Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. I denne omgang: december.
Pebernødder, gaveindkøb og juletræer. December er i gang, og så ved man hvad klokken er slået – også hvad angår koncerter. December har ikke just ry for at være en koncertrig måned, men heldigvis er alligevel noget at anbefale, hvis det bliver for meget med julefrokosterne.
Mugison. Foto: Ari Magg. |
Lørdag den 6. december kan juleriet for eksempel få en pause til fordel for svenske flickor med indie-dansepop på hjernen. Pigebandet Those Dancing Days udgav albummet In Our Space Hero Suits i efteråret og har siden da turneret i hjemlandet samt i Tyskland og England. Denne aften spiller de på Rust i København.
Enmandsbandet Mugison fra Island kommer forbi Danmark til fire koncerter senere på måneden. Hans seneste album, Mugiboogie, der udkom tidligere i år, har fået pæne anmeldelser fra stort set alle danske medier undtagen Undertoner, hvis anmelder dog mener, at albummet “cementerer idéen om den kreative og alligevel umiskendeligt islandske særling”. Om det så er godt eller skidt, er op til dig at vurdere, men koncerterne med den skævt blues’ede Mugison er under alle omstændigheder værd at anbefale. Mugison lægger ud tirsdag den 9. december på Loppen i København, og fortsætter den 10. på Voxhall i Århus, den 11. på Posten i Odense og sidst men bestemt ikke mindst – især ikke for islandske studerende, der denne aften kommer gratis ind – på Studenterhuset i Aalborg den 12. december.
Fredag den 12. og lørdag d. 13. fyldes Huset i Magstræde i København med finske toner og løjer fra 22-Pistepirkko, der er noget nær en undergrundsinstitution i skandinavisk musik, hvilket Undertoners anmelder fortæller om i anmeldelsen af bandets seneste plade. Disse to aftener byder på en såkaldt “multievent” med koncerter med 22-Pistepirkko samt bandsne Joensuu 1685 og Anssi 8000, kunstudstillinger, dj’s og filmfremvisninger – blandt andet af to dokumentarfilm om 22-Pistepirkko. Arrangementet udgør samtidig afslutningen på Huset i Magstrædes nordiske koncertrække Nordic Nights. Se mere information på 22-Pistepirkkos hjemmeside eller hos Huset i Magstræde.
Sune Rose Wagner er en herre, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation. Dog er det værd at fortælle, at vi snart får ham at høre i ny sammenhæng. Wagner udgiver nemlig sit første soloalbum den 8. december på Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. På Wagners Myspace-side kan man høre smagsprøver fra det nye album, og Hr. Raveonettes lyder umiddelbart nogenlunde som han plejer, bare på dansk. Hvis du ikke sidder midt i julemad med familien 2. juledag, kan han opleves live på Loppen samme aften. Ellers kan du vente til han tager hul på sin Danmarksturné i slutningen af februar.
Se hvilke koncerter, Undertoner ellers kan anbefale i koncertkalenderen.