Art Garfunkels usædvanlig smukke stemme udtrykte Simons ord perfekt. I løbet af deres livslange venskab og musikalske samarbejde har Simon og Garfunkel vekslet mellem individuelle karrierer og deres fælles arbejde. Det har altid virket, som om de begge ville bevise, hvad de kunne på egen hånd, men samtidig blev draget af samarbejdet – fordi de vidste, at det var hér, de kunne skabe det sublime. I løbet af de år, hvor Paul Simon og Art Garfunkel fungerede som Simon & Garfunkel, skrev og indspillede de adskillige sange, som i dag er udødelige klassikere. Deres fjerde album blev det absolutte musikalske højdepunkt i deres fælles karriere. Albummet fik titlen Bookends
Begyndende venskab og succes
Men før vi når så langt som til udgivelsen af Bookends, må vi spole tiden tilbage til New York-bydelen Queens i 50’erne. Her gik Paul Simon og Art Garfunkel i skole sammen. De blev venner under skoleopsætningen af Alice i eventyrland, hvor Garfunkel spillede Filurkatten, og Simon spillede Den Hvide Kanin. De fulgtes hjem efter prøverne og øvede sangene sammen. Det udviklede sig til et nært venskab, der var bundet sammen af deres fælles interesse for musik. Mens de stadig var i Junior High, øvede de sig i at synkronisere deres stemmer, så det kom til at lyde helt perfekt.
Art Garfunkel har fortalt, at “når man havde lært det helt præcist, gjaldt det om at glatte det ud og få det til at lyde let og ubesværet”. Den kunst lærte de allerede dengang, og siden skulle den blive et af de mest unikke kendetegn ved duoen.
Uden at Simon og Garfunkel vidste det, genudsendte Columbia Records imidlertid “The Sound of Silence” tilsat trommer og elektrisk guitar. Det skete i slutningen af 1965, og nummeret blev et kæmpe hit. Pludselig lå duoen nummer 1 på den amerikanske hitliste. Paul Simon skyndte sig at vende hjem fra Europa, og i 1966 udgav Simon & Garfunkel to albums: Sounds of Silence og Parsley Sage Rosemary and Thyme, som begge fik stor succes. Paul Simon var desuden med til at planlægge den legendariske todages musikfestival, Monterey International Pop Festival i juni 1967, hvor Simon & Garfunkel spillede sammen med andre kæmpenavne som Janis Joplin, The Who, Otis Redding og Jimi Hendrix.
The Graduate og Bookends
Simon & Garfunkels talent og succes var slået fast – ikke mindst over for pladeselskabet Columbia. Det gav nu duoen flere ressourcer til at arbejde på næste album. De havde ideen til albummet klar og ville have magt over alle kunstneriske beslutninger. Der skulle være tid til at arbejde med alle detaljerne, og stemmerne skulle lyde helt perfekt. Både Paul Simon og Art Garfunkel er ultraperfektionister, så det var en lettelse for dem omsider at få ro til at arbejde mere i studiet. Albummet skulle have titlen Bookends.
På samme tid, i 1967, gik instruktøren Mike Nichols i gang med forberedelserne til filmen The Graduate, der skulle afbillede den kaotiske stemning i det amerikanske samfund i 60’erne. Da Nichols begyndte at arbejde med filmen, havde han Simon & Garfunkels musik i tankerne, og de indvilligede i at lave soundtracket, på trods af at de allerede arbejdede på Bookends. “Overs” og “Punky’s Dilemma”, der senere skulle finde vej til Bookends, skrev Paul Simon faktisk til The Graduate. Mike Nichols syntes imidlertid ikke, at de passede godt ind, og det endte med at blive numre fra de to foregående plader, der kom på soundtracket.

Én ny sang kom dog på soundtracket. Det var et nummer, der skulle blive et af Simon & Garfunkels største hits. Paul Simon havde arbejdet med en ny sang, som skulle bruges som single – ikke nødvendigvis til The Graduate. Han var godt i gang med melodi og tekst, men manglede det trestavelses navn, der skulle passe ind i omkvædet. Art Garfunkel foreslog, at han indtil videre kunne forsøge med navnet på en af filmens hovedpersoner, Mrs Robinson. Og det passede perfekt ind. Da Mike Nichols hørte om det, blev han begejstret, og “Mrs Robinson” kom med i filmen og på Bookends. Columbia ville gerne have lagt flere af Paul Simons nye numre på soundtracket, men duoen holdt fast i at gemme de fleste numre til Bookends. De to albums blev udgivet i 1968 med kun en måneds mellemrum, og “Mrs Robinson” var i høj grad med til at bane vejen for Bookend.
