Det dansk/svenske pladeselskab Phisteria skriver selv på deres hjemmeside, at deres udgivelser skiller sig ud fra de uanede mængder af anonyme musikudgivelser. Og når man læser om 127 og deres plade, Magnitizdat [Songs Of Terror & Hope], kan man ikke gøre andet end at give dem ret. Fem unge mænd, der spiller rockmusik i Iran, er ikke det, der fylder mest i de danske musikmedier. Lige præcis dét er det spændende ved denne fortælling.
Det hele starter egentlig meget godt. Rivende og ensformigt guitarspil danner grundlag for sangen “My Little Terrorist Song”, der er en traditionel rocksang. Der bliver ikke overladt meget til fantasien, selv om der ellers bliver forsøgt med tromboner, der pludselig bliver kastet ind i lydbilledet for at skabe en følelse af håbløshed. Sådan virker det i hvert fald, og sammenholdt med den lettere nedtrykkende tekst står man med en sang, der egentlig ligeså godt kunne være indspillet af et middelmådigt midtjysk indieband med en svær teenageforelskelse inde på livet.
Dog er “œMy Little Terrorist Song” et godt indblik i, hvordan det er at blive betragtet som terrorist, bare fordi man er fra Iran.: »I’m detained / From the Axes of Evil / I’m the right hand of the Devil/ I’m a terrorist though I haven’t killed anyone yet / I’m a suicidal bomb, be careful, I might go off in the end of this song.« Her er fremmedgørelsen og isolationen virkelig til at tage og føle på. Men det hjælper ikke meget, når musikken halter, og melodien egentlig ikke gør det store indtryk.
Det bliver dog heldigvis bedre i den næste skæring, “Leave”, hvor 127 heldigvis ikke forsøger at lyde som det næste midtjyske indiehåb, men i stedet giver sig i kast med mere traditionel persisk musik. Det betyder, at der bliver brugt både tabla og sitar, men de glemmer ikke deres vestlige inspirationskilder, så der bliver også fyret godt op under en masse guitarlir, der ville gøre selveste David Gilmour fra Pink Floyd stolt. Desværre kan en guitarsolo ikke rigtig redde noget, og derfor sidder man tilbage med en tom fornemmelse. Selv om de ikke glemmer deres persiske arv, fokuserer de alt for meget på at lyde som deres forbilleder.
Det er helt tydeligt, at det er den vestlige inspiration, der fylder mest, og nummeret “To My World”, er storslået, smukt, patetisk, følsomt og lige præcis sådan et nummer, der ville gøre sig godt i radioen. Der er lidt af det hele: flotte stemmer, et gentagende kor, blæsere, akustiske guitarer og klaver. Et sikkert hit, som man stensikkert også har hørt før.
Historien om 127 og deres kamp for at få udgivet Magnitizdat [Songs Of Terror & Hope], er som sagt virkelig spændende. Desværre bliver historien ikke specielt godt fortalt. Det er en historie, der er lige ud af landevejen uden de store højdepunkter. Dermed ikke sagt, at sangenes form ikke varierer, for det gør de. Måske forsøger 127 at favne for bredt, og det er det, der går galt for dem. For selv om det er interessant, at et iransk band spiller rock, kunne man også håbe, at de ville lade sig inspirere mere af deres persiske rødder i stedet for at forsøge at lave kopier af deres store vestlige helte.
