Snake & Jet’s Amazing Bullit Band og deres to fuldlængdealbum, X-Ray Spirit og nytilkomne Peace Boat, er lige så meget en historie om et pladeselskab, som det er en fortælling om de to medlemmer Thomas og Thor, alias Snake og Jet. Drengene er havnet på Crunchy Frog – men hvor ellers, fristes man til at spørge. Crunchy Frog proklamerer fuld kreativ frihed til de bands, som indlogerer sig i den knasende stald. Det kan sandelig høres. Det er særdeles befriende med en så Rudolf Steiner’sk tilgang til musikindustrien, og med den afslappede og kølige tilgang in mente har det været et perfekt match for Thomas og Thor. Crunchy Frog er en børnehave uden voksne. En fodboldkamp uden dommere. Men desværre også en losseplads, hvor enkelte perler skinner blandt revl og krat.
For ud over 18th Dye, Sterling og enkelte gode numre fra The Raveonettes, Junior Senior og Superheroes er det begrænset, hvad man kan og gider tage med fra bagkataloget. Den legesyge og friske attitude har ganske vist givet smil på læben, men sjældent så store, at man grinede længe efter. Alt for ofte har materialet og ambitionerne ikke stemt overens. De skal dog have den ros, at viljestyrken aldrig er bukket under for de svingende resultater. Uanset, hvordan det er gået, og hvor langt der har været mellem snapsene, har Crunchy Frog holdt barskabet åbent, så de ivrige musikere kunne komme til. To af dem spiller i et svært definerbart orkester, og de er grundlag for min pointe.
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band er lige så sprudlende, som det lyder. Har man hørt navnet, har man hørt musikken, og det er der efterhånden mange, der har. Allerede inden debuten i 2007 havde bandet gennem energiske livepræstationer formået at skabe sig lidt af et ry som en duo fuld af pep. Målet var: dans. Hammondorglet var det middel, som fik det til at ske. Med fingrene begravet i 1970’ernes syrerock kan man – hvis man ikke fik hørt debuten – måske forestille sig, hvordan pladen var at sammenligne med LSD. Meget fed i øjeblikket, knap så lækkert når man har oplevet det dagen derpå. For lige så fedt det var i Vega, ja, lige så tamt var det på et klubværelse på Nørrebro. Men nu er de imidlertid blevet to år ældre, og hvem ved, om de på de to år har fjernet bivirkningerne fra deres ellers charmerende produkt.
Noget er i hvert fald anderledes; modsat debuten er størstedelen af sangene på Peace Boat tilsat vokal. Tidligere kunne det godt blive lige lovligt monotont, når man havde hørt på orgler, garageguitar og synth-lyde i mere end 20 minutter. I starten var det vildt og lystigt, men charmen fadede lige så hurtigt, som tempoet var på pladen. Derfor er noget sang kærkomment, selvom teksterne ikke ligefrem opfordrer til at blive diskuteret på samme facon som en Paul Auster-bog. Men det er naturligvis heller ikke meningen. Det er formentlig meningen, at man skal kunne synge, råbe og skrige det på dansegulvet, og det er slet ikke noget problem på numre som “Eat My Rolex” og “Sleeping Turtleneck”.
På mange måder er det vel også sådan, at pladen skal bedømmes. Altså som en danseplade, for selvom der er 12 numre på cd’en, er der ret beset kun to slags sange; de meget korte instrumentalsekvenser, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge til og derfor heller ikke har tænkt mig at beskæftige mig med. Tempoet på pladen er ofte forpustende, og hvis disse bidder skal tilskrives en funktion, må det være som en mulighed for at kunne trække vejret. For nogen kunstnerisk berettigelse har de – uanset hvordan man vender og drejer det – altså ikke. Den anden halvdel af pladen er præget af de samme tendenser, som vi hørte for to år siden. Bare tilsat vokal.
Det er altså lidt af en deja-vu-oplevelse. Dog er der den forskel, at jeg selv er rykket frem på den spilleplade, som coveret forestiller. På den spilleplade er Snake og Jets knapt så fantastiske band rykket tilbage. Hvor den lidt kitschede retro-lyd før var forfriskende, er den nu blevet enerverende, og det bliver endnu mere irriterende af, at de fleste numre er ens. De numre, som jeg stadig tror skal fungere som appetizers for de dansable energiudladninger, bliver – for mig – i stedet brugt som en metode. En metode, hvorpå man med nød og næppe igen kan komme igennem tre-fire minutters 70’er-gøgl. Når jeg gerne vil have syre, sved og tårer, så lytter jeg hellere til Frank Zappa end til et middelmådigt dansk band, som nærmere ødelægger end hylder de forestillinger, jeg har om mine forældres unge dage.
Derfor bliver Snake & Jet’s Amazing Bullit Band desværre en i rækken for Crunchy Frog. Men når man spiller så højt spil som frøerne – heldigvis – gør, så vil der ofte være svipsere. Og det er ikke kun tilfældet for det alternative pladeselskab. Det er tilfældet for den danske musikindustri. Når man bor i så lille et land med så mange udgivelser, så kan det ikke være godt det hele. Men det gør også det hele lidt mere spændende, for så bliver det virkelig en udfordring at finde de gode sager. Så bliver man så lykkelig, når de kommer til en. Det ville jo også være kedeligt, hvis der kom en ny Michael Laudrup hvert år.
Touché. Må jeg blot lige tilføje at kreativ frihed ikke er lig med at vi udgiver hvad som helst eller ikke kritiserer og arbejder intenst med artisterne i den kreative proces. Men det betyder selvfølgelig blot at vi er endnu mere nederen og skal have endnu mere af (mis)æren for den dårlige musik vi udsender. Fair skal være fair!
y
Hold kæft en ringe anmeldelse! Uha jeg skal love for at denne anmelder bestemt ikke kan betegne sig i Michael Laudrups klasse..mon der har været for frie tøjler til at skrive denne artikel og for lidt redigering af en redaktør? JA det tror jeg nok. Denne plade er til mindst 5 stjerner både pga musisk talent og originalitet. Fantastisk plade.
@Kendler
Nu ved jeg ikke, hvad det er, du mener, når du skriver “for lidt redigering af en redaktør”. Musikanmeldelser er meningsjournalistik, og så længe argumenterne holder, må vores anmeldere skrive (inden for rimelighedens grænse, selvfølgelig), hvad de mener. Det er ikke en redaktørs opgave at sørge for, at bestemte meninger om bestemte plader kommer frem.