I 90’erne dukkede et dansk band op ved navn Superfuzz. De lavede en enkelt plade og vandt i 1999 en Grammy under kategorien ’Bedst hard rock-udgivelse’, uden flertallet havde hørt om dem før. For en gangs skyld fandt mere end skulderklap sted under en prisoverrækkelse. Superfuzz eksisterer i øvrigt stadig og har en meget længe ventet opfølger på vej.
Men det skal jo ikke handle om Superfuzz i en anmeldelse af et andet band. De var bare en umiddelbar association, da denne anmelder lyttede til aalborgensiske Katos debutplade In the Dew. Ligesom Superfuzz dyrker Kato nemlig rocken, som de glædeligt fylder på med støj og melodi. Hvor Superfuzz var mere ligefremme, er Kato dog mere sofistikerede i deres ambitioner med rockmusikken.
Katos rocklyd er tilbageholdt og – når den fungerer bedst – elegant. Det gør den f.eks. i åbningsnummeret “In My Soul”, som gør brug af en minimalisme – ikke i sin lyd, men i sin metode. Bandet dyrker det repetitive, mens de tager sig god tid til at bygge nummeret op. Vi kender det i forvejen fra bands som Sonic Youth og Yo La Tengo eller danske Speaker Bite Me.
Titelnummeret går i en anden retning med forsigtigt akustisk spil tilsat Kristian Ross’ luftige, Thom Yorke-inspirerede vokal, der over flere gentagelser spørger sig selv: »Is it worth the fight?« Det bliver et dvælende spørgsmål, for nummeret toner langsomt ud og lader sin lytter tygge videre på en sådan overvejelse.
Kato lægger altså ud med at være krævende. De forlanger, at lytteren tager sig tid, hører efter, engagerer sig i det repetitive og smager på detaljerne. Spørgsmålet er så, hvor interessant og vedholdende Katos smagsstoffer er.
Musikken er belagt med Kristín Thóra Haraldsdóttirs strygerarrangementer, hvilket klæder materialet udmærket. Dog har strygerdetaljerne det ofte med at forsvinde i mikset, der aldrig formår at skabe en dybde – et resultat der går igen i sangmaterialet.
“Remedy” sliber langsommeligt på violinstrenge, der lyder som en disharmonisk og beklagende spilledåse. Nummeret maler et mørkt musikalsk lag uden at komme ordentligt ud af starthullerne og retfærdiggøre en længde på knap syv minutter. Der bygges og bygges frem mod noget, som aldrig kommer.
“Outside” lider under samme problem, og end ikke et hvirvlende inferno mod slutningen ændrer meget på den konto. “Head in Hands” markerer sig med et interessant bærende guitarriff, mens resten forsvinder i forglemmelsens tåger. Og den sluttende “The Engineering First” vil gerne være storladen, men mangler nogle større vinger at holde sig i luften med.
Når Kato forsøger at være tilgængelige, som tilfældet er med deres singleudspil “45”, bliver de allermest uinteressante. Nummeret nærmer sig samme fortærskede territorium, som Garbo og Saybia har betrådt talrige gange, og så kan man gøre op med sig selv, hvor spændende man finder en sådan musikalsk beliggenhed.
Kato synes at have fat i den lange ende, men de kæmper en brav kamp med at kæmpe sig ud af middelmådigheden. Det lyder paradoksalt – men man fornemmer, at Kato kan mere og bedre, end de viser på In the Dew.
