Stemmen – og evnen til at bruge den – er noget af det vigtigste, mennesker ejer. Stemmen som lydmedie, men også som bærer af ord, er helt afgørende for menneskers kommunikation. Stemmer kan være sexede, smukke, dragende og udtryksfulde, men de kan også være skingre, uforståelige og uudholdelige. Nogle gange kan man endda opleve, at man på forskellige tidspunkter kan hæfte ovenstående mærkater på en og samme persons stemme.
Især en sanger som Under Byens Henriette Sennenwaldt udnytter sin stemme som medie, Majorians Maria Mortensen gør det, og Rebekka Maria Andersson i Lampshade udnytter også til fulde sin fremragende, spinkle, legende stemme. Og som det også er tilfældet med Under Byen, balancerer spinkelheden ofte på grænsen og bliver nogle gange næsten for meget, for påtaget skrøbelig, men det holder sig på grænsen, og netop derfor kan det tåle prædikatet smukt. Et eksempel fra Stop Pause Play er duetten med Teitur, “Silkesår”, hvor stemmeføringen flere steder ligger så højt i tonelejet (og truer med at forlade det smukke og i stedet blive patetisk og påtaget), at man simpelthen ikke kan undgå at tænke på skrøbelighed og indadvendthed.
En vigtig komponent i den tankegang er selvfølgelig teksterne på Stop Pause Play, der skifter mellem at være på engelsk og dansk. Faktisk synes der i opdelingen nærmest også at være en udpegning af de sindstilstande, musikken appellerer til. Således er tempoet på tre af de fire engelske numre, ” The Rest”, “123 – Lalala – Take It Back” og “Neon People”, relativt højt og med fængende potens, og helheden er langt mere udadvendt end på de danske, selvom melankolien da også lurer her, bl.a. via klaverfiguren på “The Rest”, og så selvfølgelig – som undtagelsen, der bekræfter reglen – den langsomme shoegazer-agtige lyd på “Architecture Wounds”.
Men heroverfor står de dansksprogede “Silkesår” og “Den støjende tid” (der i øvrigt er en genindspilning fra Nikolaj Nørlunds Strunge-album Navnløs), der som omdrejningspunkt har henholdsvis helende sår samt (klassisk Strunge’sk) ensomhed, søvn og selvmord. Især “Den støjende tid”, der i lyd og tekst er meget lig Under Byen, besidder en skrøbelighed og et særpræg, der hårfint bevæger sig mellem at være skabelonagtig suicidal tristesse og betagende skønhed, men holder sig på den rigtige side af stregen hele vejen.
Det fine ved Rebekka Maria Anderssons stemme er, at den kan så helt utroligt meget, og at Stop Pause Play viser lidt af alle dimensioner, hun favner qua sin stemme. Den svinger fra at være ensom og indadvendt over at være udadvendt, sexet-legende og indsmigrende til at være ekkobelagt og decideret udfarende. De mange forskellige udtryk kunne let gøre helhedsoplevelsen rodet, men her synes det faktisk at være et plus, fordi det har den fordel, at pladens udtryk ikke låses fast i den føromtalte tristesse. Især “Neon People” er en oplagt ørehænger med syngende keyboard og et fremragende riff.
Alligevel er der nok ingen tvivl om, at Stop Pause Play for nogle vil være lidt for meget af det gode, især hvis man har et problem med sfærisk dirrende lillepigevokal. Jeg synes dog, at det er modigt at stille sig frem med den sårbarhed, der er på de dansksprogede numre, især fordi det let kan skydes ned som værende påtaget lidelsesfuldt.
Min overbevisning er dog, at Rebekka Maria Andersson hverken forstiller sig selv eller sin vokal, for pointen er netop, at det, som det også er i tilfældet Henriette Sennenwaldt, føles ægte, når man lytter til Stop Pause Play. Anderssons stemme er ganske enkelt ikke til at komme udenom, dels fordi den er så mangfoldig i sine udtryk, dels fordi den er så afgørende en komponent i Lampshades kunstneriske udtryk. Og det er ikke mindst hendes stemme, der gør, at der faktisk er rigtig mange gode momenter at hente på Stop Pause Play.
