Plader

Timber Timbre: Hot Dreams

Timber Timbre fortsætter med at undersøge menneskets vrangsider, og det er til stadighed en om ikke udsøgt fornøjelse, så dog en sært dragende oplevelse.

Creep on Creepin’ on var titlen på Timber Timbres forrige album, og den var mere end velvalgt, for lytteren blev i den grad taget med på tur dybt ned i underbevidstheden på personager martret af iskold jalousi og flammende begær. Gang på gang antydes det – i både tekst og musik – at tragedien er på vej til at ske eller er sket, men altid holdes det åbent, så lytteren selv kan fortolke.

Var du, som denne signatur, på én og samme tid frastødt og sært fascineret af dette værk, ja, så bliver du ikke skuffet over bandets nye plade, som har fået titlen Hot Dreams. For selvom lyset i højere grad end på forgængeren får lov at trænge igennem, så fortsætter Timber Timbre ud ad samme dunkle grusvej ind i den mørke skov, hvor vanartede skabninger hopper op på nakken af dig, slikker dig i ansigtet og skriger dig øret. Taylor Kirk, der er bandets sanger og sangskriver, er med sine fragmentariske tekster en sand mester i at beskrive menneskets vrangsider og har samtidig et tungt svingende og cinematisk lydende band, der også på dette album gæstes af den fremragende og efterhånden allestedsnærværende saxofonist Colin Stetson.

Sammen udgør dette band den radmagre og bidske køter, der lyder navnet Timber Timbre, og som formentlig ville lystre, hvis David Lynch kaldte. Musikken vil jeg beskrive som en sær blanding af hjemsøgt folk, buldrende blues, kitchet 50’er-rock’n’roll og dampende svedig soul tilsat spøg og skæmt fra kassen med filmmusik. Overskrævs på bastarden sidder Taylor Kirk og crooner så diabolsk, at Nick Cave må nikke anerkendende, og selveste The King of Rock’n’Roll Elvis Presley må rotere i sin grav på sit landsted Graceland i Memphis, Tennessee.

Allerede i åbningsnummeret ”Beat the Drum Slowly” breder uhyggen sig. En stigende tonerække bakkes op af utålmodige claves, der langsomt skubber bandet i gang. Efter kort tid svinger det som pendulet i et bornholmerur, og Taylor Kirk sætter herefter ind med en messende og skrøbelige tremolo, der i øvrigt også leder mine tanker hen på Kurt Wagner fra Lambchop, og som langsomt fører lytteren over i et ildevarslende mellemspil med marchtrommer og en infernalsk skurrende lyd. Det er koldt, kynisk og knugende, men dystert dragende.

Den slags ildevarslende numre er albummet fyldt med. Lyt f.eks. til ”Curtain!”, der med et knastørt og insisterende beat bakket op af twangguitar og med en uhyggelig understrøm af synth traver ud over prærien, eller den længselsfulde ballade ”The Low Commotion”, hvor Taylor Kirk klagende synger: »You know every man in every place that you’ve been« for derefter forsmået at kontatere: »You turned me on, then you turned on me,«  inden nummeret valser videre i det iørefaldende omkvæd.

Albummets højdepunkt må dog siges at være det dampende hede titelnummer ”Hot Dreams”, hvor Taylor Kirk vrider sig som en liderlig hankat. Nummeret er samtidig albummets førstesingle, hvortil bandet har produceret en fræk video optaget på en stripklub. På outroen til dette nummer viser Colin Stetson, hvorfor han som saxofonist er så eftertragtet. Det er mageløst smukt, som han nonchalant og kælent trutter nummeret mod afslutningen, hvor du som lytter langsomt glider tilbage i lænestolen og nyder saxofonenens omfavnende lyd. Derfor kommer det som en brat opvågning, når nummeret pludselig slutter uden forvarsel.

Jeg tænker, at det er bandet, der lige vil slå fast, at du ikke skal blive for veltilpas. Vel, kære  lytter?

★★★★★☆

Leave a Reply