Der er gået to år siden, islandske Sigur Rös sidst udsendte et album, nemlig Takk. Men mens alskens tv-stationer har konkurreret om at bruge islændingenes musik i flest mulige sære sammenhænge (BBC tager nok prisen ved at have brugt en sang som underlægningsmusik til Wimbledon-trailere sidste år), har kvartetten nu ikke siddet med hænderne i skødet.
Tværtimod spillede de sidste sommer en række koncerter i såvel store som små byer i hjemlandet. Optagelserne derfra udgør en vigtig del af dokumentarfilmen Heima, som udkommer på dvd d. 5. november. Mere præcist drejer det sig om en dobbelt-dvd, hvor den ene disc rummer dokumentaren, mens den anden rummer fulde versioner af de sange, der bliver spillet undervejs i filmen. Se filmens trailer hér.
Samme dato udsender Sigur Rös endnu et resultat af deres aktiviteter siden sidste album. De slipper nemlig dobbeltalbummet Hrvaf/Heim. De fire sange på cd 1 er en studieoptagelse af diverse sjældne sange, mens den anden cd byder på akustiske indspilninger af sange fra gruppens bagkatalog. Tracklisten ser i sin fulde længde således ud:
Cd 1:
1. Salka
2. Hljömalind
3. í gær
4. Von
Cd 2:
1. Samskeyti
2. Starálfur
3. Vaka
4. Agætis Byrjun
5. Heysátan
6. Von