Den aalborgensiske sangskriver Lasse Vestergaard albumdebuterede tilbage i 2004 med det engelsksprogede Tracks. Siden blev det til yderligere to engelsksprogede albums, før han i februar udsendte ep’en Folk og fæ, der er hans første udgivelse på dansk.
Teksterne har han ikke været alene om at skrive. Dels har han fået hjælp af sin gymnasieven, digteren Kasper Anthoni, som har skrevet teksten til to af numrene, og dels har han sat musik til Johannes V. Jensens klassiske digt “Memphis Station”. Tilbage er der tre numre, som han selv har skrevet teksterne til.
Imidlertid er hans egne tekster ikke helt på niveau med Kasper Anthonis og selvsagt heller ikke med Johannes V. Jensens. Han bevæger sig på et konkret plan, som gør teksterne lidt for letgennemskuelige og lettere klichéagtige.
Tag f.eks. åbningsnummeret “Bedraget”, som handler om en utro kæreste: »På listetæer som en tyv i natten/Sniger jeg mig omkring efter dig som en skygge.« Nummeret virker desværre også musikalsk uforløst og valsetakten understreger ikke det drama, teksten lægger op til. Til sidst får vi et halvkvalt klimaks, men tilbage sidder jeg med følelsen af, at pænheden er kommet til byen.
Jeg slumrer desværre videre i næste nummer, “Din seng med havet over himlen”. Her bliver jeg taget tilbage til besøg hos mormor, hvor Erik Grips toner ofte fyldte stuen, og hvor der var dækket op til det sønderjyske kaffebord. Hygge og højskolesangbog er det, men musikalsk interessant, dét er det ikke.
Nummeret er bygget på tostemmig sang, hvor en kvindestemme lægger sine bløde kurver oven på Lasse Vestergaards. De to stemmer akkompagneres på forudsigelig vis af en pedalsteelguitar, som sender sin lange toner ud over de bølgende kornmarker. I teksten af Kasper Anthoni er vi på et anderledes abstrakt niveau: »Din seng med havet over himlen / ser den ikke før jeg må bort / send mig et postkort derfra / før min verden skal samles med lim, salmer og sort.«
Albummet bedste nummer er “Hinanden”, som rummer noget af den kant, der ellers er fraværende på resten af ep’en. Jeg så gerne, at Lasse Vestergaard fortsatte ud af den vej.
Som helhed er Folk og fæ for pæn til, at den for alvor gør en forskel for mig. Bevares, Vestergaard er en yderst solid håndværker, men der er lang vej at gå, hvis han skal op og konkurrere med andre dansksprogede sangskrivere i eliteklassen.
Han mangler det lyriske overskud hos Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond, Kenneth Thordals fantasi og vildskab samt underfundigheden hos Klondykes Mikael K. Men måske kommer det hen ad vejen. Folk og fæ er trods alt hans første livtag med det danske sprog.
