Det er ikke nogen helt nem opgave at spore sig ind på, hvad Ten Kens er for en størrelse. Kvartetten er nemlig et af den slags bands, der stritter i mange retninger, og det er lidt af en kunstart at gøre dette med succes. Groft sagt formår det givne band enten at give et indtryk af variation og en spændvidde, der er særdeles imponerende, eller også efterlades lytteren forvirret og uimponeret.
I forsøget på at lære bandet at kende starter jeg med at læse det medfølgende pressemateriale igennem. Belært af erfaring og almen snusfornuft læser jeg med alle mulige forbehold. Pladeselskabet lover blandt andet bittersøde melodier, komplekse følelser og kryptiske tekster. Det lyder jo spændende, ingen tvivl om det…
Den canadiske kvartet giver sig til kende og prøver at give et sprudlende og overrumplende indtryk med albumåbneren “Bearfight”, der er et relativt hårdt rockende nummer, som nærmest vælter ud af højtalerne. De skramlende og buldrende toner forenes med Dan Workmans utydelige og til tider råbende vokal, og det virker bogstaveligt talt, som om skæringen snubler over sine egne ben. Inspirationen er nok først og fremmest hentet fra alternativ slackerrock, som det lød i starthalvfemserne, men som her lyder som et halvhjertet kopiforsøg eller en hurtigt tegnet skitse.
Den efterfølgende “Down Come Home” er straks mere melodiøs, men det altdominerende og særdeles kejtede country-riff i værste hillbilly/wild west-stil trækker gevaldigt ned. Efter et par minutter fader nummeret ud for så igen at tage fat med noget nær dobbelt tempo, hvilket bestemt gør nogen gavn.
“Refined” slæber sig stille og roligt i gang med et simpelt guitarriff og et dovent trommebeat samt noget, der lyder som et kirkeorgel, hvilket ikke fremstår så slemt, som man måske skulle tro. Vokalen er stadig sløret og gemt langt nede i lydbilledet, og der bygges vellykket op til Workmans dramatiske og hæse råben. Nummeret ender i en art stonerrock, og bandet prøver her, med pæn succes, kræfter med det velkendte miks af stilhed og støj.
I “Spanish Fly” forsøger bandet at syre igennem med hysteriske vræl og buldrende heavyrock-inspirationer, mens “Alternate Biker” blandt andet trækker på surf og byder på mumlende vokal. Fornemmelsen af, at en hel del andre bands er sluppet langt bedre af sted med ovennævnte elementer, er i dén grad til stede.
Ten Kens har med andre ord et hav af forskellige sider, hvilket i sig selv ikke behøver at være negativt. Det negative får dog overtaget, fordi alle disse sider virker ufærdige og uslebne. Bandet virker på ingen måde, som om de er modne til at udgive et album, der stritter i så mange retninger.
Som lytter trækkes du rundt i en manege, hvor der bydes på et sonisk skizofreni-show, og du efterlades rundtosset og forvirret og ville inderligt ønske, at kvartetten var langt mere fokuseret i sit udtryk. For selvom helhedsindtrykket af denne debutplade nærmest er helt absurd diffust, er der flere detaljer undervejs, der indikerer, at bandet ville være i stand til at kreere et vellykket album. Måske skal de bare først have løbet hornene af sig, for denne første plade minder mest af alt om en snotforvirret og hyperaktiv tweenager med voldsomme humørsvingninger og hovedet fyldt med mange forskellige løse idéer.
