Her hos Undertoner er vi på høflig vis & for licensbetalernes penge blevet belært om, at begrebet indie ikke findes. Det tog vi konsekvensen af den forgangne søndag og kastede os fire mand høj over de 20 numre på den populære P3-hitliste Tjeklisten. Til hverdag skriver vi stolpe op og stolpe ned om plader, vi knap nok selv har hørt om, og det er sundt nok at få vendt blikket udad en gang imellem.
Derfor satte vi – Anders, Jakob, Lasse og Mikkel – os i den virtuelle dagligstue og snakkede løst og fast om de numre, som P3-lytterne er mest pjattede med netop nu. Og det var ikke helt ringe; f.eks. kom Christina Aguileras kvaliteter bag på størstedelen af skribentgruppen.
Det ville blive lige voldsomt nok at viderebringe alle vores kommentarer om Ciara, Fall Out Boy og Mel C (de sidstnævnte var ikke muntre), så vi har sorteret lidt i samtalen. Ergo holder vi os til numre fra selve listen – med undtagelse af en enkelt tester, vi ikke kunne stå for.
Den samlede liste kan i øvrigt ses hér.
20. Christina Aguilera: Candyman (kig!)
Jakob: Wow, det her er satme frisk! Horn og hele P4-svineriet. Hun er gået ret jazz. Ikke flere bukser og svedige beats uden bund.
Mikkel: Det her må vel være Xtinas svar på Björks “It’s So Quiet”. Aguilera goes happy jazz.
Jakob: Det er ikke en ny “Genie in a Bottle”…
Anders: HAHA, Aguilera. »Makes my cherry pop?« Jeg tror, hun synger om sex.
Anders: Eller vingummi.
Mikkel: Jeg blev pænt glad af det. Også selv om det er lidt nemt bare at tage en gammel klassiker.
Anders: Andrews Sisters har ikke levet forgæves.
Lasse: 40’er-agtig swing-jazz i en lækker poppet indpakning. Det holder ok. Tatoveringerne og piercingerne har hun vist smidt helt væk.
19. Grand Avenue: The Outside (lyt!)
Anders: Er det ikke ham, der snavede med Helena Christensen?
Lasse: Jo.
Jakob: Det her er sjovt tyndt produceret i forhold til Aguilera. Siger mig godt nok ikke meget – kan de noget uden Helena?
Anders: Nej.
Mikkel: De rocker da lidt mere, end de har gjort førhen. Et behjertet forsøg, synes jeg. Men ja, lydbilledet er godt nok fladt. Det kunne godt være et soundtrack til en Thomas Villum Jensen-film om noget med unge, der gerne vil være kærester med andre unge.
Jakob: … mens de kører i bil i flade landskaber.
Lasse: Den der guitar, er det meningen, at den skal give nummeret kant?
Anders: Grand “COLDPLAYCOLDPLAYCOLDPLAY” Avenue.
Jakob: Ja – en rock-udgave af ‘Clocks’. Hvordan har de solgt?
Anders: Ud.
14. Avril Lavigne: Girlfriend (kig!)
Jakob: Jeg sang skaterboy så sent som i badet i morges.
Anders: Ny guilty pleasure. Røvcatchy.
Lasse: Håndklap, whoa.
Mikkel: Det der håndklap-beat smager af Outkast, synes jeg.
Jakob: Outkast? Whot??!
Mikkel: Ja, i starten.
Anders: Jeg er heller ikke med, Mikkel.
Jakob: Hvorfor har de lavet det der med hendes stemme, så den lyder som noget fra rummet?
Anders: “She’s like so whatever”. Havde det her været lørdag, havde det været 1993, og havde jeg befundet mig til halbal i Otterup, så var det da en ultimative indledning-til-snave-sang.
13. Linkin Park: What I’ve Done (kig!)
Mikkel: Det er stille nu. Men lur mig, om ikke det bliver til et monstrøst omkvæd.
Jakob: Men ikke så meget knald på omkvædet – ikke så stor forskel mellem omkvæd og vers.
Lasse: Lidt rap kommer der vel også.
Jakob: … og pladespiller.
Anders: Han synger om verdens dårligdom. Og så er han begyndt at gå med Bono-briller. Det hjælper dog ikke på musikken.
Jakob: Mangler lidt eksplosionskraft, ikke?
Anders: Det er antiklimaks på antiklimaks.
