Glem al tale om den svære toer, for toeren er slet ikke så svær, som man gerne vil gøre den til. Toeren er der, hvor man pudser op, perfektionerer og viderefører udtrykket fra den første plade, så anmelderne kan skrive, at han/hun/de flot følger op på den glimrende debut. Og når først man er kommet glimrende i gang, så burde man ikke fucke totalt op på det efterfølgende udspil, medmindre gejst og gnist helt er gået fløjten. Det tredje udspil derimod, det er der, man skal vise, at man kan andet og mere end et enkelt trick, og det er der, Jeff Hanson står.
Jeff Hanson er tæt på at følge ovenstående formel. Debuten Son gjorde det i hvert fald glimrende, og selvom den selvbetitlede opfølger måske ikke lagde meget til hans udtryk, gjorde den sit for at holde fast i de lyttere, der var faldet for hans tøsede falsetsang, for de, der ikke har kigget navnet ud på coveret, vil utvivlsomt gætte på, at vokalen er en kvindes værk.
Med Madam Owl skulle videreudviklingen og fornyelsen så komme, men alt efter temperament er der godt eller skidt nyt på vej, for Madam Owl lægger ikke noget til tidligere tiders bedrifter. Jeff Hanson lyder stadig som Jeff Hanson. En afdæmpet sangskriver, der skriver glimrende afdæmpede sange, der vil fornøje de fleste tilhængere af denne type musik, men ikke alle, for grundet hans tøsede falsetvokal er Jeff Hanson den type sanger, man enten elsker eller hader.
Strygerne fylder mere på Madam Owl, end de har gjort på de tidligere plader. De understøtter pladens stemning på de helt rigtige steder og på den helt rigtige måde, og på intet tidspunkt fylder de så meget, at de trækker pladen hen mod den følelsespornofyldte variant af genren, der for ofte finder vej til hitlisterne. Banjo er der også, mest tydeligt på den åbenlyse førstesingle “If Only I Knew”, der i mangel af et passende dansk ord er stompin’. Banjoen trækker læsset, og resten følger med i et tempo, der ikke er højt, men ikke desto mindre er medrivende. Resten af pladen er mere jordnær, her bliver man indbudt til at læne sig tilbage og lytte med på sange om kærlighed, primært af den frustrerede og frustrerende af slagsen.
Jeg finder Jeff Hanson svært sympatisk at lytte til; det har jeg gjort, siden jeg hørte ham første gang, og det gør jeg stadig, her tre plader inde i hans karriere. Alligevel skal der lyde et lille suk. For hans brug og genbrug af den samme formel for sangskrivning udvander efterhånden oplevelsen af hans plader. Enten skal fornyelsen snart indtræffe, eller også skal formlen perfektioneres. Noget skal der i hvert fald helst ske, skulle han finde på også at lave en fjerde plade.
