Så er det velkendte og altid velkomne rumskib igen landet på dansk jord. Med navne som Grizzly Bear, Taxi Taxi! og Kama Aina i lasten er det danske label Rumraket, i samspil med det britiske The Leaf Label, klar til at præsentere nyt fra det band, som i tidernes morgen grundlagde det efterhånden vidtfavnende og hastigt voksende pladeselskab. Efter at det elektrosymfoniske band lagde det ganske land ned med deres debutalbum, Tripper, i 2004, hersker der ingen tvivl: Det er Efterklang, der klinger i højtaleren.
Og også denne gang synes rumraketten at have medbragt mærkværdige godter fra fjerne galakser, der kan få selv de sarteste engle til at synge som drukne sømænd. For Efterklangs univers består ikke kun af musik, men også lyrik, drama og billeder. Og netop billedsiden er der blevet gjort noget ud af på det nye minialbum, som kun udkommer i et oplag på 4.500 nummererede eksemplarer i en luksusindpakning, der indeholder fire “magiske puslespilskort”. Efterklang har taget konsekvensen og brugt den fornødne tid og energi, der skal til for at lave et album, som trods sit mindre format gør stort indtryk på sin ejermand, der er sikret en eventyrlig oplevelse for hver ny gennemlytning. Med et kompakt, men yderst intenst minialbum lander Efterklang på et behagelig og tørt sted på den danske elektrosymfoniske scene.
Af de skrøbeligste rester fra universets lyde opbygges det musikalske univers, som Efterklang efterhånden har gjort til sit varemærke. Den står på strygere, blæsere og det karakteristiske efterklang’ske kor, som sammen med et elektronisk lydtæppe danner en indtagende konstellation, der gør Under Giant Trees til et storladent album, hvor der bestemt ikke er blevet sparet på krydderierne.
Som indviet i en hemmelig verden udfoldes en magisk fortælling, som kun finder sine afgrænsninger i lytterens fantasi. Med albummets første nummer, “Falling Horses”, skabes albummet – om ikke på syv dage, så i løbet af de næste syv minutter. Fra den fjerne støj bestående af sporadiske lyde fra splintrende glas og ituslåede sten opstår en kakofoni af knitren, hvorfra musikken udvikler sig. Lag efter lag kommer instrumenterne langsomt til: Spæde toner fra violiner anes, ansatser fra et klaver bringer orden, og efterhånden tager et kor af mandestemmer over. Langsomt er den forventningsfulde tavshed, som blev simuleret i introduktionen, blevet til et storladent symfonisk arrangement.
Fra de højere luftlag har det instrumentale luftskib gjort sin entre, og nye udfordringer venter. De kommer på albummets andet nummer, “Himmelbjerget”. Langsomt, men sikkert bliver bakken besteget, godt hjulpet på vej af det vitale akkompagnement. Jo nærmere vi kommer toppen, jo flere instrumenter tilføjes. Og da tonerne fra et smukt klingende pigekor endelig dukker frem, samtidig med at Himmelbjergets 147 meter er nået, har man gjort sig fortjent til en dyb vejrtrækning.
I “Hands Playing Butterfly” knaser skingre lyde i højtalerne og varsler, at idyllen må vige pladsen for den melankoli, der strømmer ud af celloens dybe klang. Sørgmodigheden bliver midlertidigt vendt til en sorgløs humor i form af det asiatisk-prægede nummer “Towards the Bare Hill”. Alle instrumenter og elektroniske lyde er i brug på dette nummer, hvor alt fra koraer over trompet til harmonika blander sig. Med en sømands fornemmelse for havets ubalance efterlades lytteren søvndrukken og søsyg.
Efterklang forsøger at pleje tømmermændene med de lindrende klokkeinstrumenter i “Jojo”. Ansatserne virker dog efterhånden mere forstyrrende end beroligende, og som koret og den skingre violin fortæller, er tiden snart kommet for det musikalske rumskib til at vende snuden hjemad. Albummet klinger ud i støjens tåger, og kun efterklangen fra et orgels nostalgiske toner står tilbage.
Lyt til “Towards the Bare Hill”:
[audio:http://www.efterklang.net/music/Efterklang-Towards_The_Bare_Hill.mp3]
