Næste år er det 30 år siden, at Jarvis Cocker dannede bandet Arabacus Pulp. Det navn gjorde han kortere efter nogle år, og resten er historie. Vel at mærke ikke en historie om lynhurtig eller evindelig succes – men snarere om et band, som efter mange års slid endelig kom til at passe til tidsånden (eller vice versa).
Da årstal blev noget, der altid startede med et 2-tal, var Pulp og tidsånden igen gledet fra hinanden. Men der skulle mere til at holde Jarvis tilbage. Godt nok var han ikke længere oppe i den kendis-klasse, hvor man har adgang til at forstyrre Michael Jacksons optræden ved prisuddelinger, men mindre kunne også gøre det.
Mindre blev successen i hvert fald, da han sammen med Richard Hawley kastede sig over sideprojektet Relaxed Muscle, der nåede at udgive et enkelt fuldlængdealbum.
Men Jarvis er stadig ikke udbrændt. Sidste efterår udgav han sin selvbetitlede solodebut, som anmelderne tog udmærket imod. Nu får vi danskere så muligheden for at gøre det samme over for live-udgaverne af sangene. D. 28. januar kommer Jarvis i hvert fald til Store Vega i København. Der er middelhøj sandsynlighed for, at der dukker store briller op på scenen.