Vi var lige nået ind i juli måned, da vi kunne fortælle, at der kommer et nyt Hidden Cameras-album til september. Nu er vi så kommet ind over dørtærskelen til august og kan bringe en glad oktober-nyhed.
Som opfølgning på udgivelsen af AWOO drager Joel Gibb og resten af hans orkester nemlig på turné, og d. 13. oktober kommer gruppen til Loppen i København.
Og vi tør vist godt love, at det bliver festligt. I 2005 satte Hidden Cameras i hvert fald godt gang i publikum på Roskilde Festival, der dansede og dansede. Det var dog de færreste, der gik i gulvet, ligesom bandets violinist gjorde efter en solo.