Der er gået mere end fire år siden den seneste regulære udgivelse fra trioen System. Alle de tre medlemmer – Jesper Skaaning, Thomas Knak og Anders Remmer – har udgivet solomateriale siden dengang, og i ny og næ har de ladet et enkelt nyt System-nummer dryppe ud på en opsamling.
Men til januar kommer der så endelig en hel ep fra triumviratet. Den udkommer på Rumpistols selskab Rump Recordings og kommer til at hedde Tempo. En titel, der ifølge Thomas Knak gav sig selv, i og med at de fire numre er hurtigere, end vi er vant til fra Systems side.
Knap så umiddelbart gennemskuelig er den beskrivelse, Knak giver Undertoner om, hvordan ep’en kommer til at lyde:
“Eftersom vi det sidste år har været ramt hårdt af dubstep-feber, har vi syntes, det var sjovt at arbejde mere med selve bunden i bassen og inkorporere de shufflede twostep-beats, som dubstep kommer fra,” forklarer han og fortsætter: “Der er på ingen måde tale om dubstep, og vores numre er mere i et house-tempo, uden at vi er house af den grund… Der er snarere tale om et blandingsbatteri, hvor vi afprøver genrens muligheder blandet med vores bløde brilleabe-electronica.”
Hmm, der er vist ikke andet at gøre end at vente på Tempo, som Rump Recordings beskriver som overraskende dansabel.