Mikkel: Jeg forstår ikke helt, hvorfor de har klaver med, når man alligevel ikke helt må høre det. Jeg er heller ikke vild med den måde, han trækker nogle af tonerne i omkvædet ud i en halv uendelighed. Jeg ville hellere have haft, at det havde været mere voldsomt, ja. Mere storhedsvanvittigt. Der mangler dynamik.
Jakob: Dynamik – det var ordet, jeg ledte efter.
Lasse: Hvis de nogensinde har været oppe i tiden, så har den da fuldstændig overhalet dem nu.
Anders: Jeg kan ikke forestille mig nogen (og slet ikke fansene) rocke ud til det her.
11. Timbaland feat. Nelly Furtado & Justin Timberlake: Give It to Me (kig!)
Jakob: Meget forventelig lyd. Sweet chokonumse-omkvæd.
Lasse: Whoa, Nelly!
Jakob: …og Justin T. Det er sgu svedigt nok – måske ikke den stærkeste melodi og ikke videre originalt. Men jeg sluger det råt.
Lasse: Hvorfor skal hans stemme lyde så robotagtig?
Anders: Mere tørhed og mindre svedighed, tak. Det er sådan, jeg kan li’ mit Timbaland. Og jeg er en mand, der nyder sit Timbaland.
Mikkel: Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Timbaland efterhånden har gjort sig selv til en industrivare. Altså, beatet ryger lige op i min nakke og alt det der, men det er lige netop ret forventeligt. Han har nået Neptunes-stadiet – dér, hvor man kan blive noget træt.
»Sexy never left,« synger Timberlake. Men hvorfor skulle han så bringe sexy tilbage?
Tester: Viro: Adam (lyt, som du aldrig har lyttet før!)
Jakob: Dunk dunk dunk. Lige til Løkken.
Lasse: Oh no!
Anders: HVAD FANDEN?
Jakob: Det her er virkelig ringe! Evil eurodance.
Mikkel: Det her kan jeg ikke holde ud. Selv om det er ret sjovt, at Håndværkerskolen endelig har fået fokus. Det er som skabt til diskotek Goggen i Hadsten.
Lasse: Basshunter med en ‘Ha-ha, hvor er vi sjove’-tekst.
Jakob: Så hellere investere i den nye Me & My-opsamling.
Anders: untsj untsj untsj untsj untsj. Soundtracket til at OD’e på dårlig ecstasy i Skjern.
Mikkel: Jeg bliver overrasket, hvis det her nummer ikke bliver et fast element til alle ishockeykampe i Superisligaen.
Lasse: Synge kan han heller ikke. Det hærger med garanti æteren fra nu og hele efteråret. Jeg holder mig inden døre hele sommeren.
10. Kenneth Bager feat. Gisli: Fragment Eight (The Sound of Swing) (lyt!)
Jakob: Lyder som et rigtigt sommerhit med fløjtetema og klarinet.
Lasse: Og børnekor. Det er så forbandet catchy. På den helt utroligt irriterende måde. Umuligt at få ud af hovedet. Bliver vist brugt i en reklame, og til dét er det genialt. Men som et helt nummer kører det for meget i tomgang, rundt og rundt uden udvikling.
Mikkel: Det her gider jeg i hvert fald meget hellere høre hele sommeren end de der Viro. Men jeg kan godt have det lidt svært med, at han er så shopping-agtig. “Så tager jeg lige lidt dub-gyngende bund og så lidt swing og noget børnekor.” Det er, som om han ikke tager noget rigtig seriøst. Men isoleret set virker nummeret fint som baggrunds-sommermusik.
Lasse: Er Kenneth Bager andet end høj hat og store briller, når alt kommer til alt?
8. Arctic Monkeys: Brianstorm (kig!)
Anders: Er de ikke blevet lidt hårdere?
Jakob: Jo, lidt mere tough, lidt mindre poppy. De har mere en egen sound – filteret på vokalen burde droppes.
Mikkel: »See you later, innovator.« Ja, de opfinder vel ikke noget nyt, men jeg synes nu, de gør det meget godt med den her single. God, flabet energi. Næsten for mange ord i teksten, dog.
Anders: Den har lidt råhed over sig, som jeg har savnet i de andre sange, jeg har hørt med dem, og det klæder dem, men jeg ser ikke meget mere i det band.
