Grant Olsen og Sonya Westcott, frontfigurerne i Arthur & Yu, har valgt deres respektive barndomskælenavne som bandnavn, og det er da meget sødt. Sødt og nuttet opsummerer meget godt In Camera, som er en let og poppet flirt med 60’er-inspirerede folkpop-melodier, hvor fløjtespil og masser af reverb går hånd i hånd.
Vokalerne er milde som nogle lidt uskyldige og naive ungdomsstemmer, men der gemmer sig også et strejf af skævhed og lidt flippede tendenser, som især Grant Olsen byder ind med. In Camera er en af den slags letbenede udgivelser, som ikke slår en eneste revne i hverken lydmuren eller den mentale barriere. Til gengæld er pladen fyldt med et meget charmerende og enkelt melodimateriale, hvor bandet evner at blande psykedelisk folk med charmepop og fjerlette guitarflader.
“1000 Words” beviser i hvert fald, at man ikke behøver et helt arsenal af virkemidler for at skabe en god melodi, og både vokaler, klokkespil, guitar og tamburin skaber et stille inferno af sommerberusende lydlandskaber, der bare flyder derudaf.
“The Ghost of Old Bull Lee” er en anelse mere tempopræget, men stadigvæk en simpel komposition og det boblende klokkespil og konstante slagtøj udgør en fin kontrast til Olsen og Westcotts blide vokaler.
In Camera har mange gode øjeblikke, og “There Are Too Many Birds” er perlen i samlingen. Det er muligvis en lidt nostalgisk og gammeldagsopbygget melodi, hvor guitaren vækker minder om en 40 år gammel tv-serie, men klangen fra et antal reverb-guitarer i tæt samspil med percussionelementer danner en nærmest perfekt ramme om Westcotts Hope Sandoval-klingende vokal. Intenst og intimt på den helt rigtige måde.
Efterfølgende kan man godt anfægte, at hun kun får lov til at danne backingvokal i de næste tre numre, for både “Afterglow” og “Lion’s Mouth” savner lidt bund omkring instrumenterne, som i øvrigt ikke fylder alt for meget, og der opstår en form for gråt hulrum bag vokalen, som ikke får nok støtte, nu når instrumenteringen generelt er sparsom.
Men alt i alt formår Arthur & Yu at skabe et univers af længsel og sarthed, hvilket den fine produktion hjælper med til. Man har placeret vokaler og lydflader skiftevis i hver sin position, og det rum, der opstår mellem de to, giver en særlig klang, der danner et fint lydbillede af længsel, samtidig med at man engagerer sig i det element, der nu står forreste geled. Er det vokalerne, føles det meget personligt, hvorimod de arrangerede instrumenter giver fine mentale pulsslag.
Det er autentisk, charmerende og ikke specielt højtideligt. Lidt sukkersødt, måske – men serveret på en måde, så det ikke giver kvalme. In Camera er ikke den helt store efterårsplade, men trænger man til lidt indian summer, kan den anbefales.
