Plader

Greg Weeks: The Hive

Skrevet af Lasse Bertelsen

Greg Weeks har de seneste år imponeret som både musicerende og producerende neo-hippie, og han er nu tilbage med en soloplade, der forsøger at dyrke forholdet mellem kvasi-keltisk folk og 70’ernes mere end bare almindeligt spaced-out keyboardlyde.

Er det egentlig at betegne som noget godt, når der er tale om noget simuleret? Hvad enten det drejer sig om similismykker eller simulerede gestusser i soveværelset, er der vel i langt de flestes øjne tale om noget mindre ønskværdigt?

Med en sådan indledning skal man ikke straks foranlediges til at tro, at der nødvendigvis er noget uærligt endsige gedulgt over Weeks’ nyeste udspil, men når man forsøger at fange albummet The Hive i ét blik, er det svært at komme udenom, at Weeks’ evner som producer ikke kommer voldsomt til udtryk. Pladen er nemlig en særdeles homogen størrelse, der krydsæstetisk bevæger sig igennem flere genrers greb og kunster, så længe de passer ind i Weeks’ kram.

Hoveddelen af materialet er skrevet over den samme skabelon, der består af lige dele singer/songwriter-tradition, med den akustiske guitar som omdrejningspunkt, og 70’er-AOR, der dog bliver twistet med de allestedsnærværende keyboards. Greg Weeks træder ikke varsomt i denne musikhistoriske baggrund, der tydeligvis er ham kær.

Med mindelser om alt lige fra Fairport Convention, Art Garfunkel og mere ubeskrevne blade som Dana Westover og lignende ’lonely folk’-ikoner bevæger Weeks sig støt fra det mere svimlende og småt psykedeliske i sange som ”The Lamb’s Path” og åbningsnummeret ”You Won’t Be the Same Ever Again” til det tilbagelænede og popmusikalske i hymnen ”Lay Low” og hittet ”Not Meant for Light.”

Vi er således på sikker grund i Weeks’ selskab, hvor Maj7-akkorder, Rufus Wainwright-korismer og fuzz-guitarer danner en homogen helhed.

Når der så tales om visse simili-tendenser, skyldes det først og fremmest, at sangskrivningen halter lidt for mange steder i det kludetæppe, som Weeks har strikket sammen. Dette fremstår tydeligst ved, at et af de mere kuriøse indslag på The Hive samtidig er et af højdepunkterne. Der er her tale om en coverversion af Madonnas ”Borderline” fra hendes eponyme debut fra ’84: sløret harmonik med en tyk flerstemmighed hovedsageligt bestående af kvinter og kvarter.

Det er på sin vis en mærkværdighed, at denne coverversion fremstår som det mest originale indslag på et album, hvor Greg Weeks paraderer sine egne kompositoriske evner, der derfor i sidste ende får et skær af at være stiløvelser inden for en musikhistorisk ramme.

Når dette dernæst bliver sammenstillet med den egenrådige produktion, hvor de effektbaserede elementer aldrig – og dette er med sikkerhed bevidst – finder sammen i en helhed, synes pladen at tendere status af at være en anakronisme, der primært vil kunne tilfredsstille et lille publikum med stor respekt for Greg Weeks’ meritter.

Det skal siges, at denne tilfredsstillelse også gør sig gældende for undertegnede, men alligevel synes The Hive at være en af de små skuffelser fra en mand, man allerhelst vil beundre.

★★★☆☆☆

Leave a Reply