Lasse: Sangtitlen stinker. Men det er heller ikke ligefrem det med navne, at de er bedst til. Der er knald på, herligt flabet vokal, og så sprænger sangen hitskabelonen i stumper og stykker. Altså sammenlignet med anden radiomusik.
7. Kaiser Chiefs: Ruby (kig!)
Jakob: Har mere hitkvalitet end meget andet, vi har hørt. Meget straight, men catchy.
Lasse: … som et bistik, der bliver ved med at klø.
Lasse: KC er verdens mest irriterende band. Der er alt tid et eller andet ved dem, der på en gang irriterer og fænger. Her er det måden, Ruby bliver fremstammet på.
Mikkel: Det er irriterende catchy, det omkvæd. Også selv om det er lidt øl-bøvet. Det nummer giver mig lyst til at være 35 og have behov for at komme ud og “rocke” lidt med lillemor. Så kunne vi stå og skråle “Ruby”. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg glæder mig til den situation.
Anders: Der er lidt for meget pork pie-hats-rock over KC til min smag, men de har flair for den gode melodi og syng-med-omkvædet.
6. Justin Timberlake: What Goes Around … Comes Around (kig på Justin & Scarlett!)
Anders: Jeg elsker JT. Jeg isvafler ham simpelthen.
Jakob: Det er som flødeis, ja… Han gør ingen fortræd. Hvem har produceret – stadig Neptunes?
Anders: Det lyder ikke helt som dem. Jeg mener, Timbaland har været mest inde over.
Mikkel: Jeg ville gerne have haft et federe beat, men der er immervæk ikke nogen som helst tvivl om, at han har flair for at være den hvide Jackson.
Lasse: Det er mindre ass-shaking og mere ‘kom her over i sofaen og giv mig en lapdance’-agtigt nummer end de andre singler.
5. Nelly Furtado: Say It Right (kig!)
Jakob: Ahhhh, Timbaland igen… Og igen med Nelly. Klart et Timbaland-beat. Ikke en ny “Maneater”.
Mikkel: Nu har jeg godt nok tidligere skrevet, at jeg er træt af Timbaland, men det er vel ikke helt skidt for hitsituationen, at han er så godt repræsenteret. Jeg mener: hellere tre af hans tracks end tre gange Max Martin-agtig skabelonpop, sådan som det var for 5-7-9 år siden.
Jakob: Indeed – men hans lyd er meget ens (Justin undtaget).
Anders: Jeg bryder mig ikke om Nelly Furtados spring over til den gængse R’n’B-missekat-formel. Jeg kunne heller ikke lide hende, da hun sang, at hun var en fugl, men derfor virker det stadig for nemt.
Fin røv, dog.
Mikkel: Det her nummer er bare ikke så fedt endda. Endnu en gang en irriterende vokal. Hvorfor er det så hipt med de der vokaleffekter?
Lasse: Jeg kan bedre lide tidlig Nelly, men hendes forvandling til popstjerne er imponerende.
Jakob: Ja, lige pludselig var hun der, mørk og truende og hot-hot maneater.
Anders: Og promiskuøs af fuck til.
4. Volbeat (feat. Johan fra Magtens Korridorer): The Garden’s Tale (kig!)
Mikkel: Det her Volbeat fatter jeg ikke noget af. Jeg kan bedst lide, når metalbands lyder som metalbands – og Johan Olsen var bedre, da han var med i Den Halve Sandhed.
Jakob: Hvor hamrer de dog løs på trommerne … til hvilken nytte? Vokalen mudrer bag drums and guitar.
Anders: Jeg troede, at de blandede 50’er-rock med metal. Jeg vidste ikke, at der var så meget Stonehenge over det. Det lyder keltisk gone bad.
Jakob: Synger han på dansk og engelsk som Nephew?
Mikkel: Føj – keltisk inspireret metal med Nephew-tendenser.
Lasse: Det er som at se Formel 1. Det kører bare i ring og ring. Ingen klimaks. Damn, det går stærkt! Det virker til, at de har lidt svært ved at få vejret. Men superfedt, at noget, der smager af metal, overhovedet får airplay.
3. Mika: Grace Kelly (kig!)
Lasse: Stærk spændvidde i den stemme. Lyder ikke så lidt som Freddie Mercury.
Anders: Catchy som bare fanden fiseme.
Jakob: Lidt for blød fremtoning til mig – men han har da humor og Freddie-genet. C-stykket er en mega-kliché.
Mikkel: Jeg gad godt, at der var mere fokus på det der powerklaver i verset.
