Koncerter

Roskilde ’09: Malk de Koijn, 04.07.09

Skrevet af Christian Klauber

Kåååmback lige i vores skalle. Malk de Koijn leverede et festfyrværkeri af en koncert på Arena. To timers festligt potpourri af det allerbedste fra de sprograblende hiphopkonger.

Malk de Koijn var flyvende og leverede hæsblæsende ordrablerier, til morgensolen så småt tittede frem.

Malk de Koijn var flyvende og leverede hæsblæsende ordrablerier, til morgensolen så småt tittede frem.

Malk de Koijn, 04.07.09, 02.00, Arena
Kl. 02 var der comeback på menuen i Arena. Et comeback af de helt store, dem man virkelig kan bygge forventninger op til. Og det var der saftsusemig også god grund til at gøre, for de tre showmen Geolog G, Blæs Buggi og Tue Track leverede i udstrakt grad varen – og meget, meget, meget mere til.

Næsten to timers show fik det proppede Arena-telt hældt ud over sig. Og der var både nyt materiale, f.eks. “Malk Toback”, og et hav af de gamle numre (der vel efterhånden godt kan tituleres hits): “Jernskjorten”, ” Musclebundt”, “De rigtige Mccoys”, “Fågt op i skalle”, “Jagt” og så videre og så videre.

I samtlige to timer var Arena-teltet flyvende, og flere gange drømte man sig til Orange Scene med samme hæsblæsende Malk de Koijn foran publikum. Det er bestemt en stor scene at spille op, men Arena-koncerten viste med al ønskelig tydelighed, at Malk i dén form med lethed kunne klare opgaven. Så skulle meteornedslaget i går ikke være en historisk begivenhed, men måske et tilbagevendende, så skal Orange være næste stop. Gerne som startskuddet på festivalen”¦

Med den præstation, Malk de Koijn lagde for dagen i går, var det i hvert fald meget passende, at de sluttede af med nummeret “Å Åå Mæio”, hvor der i omkvædet synges »Malk de Koijn er tre bananer, du ikke ka’ nå,« for de hang virkelig adskillige meter over scenegulvet med deres forrygende og intense præstation. Der er vitterlig ikke mange danske liveacts, der kan måle sig med, endsige nå bare tilnærmelsesvist op på siden af Malk de Koijn. Velkommen tilbage. Og bliv her gerne RIGTIG længe.

★★★★★★

2 kommentarer

  • Jeg er helt enig i at malk skal have 6 “stjerner”. Men Christian Klauber skulle have et hårdt spart der hvor den store appelsin ikke skinner. Han hedder Geolo G og ikke Geolog, det er noget helt andet. Og ikke nok med det, så kan du heller ikke stave til Bukki. Det er en der skal have læst på lektien inden han anmelder året oplevelse.

  • Av, den var værre, Johan. Så må jeg også hellere stille op til røvspark, for det var mig, der korrekturlæste den. Det beklager jeg. 8 dage på festival, hvor man sover i et telt, der er 40 grader varmt kl. 7 om morgenen, og i øvrigt koordinerer interviews og organiserer +40 anmeldelser skærper åbenbart ikke ens korrektur-evner. Jeg var nok en smule træt søndag morgen. Det tror jeg også Christian var.

Leave a Reply