“Sinister in a State of Hope” er en af de mest fantastiske åbningssange, jeg længe har hørt. Det smukke og enkle nummer bæres i høj grad oppe af falsetvokalen fra Loney, Dears eneste medlem, Emil Svanängen, samt en akustisk guitar, der langsomt suppleres af en smal rytmesektion. Det hele er forbandet godt skruet sammen og mindst lige så iørefaldende.
“Sinister in a State of Hope” giver meget høje forventninger til resten af pladen. Disse indfries sådan set også, for pladen er generelt et rigtigt positivt bekendtskab, men de resterende ni numre når aldrig samme højder.
Hvis man skal sætte ét enkelt tillægsord på Loney, Noir, må det være ‘mildt’. Både instrumenteringen og Svanängens vokal er behersket – let og fordøjeligt. Dermed ikke sagt, at Emil Svanängen skriver om ligegyldigheder, men det lydmæssige er som fløjl for øregangen, og de poppede kompositioner har visse feel good-træk.
En af grundene til, at pladen ikke ender i sumpen af metervarepop er, at der er tænkt over tingene, og pladen viser sig faktisk at kunne en masse – både musikalsk og lyrisk. Svanängen indfanger små, genkendelige episoder og relevante uddrag fra en tankevirksomhed, som de fleste oplever fra tid til anden. Som f.eks. dette uddrag fra “Saturday Waits”: »you sit in your room, looking over the sea, you’ve got friends over here / still you’re there / time after time, you could always refer to the things, refer to the things from the past, shading you / Saturday night, you’ll get over it then.«
At der også er noget at komme efter i teksterne, gør, at pladen ikke blot er brugbar som baggrundsmusik, men også som lytteoplevelse med høretelefoner og keep out-skiltet på døren.
Svanängens sange er meget ens bygget op. De begynder i det små og får så et par ekstra lag hen ad vejen. Både horn, strygere, klokkespil, trommer og percussion bruges flittigt, hvilket er rigtig fint. Men i og med at sangene ligner hinanden så meget, er der også et vist genganger-præg over Loney, Noir. Det er pladens største svaghed, for sangene i sig selv er der ikke meget at pille ved.
Svanängen optager derhjemme – nærmere bestemt i forældrenes kælder – og han satser på det simple. Der er ikke mange skarpe kanter at rive sig på, men det rene og klare udtryk, som han har valgt, står knivskarpt – ikke mindst guitaren og vokalen, som er omdrejningspunkterne på denne plade.
Loney, Noir er 33 minutters let tilgængelig musik, der behager og betager. Man kan let rumme de 10 numre og får lyst til at høre dem igen og igen, hvilket må siges at være en kvalitet i sig selv.
Albummet vokser sig aldrig op i mesterværksstørrelse, men mindre kan også gøre det. Emil Svanängen har i hvert fald lavet en lille, men særdeles iørefaldende og charmerende plade.
