»Den smukkeste musik, hvis man kender nogen, der lige er død.« Således har jazzmusikeren Thomas Blachman ifølge pressemeddelelsen tidligere beskrevet Little Red Suitcases musik. Nu er mr. X Factor ikke just kendt for altid at være lige klar i mælet, og dette udsagn mener jeg da også kan tolkes på flere forskellige måder.
Little Red Suitcase er et hyggeligt bekendtskab. De spiller glad, eksperimenterende indie-jazz med skæve tekster, der åbenbart kan få enhver sørgende efterladt til at kvikke op og se lidt lysere på tilværelsen. Alternativt kan det opfordre til at give op og følge efter sin bortgangne kære til det hinsides.
Little Red Suitcase balancerer nemlig på den hårfine grænse mellem det skævt medrivende og det direkte enerverende, hvis grænseland et beslægtet band som Tys Tys også opererer i. I modsætning til kollegerne i Tys Tys sker det dog alt for ofte, at Little Red Suitcase ikke formår at holde sig på den rigtige side af stregen. Pladens cover viser bandets to medlemmer, Elena Setien og Johanna Borchert, der iført prinsessetøj og bevæbnet med boremaskine og skruenøgle fikser vandrør og elinstallationer; et glimrende billede på lyden på Temporarily Out of Order – dette er to tøsers legeplads, og den skal være alt andet end kedelig.
Pladens legesyge giver bagslag allerede i åbneren, der fremføres a cappella af bandets to medlemmer. »I’m temporarily out of order / Temporarily out of place / Duu duu duu duu / Dudududuuuu,« lyder ordene, der kribler i nakken som en irriterende flue, der ikke kan viftes væk. “Well, I Don’t Care!” fortsætter i samme spor, men tilfører lydbilledet instrumentering i form af bl.a. tempofyldt og lidt tilfældigt lydende klaver, der, ifølge musikerne selv, er inspireret af en kats trippen på tangenterne. Melodien er fængende, men igen får musikkens manglende dybde og happy-go-lucky feeling hele foretagendet til at virke lidt ligegyldigt.
Generelt er det oftest den hyperaktive jazzlyd og de tilhørende lidt for frejdige tekster, der gør det svært at sluge Temporarily Out of Order. Pladen har nu alligevel sine fine øjeblikke, og et stille nummer som “What’s This Sound?” er et velkomment, mere eftertænksomt indslag. Samtidig virker de instrumentelle passager “Mad Wasp’s Lament” og “Organic Prelude” som en overgang til en mindre udfarende afslutning på pladen, der nok er simpel, men besidder et nærvær og en oprigtighed, der ikke spores på pladens tidligere skæringer.
Little Red Suitcase har mange strenge at spille på, men får som regel ramt dem for skævt til, at det er en fornøjelse at lægge øre til Temporarily Out of Order. Bandet formår at få de mange eksperimenter til at spille fint sammen, men det ville klæde musikken at få skåret de mest energiske irritationsmomenter fra og blive en smule mere voksen.
