Plader

Murmansk: Eleven Eyes to Shade

Skrevet af Signe Palsøe

Murmansk er ikke sene til at lade sig inspirere af deres idoler, men hvad gør det, når resultatet er en fin og endog original blanding af kendte elementer fra støjrock og shoegazer. Tag endelig med en tur nordpå.

Kokon. Perpleks. Rural. Tortur. Barbar. Konkav. Ahh! Det er med ord som med så meget andet: Nogle falder bare heldigere ud end andre. Selvom betydningen af et ord ikke kendes, eller en eventuel kendt, negativ betydning gør det svært at indse, har ord som ovennævte en sproglig fordel, alene fordi de ved hjælp af en simpel allitteration og et karakteristisk tryk på den anden stavelse skaber sig en bastant og karakteristisk, men også flot fremtoning, der opfordrer til et verbalt brug grænsende til misbrug.

Murmansk. Endnu et ord i rækken og et velvalgt bandnavn, der sætter gang i den indre associationsstrøm. Ved man oven i købet, at Murmansk er den største by nord for polarcirklen, vælter det snart ind med kønne tanker om hvide bjørne, snekrystaller, midnatssol, nordlys, isbjerge og om de bekymringsløse nordboere, som bandet selv så illustrativt har gengivet på coveret af deres anden plade, Eleven Eyes to Shade. Wrong. Ganske vist er finske Murmansks shoegazer flot, men den emmer langtfra af overromantiseret skønhed som førbeskrevne stemningsbillede. Alligevel arbejder bandet med musikalske virkemidler, der gør, at ‘Murmansk’ – efterhånden som indtrykket fælder sig – synes som en helt passende label, der næsten lægger op til at bliver brugt i helt adjektivisk forstand.

Shoegazer-prædikatet er i grunden en noget snæver betegnelse for indholdet på Eleven Eyes to Shade, for musikken er nærmere et opkog af bombastiske lydmure, støjende guitarudladninger og gedigen rock. Sonic Youth har ikke levet forgæves, og det synes også oplagt at trække paralleller til artsfællerne Serena-Maneesh fra nabolandet Norge, selvom Murmansk både synes mere bastante og kontante i deres udtryk: Eleven Eyes to Shade er lyden af dundrende tundra og nådesløs vinterkulde præsenteret på en tiltalende og dog usentimental vis. Og det er langt hen ad vejen en både velklingende og original vinkel, for selvom forbilleder som førnævnte bands synes nærværende, formår Murmansk at blande inspirationerne til et stort miskmask af indtryk, der gør Eleven Eyes to Shade til en varieret oplevelse, som dog holdes sammen af en gennemgående distortion og Laura Soininens kraftfulde vokal, der samtidig er et klædeligt, lyst element midt i bulderet.

Disse musiske nøgleelementer ført frem af bandets uafladelige tæft for den gode melodi gør, at mange af numrene balancerer på grænsen mellem heftig indierock og massiv støjrock. Således udvikler “Sweet Trio” sig fra at være en dvælende, men rå omgang shoegazet indie til at præsentere en decideret lydmur, der dog først overrumpler lytteren i den efterfølgende “Sumac”. Her slippes alle nærværende instrumenter løs i et hæsblæsende og intenst ræs, som ledes i mål af Soininens stemme, der elegant tindrer sin vej gennem nummeret som en anden vilter Nordstjerne.

“Paper Dust” er et kærkomment pusterum, og selvom nummeret lægger en smule uinteressant ud med en stille melodi, der er det nærmeste, pladen kommer på en sjæler, overrasker det alligevel ved at udvikle sig til en af pladens mest imødekommende og vidtfavnende passager, som man bestemt ikke havde været foruden.

Det er således småt med smuttere på Eleven Eyes to Shade, for netop som man tror, man har gennemskuet et nummer, tages et uforudset skridt – eller dødsspring, vel nærmere – som alligevel får en til at sidde tilbage og smile småfåret, som var man hoppet på en forudsigelig aprilsnar. Selvom et indslag som “Blink Your Loveless Eye”, der baserer sig på pladens mest venlige shoegazer-opbygning, måske nok er hørt mere spændende fra veteraner, som f.eks. Slowdive, bliver det dog aldrig mere uinteressant, end at det blot havde været undværligt. Selv dette er dog sjældent tilfældet, for langt størstedelen af Eleven Eyes to Shade er en fornøjelse at lægge øre til og en forfriskende bekræftelse på, at genrens så velkendte midler endnu kan producere et resultat, der langtfra synes afdanket.

★★★★½☆

Leave a Reply