Anbefalet

Slagsmålsnumre

Vi tror selvfølgelig på principperne om ikke-vold, og vi er søde og rare. På æresord. Men nogle gange kan det være rart at få raset sine frustrationer ud til noget musik, der giver lyst til at svinge syngende lussinger til højre og venstre. Her er ni bud på sange, der giver lyst til at slås. (17.10.06)“Hey, du dér! Kom lige herover! Ja, herover. Ska’ du ha’ nogle bank?” Sådan lyder det weekend efter weekend, når halballer, Crazy Daisy-fester og overrislede grundejerforeningsgeneralforsamlinger bliver forvandlet til live-udgaver af Fight Club med blødende tindinger og smadrede tandsæt.

Naturligvis er vi pacifister her på redaktionen. Vold er slet ikke noget for os. Det er afskyeligt og usselt, og den stigende voldskriminalitet er udtryk for en ubehagelig forråelse. Vi bryder os ikke om de typer, der tager i byen for at komme op og slås, og vi synes, det er for galt, at folks opdragelse er så dårlig, at de synker så dybt at lade næverne tale i stedet for munden.

Men når vi sidder derhjemme og drikker te, mens vi læser bøger, der beskriver Ghandis tankesæt om ikke-vold – ja, så hænder det, at vi kommer til at sætte en plade på, der får al den pæne fernis til at krakelere. Musikken råber noget an dybt inde i os. Noget ukontrolleret og nærmest dyrisk. Tonerne, klangene, forvrængningen, rytmen, en forreven vokal – et eller andet vækker vores arrigskab og antænder den, så den manifesterer sig i hele kroppen. Aggressionerne fosser rundt i kroppen, og musklerne sitrer. Hvis der kommer nogen ind lige nu, får de et lag tæsk. Hvis vi går ned på gaden nu, bliver den første, den uheldigste pandet ned. ARRRGHH!

Vi får naturligvis aldrig gjort noget ved det. Men vi tror, at det er sundt at få raset ud en gang imellem. Hér er de plader, vi hører, når vi har brug for at råbe højt og hamre knytnæverne ind i edderdunsdynerne eller sofapuderne en hel aften for at få renset sindet.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.


Mikkel Arre


Prefuse 73: “The End of Biters International” (One Word Extinguisher, 2003)

I disse Mikkel Kessler-tider må det være god stil at lægge ud med et nummer, der er oplagt at gå i ringen til. Med et bombardement af smældende bækkener, et aggressivt opklippet beat og pågående rap indleder Scott Herren udrensningsalbummet One Word Extinguisher. For ham handlede det om at rense sit kærlighedsliv, men de 77 sekunder kan sagtens inspirere til en nævekamp – ikke mindst takket være teksten »like a baseball bat, I’ll break you down to your knees.«


Knifehandchop: “Sun Jammer Is My Favorite Pokemon Trainer” (V/A: Tigerbeat6 Inc., 2001)

Der er noget råt, næsten skræmmende over rapperen DMX, når han brøler hæst hen over et hiphopbeat. Når han i stedet bjæffer hen over overgearede jungletrommer, får det knytnæverne til at krible. Til sidst i nummeret, der bygger på et ulovligt sample af DMX-nummeret “œWhat’s My Name”, går der tilmed elastisk gabba-rave i den, og DMX gør det klart, at folk kan vente sig, ved at blive ved med at skrige »come and get it!« – hvis de altså tør nærme sig.


Oneida: “Sheets of Easter” (Each One Teach One, 2002)

Tilbage til de smældende bækkener – her er der bare tale om noget ganske andet. De udknaldede amerikanere i Oneida leverer et 14 minutter langt nummer, der stort set består af ét guitarriff, én orgelakkord og en vedholdende rytme med bækkenskrald på alle taktslag. Det er som at høre verdens længeste krautrockklimaks, og den mildt sagt hidsige omgang med trommerne får adrenalinen til at pumpe helt afsindigt. Hey, skal vi slås, hva’? Hva’? HVA’?


Mikkel Mortensen


Foo Fighters: “All My Life” (One by One, 2002)

Dave Grohl virker egentlig som en meget fredelig mand, men han må bære på en kraftig indre vrede. Ellers ville han næppe være i stand til at skabe noget så rasende som denne sang. Allerede introens heftige guitarriffs stinker af næseblod, og det bliver bare værre og værre. Helt grumt bliver det i sangens sidste sekunder, hvor Grohl med sine lungers fulde kraft skriger: »Done, done / on to the next one,« hvilket man jo passende kan skrige med på, mens man lader næverne tale.


The Von Bondies: “C’mon C’mon” (Pawn Shoppe Heart, 2004)

Sangen handler så vidt vides om sanger Jason Stollsteimers ødelagte forhold, men bliver behandlet på en så aggressiv måde, at den må være det perfekte soundtrack til vold. Især på grund af de gentagne “C’mon, c’mon«-omkvæd, der jo kan tolkes som en direkte opfordring til at fortsætte med at uddele slag. (Om det så kan bruges i en ‘den voldelige kraft i “Helter Skelter”/én eller anden Metallica/Rammstein/Slayer-sang fik mig til at gøre det’-undskyldning, vides endnu ikke).


Beastie Boys: “Sabotage” (Ill Communication, 1994)

Hvis nu volden er rettet mod én, der virkelig har fortjent det, virker “Sabotage” som et godt valg. Teksten er én lang omgang “du har svigtet mig / jeg kan ikke li’ dig«, der passende kan råbes til offeret. Musikalsk set er der rigeligt med punkede guitarer og aggressive attituder til at hjælpe volden på vej. Desuden kan Spike Jonzes video give gode tips til, hvordan man tæver folk (hvis man nu skulle mangle inspiration).


Mikkel Stensgaard


AFI: “Death of Seasons” (Sing the Sorrow, 2003)

Den aggressive blanding af skrigende vokal, collegepunk og hård techno gør, at denne sang egner sig perfekt til fuldstændig uprovokerede og voldsomme angreb. Sangens høje tempo og mange breaks pumper hjertet op i højeste gear, og selvom den polerede punk ofte skinner for meget igennem, kan dette nummer stadig få selv det roligste gemyt til at levere en mavepumper eller to.


Sex Pistols: “Anarchy in the UK” (Never Mind the Bollocks, 1977)

Frustrationen over arbejdsløshed, grå hverdag og no future lyser gennem Johnny Rottens flabede vokal. Kongerne af klassisk punk opildner på dette ultimativt lofi- skramlede nummer til oprør og sår idéer om at skabe bedre tider ved hjælp af rå vold og gåpåmod. Dansen pogo, som går ud på at sparke og slå vildt om sig, er opstået i denne periode. Og derfor må denne punkperle være det perfekte soundtrack til nogle minutter i knytnævernes tegn.


Nine Inch Nails: “March of the Pigs” (Downward Spiral, 1994)

Med en frontmand så sort, at Johnny Cash kommer til at ligne en børnehavepædagog, er Nine Inch Nails det perfekte bud på leverandører af en voldssang. Trent Reznor skriger sig gennem larm og trommer, som om livet var på spil, hvilket hænger godt sammen med sangens titel. Massemorderen Charles Manson og hans sekt skrev “Pigs” med blod på væggene i deres ofres hjem. Så både symbolsk og musikalsk er “March of the Pigs” den direkte vej til uhæmmet vold.

Leave a Reply