Hun slår selveste Thom Yorke, den højtråbende Karen O. og drengene i Yeah Yeah Yeahs og sågar Yo La Tengo, der jo ellers ikke er bange for at banke nogen.
Foto: Pete Newsom |
Joanna Newsom erobrede mange af Undertoner-skribenternes hjerter, og hendes Ys blev stemt ind som årets bedste album 2006 foran dem alle. Samme album kaldte Undertoners anmelder for et “episk mesterværk.”
Over hele linjen har anmeldere tabt pusten over den amerikanske harpenist og sangfugls talent. Hendes popularitet bringer den kun 24-årige kunstner vidt omkring; i løbet af vinteren giver hun f.eks. fem koncerter i Japan.
Vi danskere er ikke helt så heldige som japanerne, men en enkelt Joanna Newsom-koncert er nu ikke til at klage over. Frk. Newsom kommer nemlig til Danmark og giver koncert i Store Vega i København. Datoen bliver d. 23. april. Til koncerten vil der være unummererede siddepladser, og Joanna Newsom har et orkester med på scenen.
Billetterne bliver sat til salg på mandag kl. 10:00 via www.billetlugen.dk og Fona-butikker.