Endnu en gang står den på behagelig road-folk, når M. Ward på Hold Time inviterer lytteren til at slynge sig i sadlen og sætte i let trav til tonerne af rustne vokaler og støvede stemninger. Ward har ikke genopfundet sig selv, men til gengæld er der mere fra samme skuffe af hans originale country-kolorit.
80'ernes producerikon og manden bag nogle af de største kunstneriske popalbums i nyere tid har med Here Is What Is valgt at efterfølge 2003-succesen Shine med en ordentlig omgang tom luft, lommefilosofiske samtaler og svævende pedalsteelguitarsovs.
De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner.De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner. Foto: Rasmus B. S. Hansen/LiveShot.dk Navnet kan godt snyde. For Low er bestemt ikke et band, der bevæger sig i de lavere luftlag. Onsdag aften i Lille Vega leverede de amerikanske minimalist-symfonikere musik, der bestemt ikke var til at overhøre. Til trods for at musikken kun bliver skabt ud fra den enkle instrumentsammensætning af guitar, bas, trommer og sang, var det en symfonisk storm, der drev igennem salen. Trioen fremstod som ét sammensmeltet instrument, hvor især ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parkers stemmer imponerede, da de flød sammen i en eventyrlig metamorfose. Sparhawks basstemme var uhyggelig dyb og havde en behagelig rumlig klang, som virkelig kom til sin ret i denne live-optræden. I samklang med Parkers kirkesanger-vokal blev sangene fremført, så ægteparrets forbindelser til det religiøse mormon-forum virkede mere end naturlige. Men det var også en fryd at betragte bassist Matt Livingston, når han rokkede sig ind i en hypnotiserende dans med sit instrument som partner. Low lagde hårdt ud med numre fra den anmelderroste plade Drums and Guns fra 2007. Sangen “Pretty People” skar i hjertet, da Parker vrængede en fortvivlet fremtidsudsigt ud om den nærtstående død og fortalte alle de smukke mennesker i Lille Vega, at de snart skulle dø. Så var stemningen ligesom sat. “Sandinista” førte budskabet videre, og den skæve samklang i omkvædet blev krænget ud, så alvoren ikke var til at tage fejl af. For det er et dystert og virkeligt melankolsk univers, Low bevæger sig i. Men det er et mørke, som man på forunderlig vis kan blive helt opstemt af at overhøre, når det fremføres i en så selvsikker og professionel stil. De tre bandmedlemmer skabte onsdag aften en storladen lyd, hvor de minimalistiske og rytmisk stille numre kom til at lyde som en hel hær af symfonikere. Publikum virkede opslugt af de tre væsner på scenen, som ellers ikke gjorde et stort væsen af sig. Bortset fra det lille underholdningsmoment, man kunne finde i den Janis Joplin-lignende hippiefigur, som Mimi Parkers statur kunne fortolkes som, var det ene og alene musikken, det handlede om denne aften. Og det var musik, der satte sig fast. Karakter: Bedømmelseskriterier
Danske Jong Pang bruger fremmede lyde til at skabe et hjemmevant univers, der mere minder om en ufarlig charterferie end en rigtig tur i vildmarken.
Hvis det er tilladt at fiske, kan man godt få godbidder ud af debutalbummet fra NO KIDS og dermed få noget ud af dette usammenhængende album, som dog scorer point for sin opfindsomhed og modet til at blande den forbudte ingrediens r'n'b med eksperimenterende pop og folk.
Jomi Massage er en mærkelig urkraft. Hvis man ikke vidste det før, ved man det i hvert fald efter at have stiftet bekendtskab med hendes nyeste plade. Som altså ikke er helt ny – eller også er den?
På sit nye album har The Tremolo Beer Gut smurt et ekstra tykt lag pomade i håret og sat cowboyhatten godt på skrå. De hårde surf-cowboys viser, at de er og bliver Danmarks musikalske svar på en hyperventilerende Ennio Morricone: seje, stilede og frem for alt skidesjove.
Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt.Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt. Den lille sal var fyldt godt op med et forventningsfuldt publikum, der ikke syntes at lade sig påvirke hverken af det kære efterskoleopvarmingsband eller den lange ventetid med lydprøver. Lidt usædvanligt måske, i og med at bandet endnu ikke har udgivet deres “rigtige” debutudspil eller overbebyrdet det ganske land med livekoncerter eller hitsingler. Foto: Solveig Lindeskov Alligevel er det lykkedes Marybell Katastrophy at skabe en ordentlig omgang velfortjent hype omkring sit navn. Det skyldes selvfølgelig, at bandmedlemmerne hver især er kendt fra respekterede foretagender som Tiger Tunes og The Broken Beats. Men dernæst skyldtes de høje forventninger denne aften deres distributionsmetoder og markedsføring. Helt i tråd med musikverdnens tiltagende opgør med de store pladeselskabers patent på pladesalget, har Marybell Katastrophy valgt helt at droppe den konventionelle cd-udgivelse og i stedet satse på vinylen og fri download. En markedsstrategi, der har vist sig mere end duelig. For hvem vil ikke gerne have fingrene i noget originalt musik på en nem måde – og så endda til en pris, man selv bestemmer? Nok om markedsstrategier og salgsstatistikker. Det var nemlig langt fra dét, som Marybell Katastrophy handlede om denne fredag aften i Husets musikcafé. Det stod klart fra første nummer, at bandet nemlig kan meget mere end blot at fungere som et hypet navn i den virtuelle verden. I virkelighedens verden fremstod de erfarne, sikre og stolte – som et band, der ønskede at indlemme deres publikum i deres særegne og svimlende univers af halv-avantgardistiske popmelodier og råt for usødet punk-electronica. Foto: Solveig Lindeskov Tidligt i settet var salen godt varmet op, hvilket fik sangerinderne til at spørge publikum om lov til at smide vinterstøvlerne, med fare for at få stød. Stød fik bandet ikke, men mens musikerne luftede deres tæer, blev der til gengæld sat strøm til salen. Bandets mandlige medlem, Emil Thomsen, var drivkraften bag det knitrende, larmende og knusende elektroniske univers, som stod i smuk kontrast til det skærende samspil mellem Maria Timms skrøbelige og rene englevokal og forsanger Marie Høilunds kraftfulde stemme. Endelig viste bandets stærke frontkvinde, at hun favner og kontrollerer et imponerende vokalregister, der bragte os fra det støvede, hæse og skæve, over det rene og lyse til det tætte, kraftfulde og overvældende. Også selvom Høilund til tider slog over i en Björk-plagiat, holdt hun 100 %! Det var især i numre som “Red Red” og afslutningsnummeret “Hidden Agenda”, at man blev ramt af en uforklarlig lyst til at stige ombord i den synkende skude af svimlende sømandsviser for helt selvisk at rage til sig af skæve fortællinger om elefanter, desperate stemmer og sømænd. Frivilligt meldte man sig til at lade sig oversvømme af de segnende og syrede arrangementer, som blev ædt rå, som var de de reneste popmelodier. Med nostalgiske toner fra harmonikaer mikset med kradsende elektronik kaldte fyrtårnet forgæves båden i land. Og før eller siden måtte stormen jo desværre også lægge sig. På deres pæne Århus-beskedne manér, hvor ord var få, valgte Marybell Katastrophy at slutte af med en sjæler, som desværre blev begravet i snak og støj, da salen befandt sig på et punkt, hvor al form for kontrol for længst var forduftet. Læs også Undertoners anmeldelser af:Marybell Katastrophy: This Is the One EPMarybell Katastrophy: This Is the Two EP Karakter:
San Francisco-trioen 60 Watt Kid stormer gennem alle tænkelige lydmure med sin selvbetitlede debutplade. Med udpluk fra 50'er-rock'n'roll, 70'er-psych og 90'er-synth skriger 60 Watt Kid deres helt egen halsbrækkende tone ud i rummet. Resultatet bliver en legende og larmende debutplade.
Hvor han før har stået i kulissen og diskret sat sit aftryk på et utal af udgivelser på den alternative scene, dukker Jona Bechtolt nu op i hovedrollen i sit eget soloprojekt, YACHT. Bechtolts tredje soloalbum er et sandt sansebombardement, hvor der ikke er blevet sparet på krudtet.