Lasse: Læzber han ikke en lille smule i omkvædet?
Mikkel: Jeg har det noget svært med falsetten i omkvædet. Nok især, fordi han læsper. Lidt.
Jakob: Blandingen af skrål, pop og storladenhed – Jellyfish, anyone?
Lasse: Det storladne er totalt Queen.
2. Alphabeat: 10,000 Nights of Thunder (kig!)
Mikkel: Henrik Milling spiller rigtig meget Alphabeat, når han dj’er. Og det er da også fængende nok – men jeg kan ikke rigtig klare, at hun synger så ujævnt og til tider også lidt urent. Det er jo ikke ligefrem skramlet lofi.
Lasse: Det fænger, men stikker ikke særlig dybt. Girl-boy-sangen gør det til en perfekt Grand Prix-sang.
Jakob: Ja, det er det nye Rollo og King
Mikkel: Her er der så lidt for meget powerklaver til min smag. Et powerklaver, man ellers sagtens kunne forestille sig, at Henrik Krogsgaard spillede.
Jakob: Der er lidt højskole over det.
Anders: Alle deres sange lyder som alle 80’er-duetter nogensinde lavet ever.
Lasse: Der er generelt for lidt power. En electroclash-overhaling ville måske gøre det lidt mere interessant.
Jakob: Electro-Rollo og Clash-King?
Mikkel: Eller en Timbaland-produktion. Så bliver det et endnu større hit.
Lasse: Bare et eller andet, der kan få det til at sige KAPOW!
Anders: Eller BAWAAWOOM!
1. Nephew: Mexico ligger i Spanien (lyt!)
Jakob: Faktisk første gang, jeg hører det nummer. Hans tekster bliver jeg træt af meget hurtigt. Og det her hviskeri. Men en god, dansk DM-klon med lidt mere dynamik og guitar.
Anders: “Yankiebar atlas jeg kommer ding dong tonight” og sådan noget er jeg altså ved at være træt af at høre. Og så den dér påtaget alvorlige stemme.
Mikkel: Det her lyder altså som et hit, der er blevet et hit, fordi de har haft nogle andre hits. Mest irriterende hvisken meget længe. Anyway, det er sejt nok, at den ikke er så hitskabelon-agtig med vers og omkvæd og vers og omkvæd. Der er ikke rigtig noget omkvæd.
Lasse: Produktionen på den plade er som er sidde inde i en lille metalboks, som der er en, der hamrer på med en stor jernstang. Og så er der en lille lem, som Simon Kvamm råber indad. Det er anstrengende.
Mikkel: Ja, produktionen lyder, som om de prøver at få lov at lave rocksange til en genindspilning af Riget.
Lasse: Teksten rimer, men giver det mening?
Jakob: Nej, der er INGEN mening i teksten.
Lasse: Handler det om globalisering, EU eller … ?
Mikkel: Kvamm var i Den 11. time for at spille det nummer; han sagde, der var en mening. Det var noget med at gøre, hvad man gerne ville eller så’n…
Anders: Og Mexico ligger ikke i Spanien. Hvor postmoderne.
Jakob: For fem år siden var følgende nummer på førstepladsen:
Safri Duo feat. Michael McDonald: “Sweet Freedom”
Mikkel: Ja, så hellere Nephew.
Anders: Jeg savner næsten Saftig Due og deres ulastelige tøjsmag. Komplet med Thomas Eje-cameos i deres videoer.
Jakob: For 10 år siden var det Blurs “Song 2”.
Lasse: Sådan helt overordenet er det ikke så skidt en liste endda. Det har nemlig været meget værre.
Jakob: Nej, egentlig ikke skidt. Men hvad er den et udtryk for? P3-lytternes svar på Barometeret?
Mikkel: Der er vel ikke så meget designerpop på som for 5-7 år siden. Det kan man kun være glad for.
Lasse: Jeg stemmer på Arctic Monkeys som listens bedste nummer.
Mikkel: Også mig. Selv om jeg godt nok blev ramt noget mere af Aguilera, end jeg egentlig havde troet. Jeg glemmer tit, hvor sej en stemme hun i virkeligheden har.
Jakob: Ja, hun er sgu cool.
Lasse: Men mange storsælgende (indie)rocknavne glimrer ved deres fravær. Modest Mouse, Arcade Fire u.s.w.
Jakob: Ja, hvor er Arcade Fire?
