William Elliot Whitmore er kendt for sin stemme. Den er hæs, dyb, alvorlig og resonant med et umiskendeligt sydstats-drawl, og den evner at bære sin lytter tørskoet gennem den enkleste, mest ydmyge komposition. Han er også kendt for sin livsstil. Når han ikke er på tour eller i studiet, lever han et stille og roligt liv som hesteopdrætter i Iowa!
I åbningsnummeret på Animals in the Dark, “Mutiny”, forkynder Whitmores rungende stemme et forestående mytteri, kun ledsaget af en militant marchtromme og et helt bådsmandskab til enkelte passager med call-and-response: »I declare mutiny on this ship. The captain has been drinking below the deck.« Det er den nu afgåede Bush-administration, der beskydes fra flere vinkler gennem hele pladen, men aldrig tydeligere end på dette enkle åbningsnummer. Whitmore låner fra hiphop-klassikeren “The Roof Is on Fire” af Rock Master Scott med det rebelske omkvæd: »We don’t need no water, let the motherfucker burn« – the motherfucker værende mr. Bush, går jeg ud fra. Det giver associationer til The Smiths vidunderligt høflige “Margaret on the Guillotine” tilegnet Margaret Thatcher.
Animals in the Dark er William Elliot Whitmores første udgivelse på pladeselskabet Anti-, der støt og roligt har udvidet sit punk-repertoire med folk, roots og country. Og pladen er tydeligvis heller ikke en fortsættelse af hans forrige Southern-trilogi, hvorfra det seneste udspil, Song of the Blackbird fra 2006, var en slags konceptplade om livet i Whitmores egen hjemstavn, Lee County. Animals in the Dark er Whitmores mest politiske plade indtil videre. Flere af sangene har karakter af protestsange, bl.a. pladens måske stærkeste nummer, “Old Devils”. De gamle djævle, der står for skud, er korrupte politikere, charletaner, anløbne politimænd (Johnny Law) – ja, stort set alle, der har magt nok til at blive korrumperet.
Desværre mangler Whitmore den særlige form for engagerende nærvær og folkelighed, som udmærker den gode protestsanger. Whitmore er ganske enkelt for indadvendt og melankolsk til at motivere og animere. Hans indsigt i sociale og politiske mekanismer forbliver på et basalt, måske endda umodent stadie, og det gavner da heller ikke hans sag, at hans levering har en forkyndende tone, der forlener pladen med et skær af prædiken.
Derimod er der straks mere nærvær i de enkle og personlige sange som “Who Stole the Soul” og især den smukke “There’s Hope for You”, der med sin crescendoopbygning og lag på lag-komposition af guitar, orgel og trommer får det optimale ud af den salmelignende, spirituelle atmosfære.
Whitmores instrumentering er som altid enkel. Hans rå deltablues-lyd opnås med få virkemidler: guitar, strengeinstrumenter, orgel og tromme i ny og næ, og på denne plade har banjoen – et instrument, der altid gør væsen af sig – fået lov at bevæge sig ind på delta-bluesens enemærker. Her hører den ikke nødvendigvis traditionelt hjemme, men eftersom Whitmore oftest behandler banjoen, som var den en guitar, går den udmærket i spænd med de øvrige instrumenter.
Selvom det musikalske setup er ekstremt simpelt, er det dog en hel del mere avanceret end på hans forrige udgivelser – både musikalsk og tekstmæssigt, og det kan godt virke, som om Whitmore har slået for stort et brød op. Han spiller og synger upåklageligt, det samme gælder bandet, og hver enkelt sang har også sin berettigelse. Kollektivt er der dog for lidt variation i udtrykket, og øret bliver hurtigt træt. Tekstuniverset har ikke pondus nok til at kompensere for det ensartede lydbillede, og der tages overordnet set for få chancer.
Animals in the Dark er et eksempel på de ærgerlige tilfælde, hvor summen er mindre end dens dele.
