Nyheder

The Shins klar med udgivelsesdato

Udgivelsesdatoen for det tredje album med det amerikanske indieband The Shins ligger nu fast. Albummet udkommer d. 23. januar næste år, fremgår det af gruppens hjemmeside. Efter planen skulle pladen være kommet for længst, men efter flere udsættelser ser det nu altså ud til, at vi med nogenlunde sikkerhed kan begynde nedtællingen.

Foto: Brian Tamborello

Ifølge rygterne, bl.a. i en nylig artikel i Billboard, får pladen titlen Wincing the Night Away, hvilket efter sigende skulle henvise til frontmand James Mercers problemer med at sove om natten – en lidelse, som han (i hvert fald pressestrategimæssigt) vist ikke er den eneste indie-frontfigur, der lider af. Dog går der mindre vedholdende rygter om, at titlen bliver Sleeping Lessons.

Hvad kan vi så forvente af den nye plade? Ja, logisk set kunne man måske tro, at det ville blive en melankolsk omgang. For mens debutpladen Oh, Inverted World fra 2001 er en psykedelisk, krystalklar plade, så er opfølgeren Chutes Too Narrow fra 2003 – som med omkring 400.000 solgte eksemplarer har cementeret gruppens popularitet – ligesom mere straight og roots-agtig i det. Ifølge gruppen selv er det nye album imidlertid langt mere varieret og udflippet end de hidtidige udspil. Under alle omstændigheder er de to første plader regulære nyklassikere, så der er efter alt at dømme en perle i udsigt.

Leave a Reply