Canada har de seneste par år været storleverandør af fremragende udgivelser, og hertil har Dan Bejar, også kendt som Destroyer, været flittig bidrager. Undertoner har fået lov til at maile et par spørgsmål til den oversete sanger fra et af musikverdenens mest aktuelle brændpunkter. (14.09.06)Canadiske Dan Bejar er en af det 21. århundredes mest kritikerroste sangskrivere, men mangler endnu at slå sit navn fast i det skandinaviske. Foruden sit hovedprojekt Destroyer har Bejar også været en habil formidler af powerpop til supergruppen The New Pornographers, der desuden tæller Neko Case og Carl Newman.
Et af de emner, som nærmest er obligatorisk i interviews med Dan Bejar er, hvorfor han bruger navnet Destroyer til et musikalsk projekt, som på ingen måde er hårdtslående.
“Jeg troede, det ville være let at slippe for den slags konnotationer, efter at jeg igennem 11 år omhyggeligt har undgået genren. Ordet kan også dateres længere tilbage end heavy metal-genren. Desuden syntes jeg, at det var mærkeligt, at ingen andre havde brugt navnet, og nu overvejer jeg, om der måske er en årsag til, at ingen havde taget det. I øvrigt var Destroyer også det navn, jeg brugte, når jeg spillede dart.”
Hvis du kunne omdøbe Destroyer, så det korresponderede bedre med den musikalske stil, hvad ville du så kalde det, og hvorfor?
“Destroyers – fordi vi er en gruppe.”
 |
Masser af ordspil – men ingen filosofi
Et er de elementer, som ofte bliver fremhævet, er Destroyers tekstunivers, der er blevet betegnet som poetisk, litterært, men også obskurt. De sære ordspil er dog aldrig meningsløse, ligesom lyrikken også har betydning for Bejars udførsel.
“Jeg ved altid, hvad jeg synger om. Det ville være mærkeligt og svært ikke at gøre det. Teksterne er vigtige for mig i sangenes kontekst, da min hovedopgave er at åbne munden og synge dem.”
Du har også en næsten postmoderne tendens i din brug af direkte citater fra klassiske sange. På Destroyer’s Rubies bruger du velkendte linjer fra “Have I Told You Lately That I Love You” og “Losing My Religion”, som du så giver ny betydning i dine egne sanges kontekst. Hvad er filosofien bag referencerne?
“Der er ikke nogen filosofi. De er bare små ordsprog, der forlader sangen, og folk genkender dem så som ting, som de kunne finde på at sige til hinanden. I øvrigt ville jeg aldrig hugge fra en sang, som jeg ikke syntes om. Men der er dog er altid plads til forbedringer, ikke?”
Ligeledes har du også en del referencer til dine egne værker, og du nævner både Your Blues og This Night i åbningssangen på det nye album. Er dette bare diskrete cameos, eller er der en dybere mening med intertekstualiteten?
“Jeg kan godt lide idéen om diskrete cameos. Det er cool. Generelt er det nok nærmere en række udtryk, som jeg ikke helt er blevet færdige med endnu. Eksempelvis følte jeg behovet for at sige “Tall ships made of snow invading the sun” mere end en gang på Destroyer’s Rubies. (Citatet optræder i både “A Dangerous Woman Up to a Point” og “Priest’s Knees”, red.) Der var mere end én sang, der havde behov for den sætning.”
En friere måde at indspille på
Destroyer’s Rubies åbner med den imponerende “Rubies”, der er en ni minutter lang fusion af den sløsede, nærmest slackede struktur fra This Night kombineret med den strammere og mere umiddelbart melodiøse Your Blues. Selv om det kan virke som lidt af en mundfuld sammenlignet med de øvrige numre, havde Bejar ingen betænkeligheder med at indlede således.
“Det er ikke umuligt, at et Destroyer-album starter med en lang sang. Det gjorde Your Blues også.
 |
Desuden hedder sangen også “Rubies”, en slags titelsang, som generelt plejer at indlede eller afslutte, og jeg havde ikke lyst til at sætte den til at lukke.”
Selv om Bejar formår at forene en række forskellige karakteristika i det ovennævnte nummer, er der stadig sket en klar udvikling fra forgængeren Your Blues til det nye album.
“Generelt vil jeg ikke beskrive den musikalske udvikling, men jeg kan sige, at hvor Your Blues var en øvelse i omhyggelig komposition og ekstremer og undladelse, var Destroyer’s Rubies mere fri. Den nye plade er i højere grad et produkt af de fem mennesker, der optrådte på albummet, og af de to, som optog det, samt en friere (med ‘friere’ mener jeg ‘lettere’) måde at synge og spille på.”
Hvis man sammenligner dit arbejde med New Pornographers og Destroyer, er førstnævnte melodifokuseret power-pop, mens sidstnævnte har en mere kompleks og til tider non-figurativ struktur, men med det fængende element holdt intakt. Bruger du New Pornographers til at praktisere det rendyrkede popgen, eller er det mere en slags børnehjem for Destroyer-sange, som ikke passer ind?
“Jeg har ikke specielt meget at gøre med produktionen af New Pornographers-sangene, ud over mine vokalindspilninger, så jeg vil sige ‘ingen af delene’.
Derudover synes jeg også, at New Pornographers undergraver popskabelonen på udspekulerede måder, som ikke altid er lette at opfange. Bandet er på ingen måde en hjernedød genre-øvelse eller noget lignende, selvom folk har en tendens til at anse dem som et band, der spiller ligefrem power-pop.
Jeg har som oftest brugt New Pornographers som et afsætningsmarked for hurtigere, fremaddrevne sange, der måske ikke er så tekst-bårne som det gennemsnitlige Destroyer-nummeret. Som regel er det også de ældre sange, skrevet i 90erne, på nær “Chump Change”, “Jackie Dressed in Cobras” og “Broken Beads”.
Til sidst: Skandinavien har endnu ikke haft fornøjelsen af en Destroyer-koncert, og et blik på din kalender viser også, at du ikke lever det vilde tour-liv. Hvorfor turnerer du ikke mere, og er der nogen som helst chance for at opleve dig i København?
“Vi turnerer lidt i USA efter hver albumudgivelse. Jeg har været tøvende med at turnere alt for meget i Europa, eftersom en tour i et område, hvor man er totalt ukendt, har en tendens til at resultere i, at man taber et ordentligt læs penge.”
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Destroyer: Your Blues
Destroyer: Destroyer’s Rubies
