Country Stig Nielsen, en ydmyg troubadour fra Samsø, er en seriøs bejler til årets nye danske americananavn, selv om han har strejfet rundt på de danske scener i mere end 10 år. Nogle vil muligvis kalde hans debut Against the Dying of the Light for Johnny Cash light, og et nummer som “Happy” ligger da også faretruende tæt op ad mesteren, men CS har meget mere end plagiat at byde på i sine støvede, melankolske kompositioner, der emmer af noget autentisk og afbalanceret.
Hverken vokal eller instrumentering forceres, når CS åbner sin sjæl. Nok er der stærke bånd til de traditionelle virkemidler, og den drevne vokal i selskab med harmonika, lapsteel og hammond sætter da også tydelige præg på de 11 numre, men det er indfølt, og tekstuniverset er fremragende.
Det er rart at være fri for klichéer og fraser i en lang række af ligegyldigheder. Overskrifterne er, som americana-traditionen byder, ikke lutter happy-go-lucky, og der kredses om fatalisme i et melankolsk og mytisk møde mellem det personlige og det eftertænksomme. “Black Spots” er et meget godt eksempel: »I just spilled a thousand words on a blank piece of paper / Like black spots on the innocence of white / Sweet and sad and bitter poured from every crack and crater / Yet too much wrong for one pen to write.«
Der er tænkt over hvert lille komma og streg. Det er måske ikke noget særligt inden for americana-genren, men når pennen er ført af en relativ ung dansk mand, giver det grund til at spidse ører, for de gode sangskrivere hænger ikke just som perler på en snor herhjemme.
Debutplade eller ej, så har CS Nielsens Against the Dying of Light mange kvaliteter og få begynderfejl. Ud over at det ærlige og lyriske udtryk trækker op, hænger melodimaterialet også rigtig godt sammen, og Samsø-sangskriveren har fordelt sine virkemidler fint og givet dem en god finish.
F.eks. er “Bottle for the Road” malet med tynde pensler, og det fortællende står helt klart i forgrunden. Men nummeret understreger, at fire akkorder kan virke særdeles kraftfulde, og den flatpickede guitar og langtrukne hammond er eminent godt placerede.
Pladens store styrke er håndværket og den måde, CS Nielsen behandler sin fascination af amerikansk folkemusik. Det er faktisk ikke til at høre, at han ikke har amerikansk statsborgerskab. I lyset af pladens åbenlyse kvaliteter opstår der dog et spørgsmålstegn. Hvad skal vi med et dansk bud på genren uden en snert af noget nordisk? Hvor er Samsøs støvede mytologi eller et lokalt svar på genrens traditionelle præriefortællinger?
Pladen er næsten en tand for tro mod americana, og det unikke touch dukker aldrig op på Against the Dying of the Light, der på alle måder er en glimrende og velarrangeret americanaplade, men på ingen måde unik inden for det musiske felt, den placerer sig i – og der er konkurrencen enorm.
Country Stig Nielsen har helt bestemt lavet en rigtig god plade, der i en dansk sammenhæng har få ligemænd, og der er en flot sammenhæng mellem musik og lyrik. Against the Dying of the Light minder én om, at der findes sangskrivere, der sagtens kan tryllebinde uden at opfinde dybe tallerkner.
