Der er nogle, der siger, at man ikke skal tro, at man er noget. Men her hos Undertoner kan vi faktisk lide spradebasserne, og derfor anbefaler vi her ni ustyrligt selvsikre plader, der er spækket med store ambitioner og glødende visioner. (28.09.06)Det er ikke, fordi der er noget i vejen med ensomme troubadourer iført akustisk guitar og skrøbelig stemmeføring. Slet ikke. Men nogle gange er det bare lidt festligere med kunstnere, der tør male med den allerbredeste pensel, uanset hvad omverdenen måtte synes. Overambitiøse musikere, der vil gøre alt for at realisere deres glødende visioner. Prætentiøse entertainere, som uden skam i livet jonglerer med de største klichéer uden at tabe det hele på gulvet. Genrenedbrydende originaler, der respektløst udfordrer musikalsk vantænkning af enhver art.
Kort sagt: musikere, der konsekvent og uden tøven presser citronen så hårdt som overhovedet muligt. For hvem stort er godt og intet umuligt, så længe strygerne spiller, og håret sidder, som det skal. Undertoner hylder denne måned de allermest spraglede spradebasser og deres dekadente værker, uden hvilke verden havde været et temmelig kedeligt sted at være.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
 |
Rasmus Junge
 |
Bryan Ferry: These Foolish Things (1973)
Allerede på sin solodebut fyrer Bryan Ferry op for de dekandente manerer. I rollen som skabet glam-crooner gøgler han sig igennem 13 covernumre af koryfæer som Beatles, Stones og Dylan. Uden skyggen af respekt for originalerne. Det er løssluppent, overgearet og hele vejen igennem med Ferrys selviscenesættende persona i centrum. En ung bohemes narcissistiske første skud med bøssen. Og en musikalsk fest på business class fuld af blær, lir, fis og flirt.
 |
The Beach Boys: Smiley Smile (1967)
Hvor The Beach Boys’ mesterlige Pet Sounds fra 1966 er stramt orkestrerede minisymfonier, er efterfølgeren Smiley Smile helt modsat: frit flydende, kreative indfald, kun delvis med mål og mening; fra en sang bygget op omkring rytmisk grøntsagstyggeri til evigt grønne “Good Vibrations”. Brian Wilsons krøllede pophjerne helt ude på overdrevet, godt lakket til med syre og hash. Fra glimtende gudestunder til vanvittige vildskud. Don’t do drugs, kids!
 |
Outkast: Aquemini (1998)
På deres tredje fuldlængde fusionerer de siden så berømte rappere Dré og Big Boi uden hæmninger fuldfed funk, dryppende dub og hårdtpumpet hip hop med labre melodi-lækkerier og smældende hooks, så hverken trusse eller træningsdragt efterlades tør. Et på én gang hyperambitiøst og umiddelbart imødekommende værk skabt af to 23-årige afroamerikanere i besiddelse af genresprængende idéer, hormonelt betinget selvsikkerhed og et aldrig svigtende hitøre.
| |
Lars Simonsen
 |
Björk: Medúlla (2004)
Når nu Björk i forvejen havde ry for at være en smule dekadent og prætentiøs, kunne det næsten ikke undgås, at en del opfattede Medúlla som for meget af det gode. Men på grund af Björks nærmest overjordiske talent slipper hun forrygende godt fra det ambitiøse projekt, det er at skrue et album sammen, der stort set udelukkende består af variationer over hendes egen og andres sangstemmer. Resultatet er både smukt, originalt og vidunderligt sært.
 |
Kings of Leon: Youth & Young Manhood (2003)
Det, der først og fremmest springer i ørene, når man lytter til Kings of Leons fremragende debutplade, er forsanger og guitarist Caleb Followills måde at synge på. Hans helt igennem flabede, vrængende – ja, til tider skabede og næsten krukkede sangstil er en fryd for øret og også hovedårsagen til, at pladen er med på denne liste. Hans særegne stemme fremstår prætentiøs og dekadent sammen med den herligt uimponerede bluesrock.
 |
Rufus Wainwright: Want One (2003)
Alene iscenesættelsen som ridder på coveret signalerer en vis prætentiøs tendens. Wainwrights på det nærmeste medfødte dekadente udstråling går hånd i hånd med oppustede og teatralske numre på denne særegne plade. Såvel pompøse korarrangementer, blæsere, strygere, cabaret-inspiration, folk, singer-songwriter og luftig pop blandes, og slutproduktet er originalt og overdådigt. Og så understreges det prætentiøse i øvrigt herligt med ordene: “This record is dedicated to me.”
| |
Erik Bendix
 |
Beck: Midnite Vultures (1999)
Den helt rette cd til tilværelsens svulstigste øjeblikke. Beck Hansens spraglede konceptuelle epos kredser om nattelivets intellektuelt udfordrede, læderklædte skarer. Tag dog ikke fejl af den gennemgående kritiske tone på Vultures. Musikken ryger fluks ned i de fødedygtige hofter . Klassiske numre som “Sexx Laws”, “Get Real Paid” og det falset-inficerede “Debra” fusionerer på smukkeste vis det samfundskritiske med dansegulvet.
 |
Peaches: The Teaches of Peaches (2000)
Electroclash-institutionen Peaches er måske ikke den allermest prætentiøse person på den internationale musikscene. Til gengæld er hun et godt bud på at være en ukronet dronning blandt avantgardens mest udfordrende damer (i flere af udtrykkets betydninger). Hendes debutplade The Teaches of Peaches blander electroclash med tekster, der ikke lægger fingre imellem. Emnet er den kvindelige seksualitet, hvor det denne gang er mændenes tur til at blive behandlet som objekter.
 |
Hot Chip: Coming On Strong (2004)
London-baserede Hot Chips lyd er bestemt ikke britisk, men ærkeamerikansk. Når man lytter til briternes debutplade, dukker mentale billeder af Miami Vice inklusiv speedbåde og letpåklædte kvinder uvilkårligt op på nethinden. Stilen er ofte lettere humoristisk, hvilket blot gør musikken endnu mere charmerende. Forvent fremragende 80’er-inspireret genresammenstød med masser af keyboard. Der er ikke noget at sige til, at Hot Chip har taget deres hjemland med storm.