Åh. Den psykedeliske lyd man bare kan lade sig falde ind i. De udsvævende guitarstrukturer, der lokkende tigger dig om at tage med på rejsen ud i rummet. Og den langsomme, næsten hypnotiske temposætning i rytmesektionen luller dig hen, får dig til at rejse dig fra stolen og bevæge dig. I slowmotion”¦ Helt ned i tempo”¦ Langsomt”¦
I 1963 udgav Bob Dylan The Freewheelin’ Bob Dylan, der samtidig indeholdt et af hans vigtigste statements: “Masters of War”. Det er en sang, der er skrevet i ly af en tid, hvor Den Kolde Krig var på sit højeste, og hvor Cuba-krisen i oktober 1962 bragte USA og det daværende Sovjet så tæt på en atomkrig, at man næsten kunne høre uran blive spaltet.
En generation senere er det helt oplagt at fortolke “Masters of War”. Således var der ifølge konfliktløsningsinstituttet Heidelberger i 2007 intet mindre end 123 voldelige konflikter i verden, og generelt er der modstand mod USA og allieredes engagementer i bl.a. Afghanistan og Irak. Det er måske også derfor, at Lorenzo Woodrose og Dragontears vælger at fortolke netop “Masters of War”, og det er faktisk rigtig vellykket. Lorenzos stemme har altid vakt min begejstring, bl.a. i kraft af dens klang og intensitet, og kombinationen af intensitet og fortolkning går op i en højere enhed, bl.a. i sangens afsluttende sekvens, hvor hadet til krig og dens følger cementeres: »And I hope that you die / and your death will come soon / I will follow your casket / in the pale afternoon / I’ll watch while you’re lowered / down to your deathbed / and I’ll stand by your grave / and I make sure that you’re dead.«
Ligesom resten af pladen er også “Masters of War” pakket ind i et psykedelisk lydbillede, der er fantastisk indsugende. På mange måder er det simpelt, men også så helt ustyrligt tillokkende, at man bare lader sig falde ind i det. Det udsvævende droneunivers er hypnotiserende, og måske netop derfor også en perfekt baggrund for psykedeliske, surrealistiske tekster, som Lorenzo Woodrose leverer til ug med kryds og slange. F.eks. er jeg dybt fascineret af de sproglige billeder, der leveres i “The River”. De afspejler nærmest en hjerne i psykedelisk tophastighed, og det har en magisk/mytisk skønhed over sig, som nagler mig til højtalerne.
Lad mig beskrive det: Forestil dig et psykedelisk droneunivers, der omringer dig og svøber dig ind i lyd. Og dernæst Lorenzo Woodroses intense stemme, der toner frem og synger: »As I turn my head in wonder / I feel the breath of butterflies / just like the sound of distant thunder / the river flows within my mind // I seep through cracks between the shadows / uncover worlds that burst with life / angelic whores with wings and halos / the river flows within my mind.« Og når nummeret så oven i købet varer over 10 minutter, skulle det være til at forestille sig, hvilken funklende, psykedelisk sprogdiamant, der her er tale om.
Indimellem de to beskrevne numre udfolder sig fire andre, bl.a. det lidt over 15 minutter lange “The Freedom Seed”, der er fyldt med percussioninstrumenter, feedback og ekkostrukturer, der trækkes ind i lydbilledet og fader ud igen, så det til sidst nærmest er en stor frakke af lyd, man er pakket ind i. Som en form for modsætning til det hypnotiserende langsomme står pladens sidste nummer, “Dreamweaver 2”, der er bygget op med udgangspunkt i en nærmest krautrocket, tempofyldt rytme, hvoromkring den psykedeliske syge med dens mange forskellige instrumenter kakafonisk udfolder sig og favner lytteren.
Og okay. Ja. Hash. Der har jo sikkert været en del indblandet i produktionen af albummet, men Dali var vist heller ikke helt appelsinfri, da han komponerede sine surrealistiske og absolut fantastiske værker. På den måde er jeg da heller ikke i tvivl om, at Tambourine Freak Machine ville være interessant at lytte til, hvis man sad med en joint i sofaen. Men det interessante og vigtige i den diskussion – og i diskussionen om rusmidler og psykedelisk musik generelt – er, at Dragontears’ musik bestemt ikke behøver rusmidler for at gøre indtryk. Ikke på mig i hvert fald. Det går alligevel lige i min musikalske blodbane.