Koncept-albummet
Bookends blev naturligvis udgivet som en lp, og pladens første side bærer det koncept, Paul Simon og Art Garfunkel havde udtænkt. Konceptet handler om livets gang fra A-Å (derfor titlen Bookends (bogstøtter)) – om mennesker i livets forskellige kapitler. Albummets to versioner af “Bookends Theme” står netop som bogstøtter omkring temaet og starter og afrunder første side. Første version er instrumental og kun på et halvt minut, mens anden version er længere og med vokal. Første side på Bookends indledes altså af denne smukke, lille melodi, der bliver brat afbrudt af “Save the Life of My Child”, et meget visuelt nummer, hvor teksten og det forvirrende lydbillede sammen skaber billedet af en ung mand, der står på taget af et højhus i New York, klar til at springe ned. Nede på gaden står en flok af nysgerrige mennesker, der diskuterer situationen: “Han må være på stoffer”, “Unge nu til dags har ingen respekt for loven” og så videre – med både fascineret og fordømmende pladder. Indimellem bryder drengens mor ind i mængden af stemmer, og udbryder: “Save the life of my child!“, men hver gang bliver hendes udbrud druknet i menneskemængdens sniksnak. Undervejs høres en forvrænget bid af “The Sound of Silence”, muligvis som en bid af virkeligheden for den unge mand, der er på vej i døden. Et meget interessant nummer, der viser, at langt fra alle Simon & Garfunkels numre er solbeskinnede popsange.
Næste nummer, “America”, er en af de smukkeste sange, Paul Simon har skrevet. Nummeret er nærmest sløvt og skaber en ro, der afspejler stemningen hos sangens to unge elskende, der er stukket af og nu sidder i bussen, “walked off to look for America“. Tempoet varierer fra det lullende behagelige til det hurtigere med dramatiske paukeslag. Samtidig er guitaren og vokalen meget fintfølende og stiger i intensitet i takt med den unge hovedpersons entusiasme over deres fælles projekt. Han er forelsket, og må tale til Kathy, på trods af at hun sover: “’Kathy, I’m lost’, I said, though I knew she was sleeping / I’m empty and aching and I don’t know why.” “America” indkapsler på smukkeste vis lige præcis den blanding af håb og håbløshed, som man så nemt kan føle som teenager. Et uforglemmeligt nummer.
“Overs” er en stille sang kun med vokal og akustisk guitar. Her er hovedpersonerne ældre og befinder sig i et parforhold, hvor de ikke kan gå fra hinanden, selv om de ved, at forholdet er dødt. Efter “Overs” befinder vi os i de gamle menneskers verden, en verden der ifølge Art Garfunkel er noget helt for sig selv. “Voices of Old People” er optagelser af gamle menneskers stemmer, som Garfunkel optog i en periode rundt omkring i New York. Gamle mennesker, der snakker om alt mellem himmel og jord.
Et lidt mærkværdigt intermezzo inden “Old Friends”, der er blandt Simon & Garfunkels mest kendte numre. Her er det tydeligt, at duoen har arbejdet med hver eneste detalje. I en fyldig instrumentering med bl.a. violiner er der ikke én tone, der er tilfældig. Nummeret handler om at blive gammel – “how terribly strange to be seventy” – og Art Garfunkel og Paul Simons stemmer harmonerer perfekt ligesom i skoletiden. “Old Friends” begynder idyllisk, men undervejs opstår noget foruroligende i musikken samt i teksten: “Old friends / Memory brushes the same years / Silently sharing the same fear…“.
Nummeret glider over i sidste nummer på side 1, “Bookends Theme”, og konceptet afsluttes. Turen gennem livets aldre sætter gang i tankerne, og Simon & Garfunkel efterlader én med mange overvejelser, og samtidig opfordrer de til at sætte pris på livet og huske at leve det – uanset hvor ung eller gammel man er.
