Plader

Cursive: Happy Hollow

Dynamikken er intakt, men smerten er på retur. Hvis man kan leve med det, er Happy Hollow endnu et rigtig godt Cursive-album, der ligesom The Ugly Organ er lidt tid om at spire. Men lader man det gro, blomstrer det for alvor.

Velkommen! “Opening the Hymnal/Babies” bruser frem på scenen og river tæppet væk. “Babies”-delen tager så småt over og lægger låg på de støjende klaustrofobiske blæsere og guitarflader, og Tim Kashers typiske hviskende/råbende sangstil falder fint sammen med et lige så skiftende guitartema.

Cursive har sagt farvel til den ellers altid brugbare strygermadonna fra The Ugly Organ, cellisten Gretta Cohn, og bruger i stedet blæserflader, der hele tiden gør opmærksom på sig selv, uden at de dog får numrene til at lyde som en mexicansk vejfest.

Generelt er indledningen på Happy Hollow præget af et støjende lydbillede. Singlen “Dorothy at Forty” og “Big Bang” er åbne og energiske med løs hi-hat, vrængende guitarflader og en hoppende bas.

Som altid er Cursive ikke indstillet på, at man som lytter skal foræres noget som helst, og det er da også op til én selv at arbejde med numrene, hvilket i dette tilfælde ikke er en dårlig investering. Det tager lidt tid at få styr på de religiøse temaer, naive high-school-klicheér, krig og historier fra amerikanske småbyer, der fletter sig ind i de dynamiske lydflader, der som altid bevæger sig fra soft til hard og retur igen, men ganske langsomt forener lyrikken sig med tonerne fra bandet.

Man fornemmer hele tiden en vis form for desperation under overfladen, specielt i Tim Kashers stemme – men også i de bølgende kompositioner, der, når man har lyttet tilstrækkeligt til pladen, er ekstremt afvekslende. Instrumenteringen skifter ikke nævneværdigt, men opbygningen af numrene og små inputs, endda en guitarsolo på “Flag and Family”, gør pladen fyldig, og man hungrer nærmest efter at gå på opdagelse i arrangementerne.

“The Sunks” synges af Mayday/Lullaby for the Working Class-frontmanden Ted Stevens, og hans dybe stemme går fint i spænd med det lyse guitartema, men han mangler den dynamik, der ligger i svælget på Tim Kasher. Til trods for et sjovt og nærmest klatrende lydbillede er det interimistiske gæstevisit ikke et plus for pladen.

Til gengæld er “Into the Fold” en fremragende icebreaker. En slags vuggevise for voksne mennesker, der trænger til en puster midt i Cursives krævende, men givende univers.
Et ganske simpelt nummer, men fyldt med små appetitvækkere i form af en kvindelig vokal, et messende omkvæd, og strygerlignende keyboardflader.

Happy Hollow slutter på samme måde som den begyndte, nemlig med det samme bombastiske guitartema i “Hymns for the Heathen”. Nummeret er præcis det samme som åbningsnummeret, men uden “Babies”, og det er bestemt rart at høre det i sin helhed.

Happy Hollow er et vidunderligt og dynamisk indiealbum med masser af skatte gemt i kompositionerne. Tim Kashers vokal rummer langt mindre hjerteskærende smerte denne gang – uden at den dog emmer af ren lyksalighed. På Happy Hollow er den højlydte smerte en mangelvare, der er til at leve med … og lidt til!

★★★★★☆

Leave a Reply