Neko Case har en fantastisk stemme. Faktisk er den så fantastisk, at man af og til helt glemmer at lytte til musikken og teksterne, når man hører hendes plader, fordi stemmen i den grad forfører. Det har for mit vedkommende ofte betydet, at jeg, til min egen overraskelse, har fundet hendes tidligere plader en smule kedelige og utilfredsstillende, når først benovelsen over hendes stemme har lagt sag.
For ofte lyder det hele virkelig smukt og nærmest perfekt, men under de fine melodier og stemmen er der sære fremmedgørende elementer, og hendes musik formår samlet set sjældent at engagere helt og holdent.
Efter min mening er Case uden tvivl bedre, jo mere traditionel hun er. Hendes stemme kunne være en helt og aldeles klassisk country-vokal, hvis bare hun begrænsede sig til helt enkle melodier, klassiske emner og traditionel instrumentering. Det lyder måske en anelse reaktionært, men problemet krystalliserer sig mere og mere klart på hendes seneste par plader. For hun bevæger sig i den grad inden for countryen, og hun gør brug af de fleste af genrens midler, men af en eller anden grund insisterer hun på, at udtrykket skal underliggøres.
Det kom virkelig til udtryk på hendes forrige plade, Fox Confessor Brings the Flood. Alene titlen lover jo noget lettere usædvanligt, men frem for alt er hendes tekster virkelig sære og det ikke altid på en hverken interessant eller dragende måde. Problemstillingerne er ofte genrekendte, men billedsproget er af en underlig mytisk og eventyrligt associerende karakter.
Det er det i den grad stadig på Middle Cyclone. Her er det ikke så meget titlen som coveret, der peger mod det sære og utilnærmelige: På grå baggrund er den gudeskønne sirene afbildet i en kort, sort kjole med ildrødt hår og kridhvide ben siddende fremadskuende på hug. Med et sværd i hånden. På kølerhjelmen af en fin gammel bil.
Når jeg for mit indre hører Neko Cases smukke stemme og derpå ser coveret til hendes nye plade, tænker jeg ikke ’spændende!’, men nærmere ’hvorfor?’, og så begræder jeg, allerede inden jeg har hørt pladen, at hun endnu en gang på demonstrativ vis har nægtet at lave den potentielt fantastiske klassiske contryplade, hun har i sig.
Som titlen antyder, centrerer teksterne sig denne gang om naturen som urkraft i kærligheden og i livet som sådan. Det cykliske betones igen og igen, og billedsproget er rigt på iltre natursyn på grænsen mellem det frigørende og det katastrofale. Første nummer, “This Tornado Loves You”, er sunget fra en tornados synspunkt og ofte høres field recording-lignende lyde af vind og natur, og alt sammen er det blandet med sære lyriske sammensætninger i mere klassiske kærlighedstemaer, og resultatet er nok en gang et noget surrealistisk og underligt tekstunivers.
Som på Fox Confessor Brings the Flood er sangene fortrinsvis små og korte og overståede på to et halvt minut. Det giver en sær effekt, fordi flere sange slås op som store og episke for efterfølgende pludselig at fade ud antiklimaktisk hurtigt. Dette gælder eksempelvis førstesinglen “People Got a Lotta Nerve” og Sparks-coveret “œNever Turn Your Back on Mother Earth”, der snildt kunne have brugt mere luft under vingerne. I stedet får vi dette undvigende, mystisk søgende udtryk, der så ofte gør det en anelse frustrerende at lytte til Neko Case.
Når hun så endelig tager de mere klassicistiske arbejdshandsker på, som på “Magpie to the Morning” og det vellykkede Harry Nilsson-cover “Don’t Forget Me”, fungerer helheden langt mere tilfredsstillende, og man får et billede af, hvordan hendes karriere kunne have forløbet.
Så nok en gang er en ny Neko Case-plade den smukke og behagelige lyd af uindfriet potentiale. Som lytter imponeres man ved første lyt, men ærgres ved de efterfølgende. Medmindre man selvfølgelig synes om de sære indgangsvinkler og de korte numre med udflydende sangstrukturer, der trods alt gør Neko Cases udtryk mere eller mindre enestående. I så fald er der ingen grund til ikke at investere i Middle Cyclone.
Vi, der hører en tabt country-femme fatale, hver gang hun sætter i med endnu en besyngelse af opdigtede parallelfortider, naturfænomener og underlige dyr, kan stadig håbe på, at hun en dag viger lidt bort fra sin kunstneriske vision og leverer noget mere traditionelt.
