Forleden læste jeg et digt fra Søren Ulrik Thomsens nyeste digtsamling ”Rystet spejl” fra 2011:
Undskyld jeg ringer så sent.
Den tid er åbenbart forbi
hvor jeg følte mig som noget særligt
ved at være hvem som helst
i verdens endeløse transithal
og hotellernes tristhed
ligefrem var en del af magien.
For da jeg for et øjeblik siden
sad og kiggede ned
på mine ikke længere unge hænder
blev jeg grebet af rædsel
for måske aldrig mere
at høre din stemme genkende min
hvis jeg lagde mig til at sove
i det alt for hvide sengetøj
på værelse 1007.
Digtet beskriver, hvordan jeg-personen med alderens klarsyn erkender angsten for at miste kontakten til et andet menneske og samtidig vedkender sig sin egen selviscenesatte selvtilstrækkelighed – som det så fabelagtigt er udtrykt i linjen »Den tid er åbenbart forbi / hvor jeg følte mig som noget særligt / ved at være hvem som helst.«
Umiddelbart synes der unægtelig langt fra formfuld poesi til primal og rudimentær rockmusik, men alligevel kom jeg til at tænke på digtet efter at have lyttet det danske band Get Your Guns debutalbum The Worrying Kind. Ligesom Søren Ulrik Thomsens digt kredser deres tekster nemlig om dualismen mellem individet og fælleskabet og sætter ord og lyd på kampen for at finde sig til rette i en tilværelse, som synes ørkesløs. Eller som bandet selv meget rammende skriver i deres pressemateriale: De syv sange er »på hver deres måde en reaktion på en verden, hvor individualitet er målet, og prisen er ensomhed,« og de tilføjer, at albummet »er lyden af et individ, der balancerer på en knivsæg mellem opgivelse og viljestyrke.«
Udgangspunktet for bandet, der består af brødrene Andreas og Simon Westmark på henholdsvis vokal/guitar og trommer og bassisten Søren Nørgaard, er country- og folkmusikkens dystre skæbnefortællinger. De formidles på yderst overbevisende vis af Andreas Westmarks messende, nasale strubesang og tilsættes stonerrockens tunge og mørke lyd af skurrende og flænsende guitarer, murbrækker-bas, tungt dvælende trommespil og spøgelsesagtigt råbekor.
Kendetegnende for albummets numre er det, at de stiger og falder i intensitet – fra det aggressive til det mere eftertænksomme. Åbningsnummeret ”Black Book” hører f.eks. til den aggressive kategori. Som lytter oplever man vitterligt følelsen af at blive angrebet – ja, man får lyst til at gøre, som bandnavnet opfordrer én til. Titelnummeret ”The Worrying Kind” er derimod en eftertænksom og til tider nærmest resignerende dannelseshistorie, der ender ud i, at jeg-personen får styrken til at stå modgangen igennem.
The Worrying Kind en ualmindeligt heltstøbt debut, hvis enkelte numre er vanskelige at fremhæve fremfor andre. Albummet skal lyttes i sin helhed, og bandet skal høres live – på Roskilde Festival i år, kære læser!
Afslutningsvis får lyst til at citere Charles Bukowski, forfatteren, der i sin kontante no-bullshit-stil mere en nogen anden har sat ord på, hvad det vil sige at ligge i rendestenen og rejse sig derfra. Han sagde engang følgende: »What matters the most is how well you walk through the fire.«
Lad det være udgangsbønnen for denne anmeldelse.
