For lytternes skyld placeres musik i forskellige genrer, og hver af dem har en underskov af afarter og subkulturer. Nye genrer opstår, gamle forsvinder og hentes frem i et evigt kredsløb, men selve dét at placere musikken i den rette genre kan være en svær opgave. De tanker får man hurtigt, når man kaster sig over danske I Am Bones’ andet album, The Greater Good – for man bliver mildt forvirret.
I de 12 oftest korte numre falder tempo- og taktskifter over hinanden, og sangene fremstår primært som små rappe energiudladninger. Intensiteten er høj, og det meste af tiden er I Am Bones pågående, men der er dog også afstikkere til mere tænksomme og meditative græsgange, f.eks. i “Walk, Don’t Run”. Den sang er imidlertid albummets mest overflødige, for kedsomheden melder sig hurtigt midt i klagesangen og den overdrevne rumklang.
I Am Bones’ lyd trækker tråde i mange retninger inden for rockmusikken, og flere sangene giver mindelser om et band som The Strokes. Et af de bedste numre på albummet, “Zeitgeist”, har et vers med en herlig ligefrem flabethed over sig, og en vokal, der minder om Julian Casablancas lettere tilbagelænede sangstil. Omkvædet minder derimod en del om Kashmir, og den slags markante stilskift gennemsyrer pladen.
Generelt findes de bedste momenter på højtempo-numrene, der fræser udad med en medrivende energi. Der er en herlig ligefremhed over sange som “Let’s Leave the City” og “The Main Thing Is to Keep the Main Thing the Main Thing”. Forsøgene med sange i lavere tempo falder derimod ikke heldigt ud. Den tunge “The Masterplan” med det slæbende riff bliver mere et irritationsmoment end egentligt medrivende, og helt forvirret bliver man efter “Baby, Together We Can Live With Ourselves”.
Tendensen til spontane stilskift er både pladens styrke og svaghed. Den bevirker, at numrene er dynamiske og bevægelige, og monotonien i den normalt faste vers-omkvæd-vers struktur brydes. Samtidig gør stil- og temposkiftene i hver enkelt sang, at det samlede udtryk bliver lettere skizofrent; derfor vanskelighederne med at få genrebestemt bandet på en passende måde. At pladen tilmed bliver markant svagere mod slutningen, gør ikke indtrykket bedre.
Samlet er der for langt mellem snapsene. Der er dog så mange medrivende sange på albummet, at fans af dansk rockmusik bør have høje forventninger til bandets fremtidige output.
Note: Filip Granlie, der spiller guitar i bandet, er tilknyttet Undertoner som skribent.
