Tyske Michaela Melián er en 51-årig installations- og billedkunstner, klassisk uddannet cellist, kunstlærerinde, rockbassist (i bandet F.S.K.) og solo-ambientmusiker. Det er altså en produktiv dame, vi her har med at gøre. Meliáns første soloalbum Baden-Baden udkom i 2004, og nu er opfølgeren Los Angeles her. Som debuten er albummet et samarbejde med musikeren og programmøren Carl Oesterhelt, et andet tidligere F.S.K.-medlem.
Trods titlen lyder albummet ikke just som Los Angeles. Hvad Melián associerer med Los Angeles, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men med sangtitler som “Föhrenwald” og “Buchberg” og langstrakte elektroniske lydlandskaber føler jeg mig ikke ligefrem hensat til et solbeskinnet LA.
Den over 10 minutter lange “Locke-Pistole-Kreuz” åbner albummet på langsom, dyster vis. Orglet suppleres af en summen, en elektronisk klangflade og hvad der kunne lyde som lidt bas. Dysterheden i nummeret minder om noget i retning af A Silver Mt. Zion, og vi er milevidt fra de mange beats på Baden-Baden. Et mildere nummer med æterisk korsang følger efter, inden det dystre vender tilbage på “Föhrenwald”, der godt kunne være en videreudvikling af åbningsnummeret.
Alle Meliáns numre er bygget op om ambiente lydlandskaber og klangflader. De programmerede elektroniske bunde skaber hypnotiserende loops, hvor forholdsvis monotone temaer udgør kernen i hvert nummer. Det samme grundtema gentages i de omkring syv minutter, som de fleste af numrene er på. Hen over de gentagne temaer tilsætter Melián forskellig variation i form af små drys elektronisk knitren og instrumenter som spansk guitar, bas, orgel, melodika, ukulele og sine egne cellotoner.
Melián mestrer gentagelserne flot, og kun af og til kører albummet i tomgang. Halvvejs er “Buchberg” og “Stein” så beroligende, at man bliver døsig. Men herudover er der faktisk stor udvikling på albummet. Ved begyndelsen ville man aldrig have gættet, at man senere på samme album skulle høre et nummer som “Convention” med jazzet klaver og stærkt beat. Eller for den sags skyld et nummer som “Stift”, der vækker én direkte efter den lille sovepause halvvejs.
“Stift” er en lille østerlandsk perle. Orientalsk klingende strengeleg på ukulele og strygere i et både smilende og smukt tema udvikler sig langsomt inden for den gentagelsesæstetik, der er kendetegnende for alle numrene. Undervejs opstår en puls, først svag, så stigende. Den bliver til et beat, og lidt skramlende elektronik lyder som skurende maskiner, der forstyrrer det fine tema. Her slås beatet og maskinlyden med strygertemaet om opmærksomhed, men det lyder ikke voldsomt. Kampen foregår i den fineste balance.
Som på debuten afslutter Melián med et Roxy Music/Bryan Ferry-cover. Hvor det på Baden-Baden var “A Song for Europe” er det denne gang “Manifesto”. Her bryder Melián ud i sang med tyk tysk accent ledsaget af et lige så tykt beat. Vidunderligt lyder det ikke ligefrem, og jeg mistænker Melián for at have god humoristisk sans. Men coverversionen er charmerende, og den fungerer som en overraskende og genrebrydende slutning på Los Angeles.
Albummet er en time langt, og man kan ikke lytte til det hele vejen igennem. Numrene og lydlandskaberne, der vokser ud af mange af dem, placerer snarere lytteren et sted midt mellem to tilstande. På den ene side sætter musikken tankerne i gang og får fantasien til at flyve. På den anden side bringer de hypnotiske gentagelser i musikken én i en mildt trancelignende intethedstilstand. Man svinger lidt mellem de to yderpunkter, men mest midt imellem.
Melián giver sig god tid. Numrene er tilpas langstrakte til, at men når ind i den ønskede tilstand, men – som regel – ikke for lange, så musikken går død. Undervejs er der smukke øjeblikke og også oplivende beats, der ikke kun sætter gang i tankerne, men også i kroppen. Det bedste ved Los Angeles er ikke musikken i sig selv, men hvad den gør ved én. Jeg er sikker på, at Melián-tilstanden er yderst gavnlig.
Køb hos:
