Alice Glass i et menneskehav. Foto: Erez Avissar
Første gang, jeg oplevede Crystal Castles live, var tilbage i 2009 på minifestivalen Beatday i Valbyparken. Sættingen er omtrent den samme som fredag nat på Roskildes Arena-scene, nemlig: telt, beruset festivalpublikum og en Alice Glass, der vælter rundt, men noget er alligevel ganske anderledes her i 2013. Størrelsen på teltet og scenen under det er vokset eksponentielt og kan nu rumme 17.000 publikummer, og som der annonceres inden koncerten, så har den kaotiske, elektroniske duo efterhånden eksisteret i 10 år, siden producer og musiker Ethan Kath uploadede en studieøver med Alice Glass i 2004 under titlen “Alice Practice”.
Kombinationen af desperat skrigende kvindevokal og den hjemmelavede, maskinelle produktion er stort set forblevet den samme i de 10 år, ligesom duoen til stadighed leverer ekstreme og kaotiske shows. Om det så er den fysiske afstand fra scenen til de mange publikummer, der bevirker, at vi ikke får et ord fra den dragende, kvindelige frontfigur, eller det er de store joints’ indvirkning på det spinkle, canadiske legeme, er ikke til at sige, men jeg står efterladt med en fornemmelse af ikke til fulde at blive optaget af ravehavet.
Værst går det ud over hittet “Crimewave” fra duoens selvbetitlede debut fra 2008, der end ikke når for alvor at sætte sig i kroppen, før det løber ud i lav overordnet volumen og især lav vokalvolumen. På trods af at nummeret vel er Crystal Castles’ lettest genkendelige nummer, så er det de færreste rundt om mig, der egentlig registrerer det, før det slutter.
Alice Glass starter ellers i vanlig stil knækket sammen på scenegulvet med mikrofonstativet strakt ud foran sig i en skæv vinkel, og efter en hæsblæsende start går den elektroniske duo, der til lejligheden er backet op af trommeslager, over i en ekstremt veludført version af “Baptism” fra s.t. (II) . Med sin vanvittigt catchy melodilinje får det virkelig det natteglade publikum draget til sig som myrer om en honningfælde. En honningfælde fuld af knæklys. Alice Glass er klædt i sort stumpe-T-shirt, kort, sort nederdel og forrevne strømpebukser og står skiftevist på alle fire og headbanger, ruller udstrakt rundt på scenen eller ryger granvoksne joints, mens hun skruer på effekter. Mange andre musikere ville fremstå lettere latterlige i de situationer, men på trods af en total mangel på kontakt til publikum, så forekommer det naturligt, når Alice Glass giver sig hen til sine formløse scenelege.
Eller en total mangel på kontakt er der alligevel heller ikke helt tale om. Mens febrilsk søgende lyskegler panorerer hen over den bølgende menneskemængde, spiller duoen “Vietnam”, der også er fra det andet selvbetitlede album. Vores alle sammens forhultede animé-figur når en form for fysisk forbindelse til de første publikummer, der sandsynligvis har oplevet en ganske anden koncert end os, der stod længere tilbage. Snart er hun ved at blive optaget af det fremstrakte menneskehav af arme, snart bøjes hun igen over mikrofonen og synger som et forvildet barn i den.
Alice Glass’ afblegede page vajer frem og tilbage, mens hun skruer intenst på en række effekter, der forskruer hendes i forvejen dybt manipulerede stemme yderligere. Min sidemand mener, hendes vokal er badet i både tapereverb og delay, og resultatet er i hvert fald, at der findes en ekstrem distance i det vokale lydbillede, så det, der ellers har et menneskeligt ophav, manipuleres til et maskinelt udtryk. Samme effekt findes hos Crystal Castles’ trommeslager, hvis trommer tricker et sample i stedet for at frigive deres egne lyde. Dermed bliver de menneskespillede trommer i sidste ende elektronisk lydende, og den kolde, afstumpede kaoselektronik finder sig til rette i ravehavet. Næste gang går jeg længere ud i bølgerne.
