The Dandy Warhols, der stadig er mest kendt for gennembruddet “Bohemian Like You” fra 2000, som bl.a. blev flittigt brugt i reklameøjemed, har siden haft svært ved at fastholde samme interesse. Denne plade indeholder ikke ét nummer, der kan vække samme opmærksomhed. I stedet er der flere sange, der bobler positivt under overfladen, og enkelte der fortaber sig i ensformighed og idéløshed. Gruppen fremstår som et moderne band, der prøver at se fremad og samtidig finde inspiration i fortiden. Formålet er at skabe en særegen lyd. Projektet lykkes delvist.
Pladen har mange inspirationskilder. Der er Velvet Underground, Primal Scream, Talking Heads og Spiritualized. Samtidig er mange numre præget af en lettere psykedelisk og boheméagtig stemning, garneret med en smule kitsch og camp. De lange numre afbrydes f.eks. af samplinger fra telefonsamtaler og andet godt, mens afslutningsnummeret er et 15 minutter langt drone-inspireret monstrum med frankofile elementer. Sært – og ikke vellykket.
Der er dog gode momenter. Pladens tre første numre hæver forventningerne. “The World the People Together (Come On)” er et tungt psychrock-præget nummer med en tæt lyd, der er karakteristisk for mange sange på albummet. Generelt virker lyden mere massiv end spinkel og fremstår meget produceret og komprimeret. “Mission Control” følger efter og lægger kursen mod synth-rocket farvand, hvor guitar og bas repeterer samme tema undervejs.
Herefter følger et af pladens mest energiske numre, “Welcome to the Third World”, der med sin funk-rytme og meget affekterede vokal a la David Byrne er et sjovt og lettere debilt indslag (men samtidig svingende). Et andet nummer, “Mis Amigos” får enten én til at trække på smilebåndet eller skifte til næste nummer, med al dets kitschede bravur. Der leges med forvrængning af vokalen flere gange, fra det sumpede til det rå og videre til det lettere maniske. Dermed fremstår alt manipuleret og planlagt. Vi befinder os langt fra den upolerede mand med guitar.
Earth to the Dandy Warhols er omskifteligt, men har en samlet, mørk og repeterende grundtone, der sine steder formår at engagere og skabe stemning. Til tider er det dragende, nærmest dansabelt. Måske tager man fejl, hvis man prøver se albummet i et alt for seriøst skær eller som repræsentant for en kultur eller tendens. I stedet bør man anerkende The Dandy Warhols’ lyst til eksperimenterende leg og deres forsøg på at skabe en stemning af sumpet løssluppenhed og dekadence.
