Efter hvilke kriterier skal man bedømme en ny Bob Dylan-plade? I 1989 blev Oh Mercy hyldet som et mesterværk oven på et årtis kunstnerisk ørkenvandring, men i dag er det tydeligt, at den blot er en habil plade, der ingenlunde kan måle sig med et vilkårligt Dylan-mesterværk fra et andet givent årti.
De seneste 10-15 år er verden så blevet forvænt med et tårnhøjt niveau, hvad angår netop Dylan-mesterværker. Hans virkelige comeback til unik og visionær sangskrivning kom ikke med Oh Mercy i 89, men i 1997 med det epokegørende hovedværk Time Out of Mind, og den formåede han at følge op med den ligeledes mesterlige Love and Theft i 2001.
Set i det lys virkede Modern Times fra 2006 knap så fuld-tintet genial og egensindig. Den var og er fremragende, og dens bedste sange hører til i toppen af Dylan-pantheonen, men hist og her var der også spor af en generisk blues-tilgang til sangskrivningen, der truede med at gøre de mere traditionalistiske af numrene en tand for velspillede, kedelige og intetsigende.
Netop bluessangene har spillet en stor rolle i Dylans alderdomsværk, hvor det i lige så høj grad har handlet om musikken som om teksterne, og det velspillende band har stået i fokus som katalysator for den ældre Dylans stærkeste våben: Den sprukne, hærgede og dybt udtryksfulde vokal, der i sig selv bedre end noget andet rummer hele mytologien om mandens uoverskueligt enorme livsværk.
Der er således et tydeligt slægtskab mellem sange som “Dirt Road Blues” fra Time Out of Mind, “Lonesome Day Blues” fra Love and Theft og “Someday Baby” fra Modern Times, men det væsentlige er, at hver enkelt af de tre sange i vidt forskellig grad er betegnende for den plade, de repræsenterer. “Dirt Road Blues” er i samklang med de numre, der omgiver den på Time Out of Mind, en pludselig og skæv afstikker, der får den til at resonere desto stærkere, mens “Someday Baby” er repræsentativ for størsteparten af numrene på Modern Times. Den traditionalistiske blues med riffet i centrum har langsomt fået overtaget på Dylans plader.
Således virker det logisk, at bluesen definitivt har taget styringen på Together Through Life. Her er der tale om en decideret bluesplade med et helt andet afsæt end sine tre forgængere. Overalt er spontaniteten herskende, og fornemmelsen på hvert nummer er det, man på engelsk ville kalde ’ramshackle’ – med pludselige musikalske indfald og en umiddelbarhed, som er ulig det hidtidige indtryk af Dylans alderdomsværk, der har lydt ekstremt gennemarbejdet og velovervejet.
Together Through Life lyder som et frikvarter, og dens lyd minder ikke rigtig om nogen anden Dylan-plade. Lydbilledet er rummeligt, David Hidalgos harmonika giver indtryk af et regulært folkemusikkøkken, og idealet synes at have været Josef Koudelkas foto, der pryder bagsiden af coveret: Rutinerede folkemusikanter af forskellig etnisk herkomst i et mere eller mindre tilfældigt musikalsk rendezvous.
Overordnet set er det dog en problematisk plade. Det er absolut ikke en god ting, at bluesen har fået overtaget, for alt for ofte lyder den som en skabelon, der er lagt ned over det enkelte nummer, og det gør, at sangenes Dylan-hed ligger på et meget lille sted, og en følelse af, at det kunne have været hvem som helst, der stod bag Together Through Life, ligger ikke langt væk.
Den hjerteskærende balladeform, som Dylan har triumferet eftertrykkeligt med på sine seneste plader, har fået et ordentligt skud for boven, og det er kun “Life Is Hard” og “This Dream of You”, der giver mindelser om, hvor inciterende Dylans stemme kan være. Det er virkelig en skam, for stemmen er her endnu mere smadret end vanligt og som sådan helt på toppen, men den umiddelbare musikalske tilgang og den rå produktion gør, at balladerne ikke formår at lyde som andet end noget, der kunne have gjort indtryk.
Og ellers er det stort set generisk blues for resten af pengene. Kun “If You Ever Go to Houston” og “I Feel a Change Comin’ On” har ansatser til gode melodier i egen ret og en vilje til at bryde skabelonformen. Hvis Together Through Life ved første lyt lyder som en sammenhængende og måske endda helstøbt plade, er det, fordi så mange af sangene lyder ens.
Også på tekstsiden fejles der eklatant denne gang. Samtlige tekster, på nær en enkelt, er skrevet i samarbejde med Robert Hunter, der tidligere har skrevet smukt for blandt andet Grateful Dead, men modsat i 1976, hvor Dylan på Desire sidst samarbejdede med en anden lyriker, har det resulteret i en samling gennemført ligegyldige tekster. Værst i “Shake Shake Mama”, der lyrisk set er blues på den mest søvndyssende måde, men selv hvor det hele pludselig lyder interessant, er der ikke meget at komme efter ved det nærmere teksteftersyn, som Dylan ellers per definition passerer med glans.
Det værste ved Together Through Life er, at den ikke indeholder en eneste tilføjelse til listen over Dylan-sange, man vil tage med videre i resten af livet. Det er en liste, der ellers har fået et stort appendiks i det nye årtusinde, men hvor Modern Times mellem de mere bovlamme bluesnumre gav os genialiteter som “Nettie Moore”, “Spirit on the Water” og “Ain’t Talkin’”, er der ikke noget lignende at komme efter her.
Together Through Life skriver sig samlet set på den meget korte liste af Dylan-plader, der hverken er fantastiske eller elendige. Den er overordnet set cirka lige så god som New Morning, Planet Waves og Oh Mercy, men den har ingen af de tre pladers fantastiske enkeltnumre. Hvis den var udkommet i 1989, ville den begejstrede modtagelse, den automatisk har fået overalt, næsten være berettiget. Som det er nu, skygger den ukritiske reception dog for, at der ikke er meget at komme efter, hvis man virkelig lytter efter og sammenligner den med sine umiddelbare forgængere. Oven på dem er den en kæmpe skuffelse.