Boysenbær, Joe DiMaggio og reaktionære zebraer
Pladens anden side består af numre, der alle tidligere havde været udgivet som singler. “Fakin’ It” er en livlig popsang. “Punky’s Dilemma” er afslappet og småpjattet med de skønne linjer: »I prefer boysenberry more than any ordinary jam / I’m a ’Citizens for Boysenberry Jam’ fan.« Bagefter kommer “Mrs. Robinson”. Hun er i Simon & Garfunkels sang et billede på et USA, der er ved at falde sammen, fordi ingen længere kan finde tilbage til historien om The American Dream og The American Hero. Det er baseball-stjernen Joe DiMaggio her et billede på: “Where have you gone, Joe DiMaggio? / A nation turns its lonely eyes to you.” Vokalarbejdet i “Mrs Robinson” er exceptionelt, og stemmerne bruges næsten som instrumenter.
“A Hazy Shade of Winter” er pladens mest rytmiske og hurtige nummer. Stilen er faktisk noget atypisk for Simon & Garfunkel, men det er kun positivt med et nummer, der skiller sig lidt ekstra ud med trompet og masser af tempo og tamburin. Desuden er det et enormt dejligt nummer fyldt med energi og livsmod. Slutnummeret “At the Zoo” begynder i stor kontrast til “Hazy Shade of Winter” med en fantastisk blød vokal og skaber en eventyrlig stemning med klirrende glas, der bliver en tilbagevendende passage i nummeret med det fantasifulde tema, hvor orangutanger er skeptiske, duer hemmelighedsfulde og zebraer reaktionære. Mange mener, at også minisamfundet i New Yorks zoologiske have er et billede på det amerikanske samfund. Disse to sidste numre er på hver sin måde blandt Simon & Garfunkels bedste.
Mod slutningen…
Både Bookends og The Graduate solgte fantastisk godt og øgede hinandens popularitet. Ligeledes steg salget af Simon & Garfunkels tidligere udgivelser. I årene efter 1968 var duoen så succesfuld som aldrig før. Efter Bookends udgav Simon & Garfunkel Bridge Over Troubled Water i 1970, der også blev en stor succes både hos kritikerne og pladekøberne, men som ikke formåede at overgå Bookends’ kvaliteter. De ufattelig mange timer, Simon og Garfunkel brugte i studiet på Bridge Over Troubled Water – hvoraf mange blev brugt på navlepillerier over selv de mindste detaljer i albummets storværk, “The Boxer” – tog imidlertid hårdt på duoen. Derfor besluttede de at holde en pause, som efterhånden blev længere og længere, indtil det virkede meningsløst at genoptage samarbejdet. Paul Simon var godt i gang med sin solokarriere, og Art Garfunkel brugte tid på både en musikalsk solokarriere og en karriere som skuespiller. I 1981 turnerede de sammen igen, og det har de gjort nogle gange siden. Men flere plader som Simon & Garfunkel er det aldrig blevet til.
Paul Simon og Art Garfunkel indspillede mange vidunderlige sange sammen i løbet af årene som duo. Men hvis ét album skal vælges som dét, der bedst viser Simon & Garfunkels store talent og kvaliteter, må det blive Bookends. Kun få andre plader virker lige så helstøbte og gennemtænkte, og Bookends indeholder stor visdom pakket ind i rørende melodier og perfekt vokalsammensætning. Man kan godt høre, at pladen er fra slutningen af 60’erne, men når man lytter til Bookends i dag, fremstår albummet ikke som et produkt af sin tid – derimod som et værk, der lever sit komplet eget liv. Numrene er levende og medrivende som bare pokker, Simon og Garfunkel synger sublimt, og alt i alt er Bookends et aldeles uundværligt album.
Trackliste:
Side 1:
1. Bookends Theme
2. Save the Life of My Child
3. America
4. Overs
5. Voices of Old People
6. Old Friends
7. Bookends Theme
Side 2:
1. Fakin’ It
2. Punky’s Dilemma
3. Mrs Robinson
4. A Hazy Shade of Winter
5. At the Zoo