Anbefalet

Rejseplader

Måske er at rejse at leve. Måske er at rejse blot et spørgsmål om at komme fra A til B. Under alle omstændigheder er der bare nogle plader, der står rigtig godt til rejsens ædle kunst. Vi har samlet et par håndfulde. (18.02.07)Om dét at rejse virkelig er at leve kan diskuteres. Men det er i al fald fair at hævde, at en rejse bliver mere levende, hvis den akkompagneres af god musik i øregangene. Køreturen, sejladsen, cykelturen, ride- eller gåturen bliver en smule mere tiltalende, overkommelig eller cool, hvis man har et personligt soundtrack med på vejen.

I visse tilfælde kan en passende plades beat endda synes at gå op i en højere enhed med vores egen eller transportmidlets rytme og skabe en næsten overjordisk synergi. Hvem har ikke prøvet at komme til at køre lidt for stærkt i bilen fordi musikken syntes at fordre det? Eller simpelthen ikke at få stoppet for rødt på cyklen, fordi musikken lige spillede så godt i høretelefonerne?

Vi har samlet nogle af vores yndlings-rejseplader hér. De er ment som inspiration og måske lidt som advarsel, men ikke mindst er de en hyldest til den musik that gets us going.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.


Theis Ørntoft


Cykelpladen – Jim O’Rourke: Eureka (1999)

Det er bare godt at træde ud af opgangen om morgenen, låse cyklen op og sætte af sted i netop det øjeblik, hvor “Women of the World” kulminerer med klokkespil, strygere og Jim O’Rourkes rimelig sarkastiske tilgang til det hele. Pladen er på godt og ondt en foranderlig størrelse med blandt andet en flere minutter lang solo på rytmeæg, lige indtil den pludselig kammer over i overdådig kammerjazz med pigekor og trompeter. En meget realistisk måde at møde dagen på.


Togpladen – múm: Yesterday Was Dramatic, Today Is Okay (2000)

Med albummets to centerkompositioner “Asleep on a Train” og “Awake on a Train” er dette et oplagt valg at konvertere ind i iPod’ens lille hvide hjerne, hvis du vel at mærke skal tilbagelægge afstande, der er større end dem, som den daglige pendlen mellem Herning og Randers byder på. Om rejsen så går gennem Østeuropas spøgelsesagtige fabrikslandskab eller bugter sig ind i Sveriges mosbegroede granittunneller, er op til dig. múm garanterer et sansestimulerende lydspor.


Sejlepladen – Anja Garbarek: Smiling and Waving (2001>

Anja Garbarek, datter af den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek, har udgivet tre meget feminine album, hvoraf Smiling and Waving absolut er det fineste. Hun opfinder ikke den dybe tallerken, men sange som “And Then” eksponerer ret præcist et stiliseret billede af en lyshåret kvinde i trenchcoat, der læner sig ud over færgens ræling og vinker farvel til sin elskede på kajen med et bittersødt smil og frostklar ånde.


Janne Kristensen


Cykelpladen – Low: The Great Destroyer (2005)

Den fysiske anstrengelse, der unægtelig hænger sammen med at cykle, kan opvejes eller fejes helt bort af de rigtige musikalske toner i øregangen. Lows The Great Destroyer er en af de plader, der fungerer perfekt som soundtrack til en pedaltur rundt i byen. Åbningsnummeret “Monkey” lægger den tunge, trommebaserede grundtone og derfra fortsætter det dybe melodiøse flow inklusiv venlig vokal med at forsyne benene med ny energi i evindelige mængder.


Kørepladen – Apparat Organ Quartet: s.t. (2002)

At cruise gennem landskaber med Apparat Organ Quartets forførende og klikkende playmobil-rock på anlægget er et af de mest frugtbare samspil mellem musik og bevægelse, der kan opdrives. Orgelbrus, hamrende trommer og et heftigt beat akkompagnerer enhver rejse godt. Apparat-kvartettens drønende orgelstrøm går dog særlig godt i spænd med et motorkøretøjs summen – ja, alt går op i en sand guddommelig enhed, når man overskrider 110 km/t, mens den mekaniske robotvokal bare skriger til himlen.


Sejlepladen – Matt Elliott: Drinking Songs (2005)

Selv om denne plade er tilegnet fulde sømænd, synes dens slæbende, labyrintiske electronica at kunne berige enhver sejlende. Lytteren kan blive lettere søsyg, når Elliott til tider looper sine beats som en konfus kaptajn, der navigerer uden kompas. Den svingende sejlrytme dementeres dog igen og igen i de dybe, forhalede sømandsviser, der er maskuline pendanter til Odysseus’ lokkende muser og tvinger lytteren ned i det mørke vand.


Kasper Würtz


Kørepladen – Steve Earle: Guitar Town (1986)

Hvis jeg havde kørekort, ville jeg altid køre med åbent vindue til denne klassiker. Det fantastiske titelnummer er en af de allerbedste og mest rendyrkede countryrocksange, jeg nogen sinde har hørt. Pladen er med sin sikre vekslen mellem ensomme ballader og lårklappende rock et perfekt soundtrack til kapløb mod landevejens vindhekse. Den ufortyndede country kan virke skræmmende, men er man først blevet lukket ind i Earles univers, er det svært at slippe cowboyhatten igen.


Cykelpladen – The Exploding Hearts: Guitar Romantic (2003)

Jeg kan ikke finde ud af at cykle langsomt. Derfor er den tempofyldte Guitar Romantic god at tyndslide pedalerne til. Det er powerpop af fineste skuffe, hvor perfekt skårne melodier danser tæt med rå og aggressive guitarhyl. De fængende perler står i kø og leveres med punket energi og en storsmittende spilleglæde. Det største problem er at koncentrere sig om trafikken, samtidig med at man synger med på dette mesterværk, der desværre blev amerikanernes eneste udgivelse.


Hundeslædepladen – Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place (2003)

Der er en utroligt flydende bevægelighed over A Strangely Isolated Place, hvor Schnauss’ fyldige electronica leger tagfat med shoegazerguitarer og forvrængede vokaler. De varme, lyse toner skal nok få hævet temperaturen et godt stykke over frysepunktet, og pladen er som skabt til en glidende tur igennem et papirhvidt landskab, hvor musikkens mange facetter ville fylde det snespækkede lærred med langstrakte og bølgende lydflader som en slags musikalsk nordlys.

Leave a Reply