Hjulpet godt på vej af Supertroels leverer danske Tilde temmelig forudsigelig electropop. Pladen er nogenlunde lige så spændende som enhver anden skildring af en tilfældig Nørrebro-folkeskolelærerindes syslen ved tastaturet efter arbejdstid. 100 % normalitet!
Mens Paris for tiden gennemgår endnu en revolutionær fase, hvor strejker, demonstrationer og kampe optager gadebilledet, byder byens spillesteder på ægte hippiesammenkomster. rDen franske indierock-festival Festival des Inrocks præsenterede nemlig budskaber om frihed, kærlighed og harmoni til tonerne fra tidens fremmeste new-folk artister. (16.11.07)rDen gamle kabaretsalon i Paris’ fashionable 9. arrondissement befandt sig i fem timer på et konstant kogepunkt. Gulvet i koncertsalen Olympia bugnede bogstaveligt talt af mennesker denne aften. Og det så meget, at man til tider måtte kontrollere sin krops utæmmede lyster til at vrikke, hoppe og danse skørt, da svingningerne i gulvet indikerede en vis fare for at brædderne ville kunne brase sammen, hvornår det skulle være. Men det var svært ikke at lade sig rive med. For Olympiasalen delte denne mandag aften kvit og frit ud af en helt speciel energi, som man formegentlig skal tilbage til engang i slutningen af 60erne for at opstøve. Unge og gamle var samlet omkring musikken for at tage imod budskabet om frihed, kærlig og harmoni, der syntes at få en ny og oprigtig betydning, fremført af Devendra Banhart, Loney, Dear, Beirut og Andrew Bird. Loney, Dear – Foto: Cia Jansen Musikalsk fødselshjælp til franskmændene Maratonkoncerten med tidens fremmeste folk-musikere var et led i den voldsomt populære, franske indierock-festival, Festival des Inrocks, der forløb i Paris og andre større franske byer fra d. 8.-14. november. Festivalen tog sin begyndelse i 1987, og havde dengang til formål at introducere forholdsvis ukendt musik fra især Storbritannien til de franske landsmænd for på den måde at opdyrke et miljø for den nye musik. Formålet var således at sætte gang i det franske rockmiljø, som i den grad var stagneret, hvis det i det hele taget havde eksisteret på noget tidspunkt. At dømme efter Festival des Inrocks format og succes, er der noget der tyder på, at Frankrig efterhånden har fundet deres egen originale indie-kammertone. Og Paris er blevet mekkaet, hvor man kan hver dag til få penge kan opleve musik, hvor elektronik går sublimt i spænd med nostalgiske franske toner fra harmonikaer eller violiner. Svensk country-style I en fransk udgave af festivalstemning (som vel og mærke er ganske mere afdæmpet end den man forbinder med Roskilde-slum og mudder) ventede salens godt 1700 gæster høfligt på, at de tunge, røde velourgardiner ville blive trukket fra. Og endelig skete det. Tæppefald. Og en lille, kikset skikkelse med en guitar hængende uden på en rød skovmandsskjorte træder ind på scenen. Med en svag svensk accent fremstammede fyren på scenen en velkomsthilsen og præsenterede sig selv og sit band som Loney, Dear. Men ydmygheden blev hurtigt vendt til stolthed. For lige fra de første spæde toner ramte lokalet, og spredte sig som krystaller i rummet, stod det klart, at der ikke var nogen grund til at holde sig tilbage. På overbevisende maner serverede forsanger og sangskriver Emil Svanängens, godt bakket op af sit band og sin glimrende engel af en korpige, en god omgang folk i svensk nyfortolkning. Flyvende banjoer og fløjteglad violinhøvler Beirut Der var store forventninger til den unge Zach Condon, alias Beirut fra publikums side. Condons seneste album, der er blevet til under et længere ophold i Frankrig, forener balkanrytmer og franske bohêmetoner til en charmerende nostalgi. Og Zach, plus sit otte-mands store band, leverede varen som forventet. Første nummer var “Nantes”, hvor Condons virtuose tenorstemme smygede sig ind mellem polkarytmerne fra harmonikaen og tonerne fra henholdsvis trompet, violin, banjo, kontrabas og horn. Sjældent har jeg oplevet en så fysisk fornemmelse af musik, hvor kroppen sitrer