Det er ikke mange bands, der oplever at udgive 20 albums og i processen formår at være både konsistente og nyskabende – men Sparks er bestemt heller ikke gennemsnitlige. De skiller sig ud, har en skarp profil og er samtidig sært tidløse. De er højst sandsynligt et orkester, der kraftigt adskiller vandene. De producerer musik, man enten elsker eller hader.
At genrebestemme gruppens jubilæumsskive, Hello Young Lovers, er en mindre kraftanstrengelse. På pladen oplever lytteren er særegen blanding af storladne popsange, der præges af bombastiske vokalharmonier og til tider indslag fra musicalgenren. Grundelementet er traditionelle popsange med intro, vers og omkvæd, men med flere markante twists undervejs. Mange sange præges af instrumentering hentet hos et symfoniorkester, andre steder bruges der intensive keyboardflager, og der er også plads til guitaren, der både er akustisk og forvrænget.
Inspirationen fra musicals og operetter er meget markant i åbningsnummeret “Dick Around”, der starter brat med Russell Maels vokalharmonier, som er i centrum hele pladen igennem. Sangen starter i ét tempo, men så stiger intensiteten for igen at falde. Der holdes ikke en fast puls, men strukturen følger sindsudviklingen. Strukturen er filmisk med plads til både markante temposkift og stille øjeblikke, der afløses af energiudladninger. Alt sammen dog forsøgt sammenholdt i en popsang. Samme stil høres i numre som “The Very Next Fight” og “Rock, Rock, Rock”, der føles som en særegen blanding af historiefortælling og symfonisk popsang.
Der er som sådan ikke afdæmpede numre på pladen, men tættest på kommer nok “Perfume”, der primært består af et guitarriff og en inciterende rytmesektion. Enkelt og effektivt, men skiller sig dog kraftigt ud i forhold til nærmest samtlige andre sange på albummet. Ikke desto mindre en af albummets bedste sange.
Numrene holder generelt en høj standard, men når desværre ikke altid i mål. På vej mod målstregen skiller de tre afsluttende sange, “Here Kitty”, “There’s No Such Thing as Aliens” og specielt “As I Sit to Play the Organ at the Notre Dame Cathedral” sig negativt ud ved at blive overfyldte og overdrevent dramatiske. Specielt sidstnævnte kammer over, og her er vi ovre i rendyrket musical. Med alt hvad det indebærer.
Hello Young Lovers er med sikkerhed ikke en plade, der falder i alles smag, men hvis man kan lide utraditionel popmusik, blandet med symfoniske elementer, stort drama og en god dosis musical-stil, er det svært at finde noget bedre end Sparks.
