I slutningen af dette første årti i det nye årtusinde har der været klare tendenser til, at såvel berømmede som berygtede grupper bliver gendannet. Ikke at dette ikke er sket før i musikhistorien, men der er dog alligevel en grund til at nævne det i denne anmeldelse.
For når en gruppe som tysk-danske 18th Dye med så megen historie, respekt og ikke mindst et solidt bagkatalog vælger at genoptage sig selv, vil flere tidligere lyttere sidde med hænderne under lårene og mærke en snigende følelse af ambivalens i stil med “jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg vil være glad for, at de laver en plade, eller sur over, at den ikke er lige så god som de gamle.”
Dette forhold er lettere speget, når man retter sin opmærksomhed mod Amorine Queen, der i sig selv byder på en masse øjeblikke af genkomst og reminiscenser fra debuten Done (1992) til mesterværket Tribute to a Bus (1995), men dog alligevel søger nye veje for i det mindste at understrege, der er gået en rum tid siden sidst.
Smukkere indgang end den vekslende “Island vs. Island” skal man dog lede længe efter, hvor der i den svævende strengeleg trækkes streger tilbage til perlen “Poolhouse Blue” fra ’95. Det fjerlette samspil mellem klangene skaber rum og luft, og den knaldende Fender-reverb accentuerer den eftertænksomhed, der synes at være i teksten – og fornemmelsen af, at 18th Dye er tilbage. Ikke så snart som denne eftertænksomhed har fundet sit leje, flænser Sebastian Büttrichs guitar lydbilledet med en skarp og alligevel spiddende vibrato, og rytmegruppen krøller førnævnte eftertænksomhed sammen i et bastant beat og to-slagsmarkeringer. Med et poweromkvæd og Heike Rädekers vokal i toppen af lydbilledet understreger bandet allerede fra første færd, at de er tilbage med mere af den samme skuffe.
Dette momentum opretholdes med det karakteristiske steady beat fra Piet Breintholms hånd, og regel- og mundrette hug tegner i den efterfølgende “Soft the Hard Way” et billede af 18th Dye med flere esser oppe i ærmerne, hvilket begrunder valget af denne sang som førstesingle.
Der er nu ved at være etableret en god tillid mellem bandet og den ængstelige lytter, der blev nævnt i starten af anmeldelsen, men da man i “Chinese Spoon” efter en prototypisk 18th Dye-intro med skiftevis et groove og støjattack bliver præsenteret for vokalens møde med en vocoder, springer kæden af. Andre har beskrevet det som udfordrende, fordomsfrit og tillige progressivt, men det er reelt kun et æstetisk krumspring, der ikke er til megen anden gavn end kolorit og variation.
At den efterfølgende “Go ’n’ Go” indledes med et The Cult slash AC/DC-riff, hjælper ikke meget på den ængstelighed, der efterhånden er kommet tilbage i den gamle lytters oplevelse. At selve sangen så er et habilt stykke håndværk med et uafrysteligt hook, skal selvfølgelig nævnes for retfærdighedens skyld, men når man siden hen genfinder vocoderen på pladen, er tålmodigheden begyndt at blive udfordret.
På lykkelig vis er disse fejltrin ikke betegnende for Amorine Queen, for de fejende stryger og de mere diskante guitarer skærebrænder melodiske passager ind i pladen på højdepunkter som livefavoritten “Is”, den småt psykedeliske “Amorines” og ikke mindst afslutningen “Air”, der på moderne vis fletter et mønster af delay-guitar henover et begyndende groove og opsamlende strygere, der synes at ville røre ved himlen.
Til trods for flere gode sange kan man dog godt frygte for holdbarheden i visse af 18th Dyes kompositionsmæssige prioriteringer. For når et band har indrammet sin helt egen minimalistiske og slagterknivsskarpe stil på den forrige plade, kan det være svært at tage skeen i den anden hånd og markere de mere ligefremme sider af sangskrivningen.
Der er dog ikke nogen grund til alt for stor konservatisme, for uanset hvad får flere unge mennesker nu via Amorine Queen muligheden for at opdage 18th Dye og ikke mindst deres bagkatalog, hvis det da ellers er til at finde de gamle plader til en overkommelig pris. Amorine Queen kan i hvert fald stimulere til mere.