og dirrer og hungrer efter mere. Glæden var ligeledes at finde hos Condon selv, som i den grad brillerede og charmede publikum med franske vendinger mellem numrene. Den 23-årige amerikaner spillede denne aften op til fransk folkefest. Efter en kort pause stod den fløjteglade violinhøvler fra Chicago, Andrew Bird, på scenen. Sammen med sine to kompagnoner på henholdsvis trommer og bas, viste Andrew Bird et imponerende overskud i beherskelsen af den populære optageteknik, som kan få et en-mandsorkester til at lyde som en hel hær af symfonikere. Med et enkelt klik på en fodpedal blev den ene melodifrase fra violinen efter den anden optaget og lagt ovenpå hinanden. Til tider var de tre musikere dog så absorberet i deres optageudstyr, at musikken druknede i alt for mange lag af udefinerbare melodistumper. Men med hele to ekstranumre, hvor violinens hestehår i bogstaveligste forstand hang i laser, og den pompøse afslutning med nummeret “Happy Birthday”, afsluttede seancen alligevel på et dirrende højdepunkt. Hippiebudskaber bøjet i slangekrøller Devendra Banhart – Foto: Lauren Dukoff Den fænomenale stemning, som sitrede i kabaretsalen efter hele tre fantastiske koncerter, blev omsider ført til vejs ende, da det vanvittige hippiekollektiv med forsanger Devendra Banhart i front overtog showet. Klædt som en dårlig joke med lange slaskekrøller, trompetbukser og usmagelige, tætsiddende jakkesæt, satte Devendra Banhart med slæng gang i en ægte hippiefest, som ingen kunne kimse af. Med vittige kommentarer, kokette vrik med rumpetten, og en stemme der for en gangs skyld havde sparet på vibratoen og i stedet brummede så det rungede og klang så klart, at de kulørte lamper var ved at springe, blev der uddelt gratis kuldegysninger. En følelse der kun blev forstærket af bandets forførende fem-stemmige vokalharmonier, som fik Beach Boys til at blegne. Devendra Banhart og Co. efterlod en hel koncertsal i Paris i ekstase. Efter denne fem-timers lange indførsel i new-folkens folder, kunne publikum bevæge sig ud i Paris’ virkelighed. Her havde budskabet om frihed og kærlighed endnu kun resulteret i, at der ingen metroer, busser eller des lignende var til at transportere en sikkert hjem i seng. Men denne aften kunne det også være lige meget, for man var godt flyvende.
Egotripper eller kosmisk kammerpop? Det nyeste skud på stammen fra Rumraket, Canon Blue, kan i hvert fald spille på en masse instrumenter og sætte det hele sammen til en drømmende elektronisk symfoni, der holder sine forbilleder i hævd.
En fin pige, en blid stemme og nogle anslag på en harpe. Det er hørt før, især hos den hvæsende harpedronning Joanna Newsom. Men engelske Nancy Elizabeth viser med sin debut, at fløjlsstemme og harpe kan bruges helt uden krukkeri. Her er et album, der bygger på ærlighed og er tro mod sine folkemusikrødder.
Har vi virkelig brug for flere melankolske, skingert-skrålende indie-fyre? Det spørgsmål bliver endnu en gang påtrængende med Windmills debutplade Puddle City Racing Lights. Men efter at den første forskrækkelse har lagt sig, springer et blidt spirende håb i ørerne.
Med udspil nummer tre får CocoRosie sat ekstra skarp og intelligent kant på deres spindsfindige musikalske univers. Det er bestemt værd at tage sig tid til en tur i karussellen med de vitale vintage-vanvittige søstre – hvis man ellers er til operasang, blid rap og mærkelige instrumenter.
Endelig er rumraketten landet, og igen lastet med fantasifulde godter, som kun det danske band Efterklang kan tilberede dem. Minialbummet efterlader lytteren søvndrukken, men rig på drømme. Stig om bord, og få et indblik i en mystisk verden, som for hver ny gennemlytning føjer flere facetter til fortællingen.
Det kniber med at holde balancen, når Mikkel Glasser bevæger sig ud på en farlig linedans fra den melankolske singer/songwriter-tradition til de overfladiske popklichéer. Alligevel kommer Glasser helskindet i land, da albummet holder, hvad det lover, og får leveret »ok« popsange.
