»Navnløs vs. Tid og sted.« Sikken kamp! Hvem skal man holde med? Dét spørgsmål havde Nikolaj Nørlund lagt op til med sit koncertkoncept med begge albums i fuld længde. Fra start af var der lagt op til en anderledes aften end sidst, Undertoner hørte Nørlund i september i Jazzhouse, og sidst jeg personligt hørte Nørlund i Musikcaféen efter udgivelsen af Tændstik. Nu er det Tid og sted, der er ‘den nye plade’, og som klimakset på sin lille danmarksturné nåede Nikolaj Nørlund lørdag aften til Store Vega.
Koncerten var blevet opgraderet fra Lille Vega, og Nørlund var tydeligvis glad for opbakningen fra publikum. Som en del af sit band havde han den nyudklækkede P3 Guld-vinder I Got You on Tapes Jacob Bellens på keyboard og backup-vokal. Nørlund præsenterede ham netop som »guldvinderen«, mens Bellens selv, bag keyboards, halstørklæde og stort skæg, så ud, som om han ikke anede, hvem Nørlund snakkede om. Aftenens to andre bandmedlemmer var de to musikere, der sammen med Nørlund har indspillet Tid og sted; bassist Anders Christensen og trommeslager Jakob Høyer.
Nørlunds første soloalbum, Navnløs fra 1996, var aftenens første hovedperson. I halvmørke, med blåt lys på bagtæppet, startede Nørlund og hans tre musikere ved begyndelsen, med det korte, instrumentale nummer fra Navnløs. Herefter fortsatte de troligt gennem albummets 12 smukke numre. Navnløs er som bekendt kendetegnet ved at være en håndfuld af Michael Strunges digte sat på let jazzet, drømmende musik af Nørlund.
Navnløs er et meget poetisk og musikalsk smukt album, der yder fuld retfærdighed til Strunges knugende poesi om kærlighed, depression og mareridt. Live i Vega kom albummet ikke rigtig til sin ret. For det første savnede man den stemningsskabende trompet og strygerne. For det andet var der skruet lidt for meget op for alt. Det var højt, og guitar og keyboard kom til at lyde skingre i forhold til den lækre lyd, der er på Navnløs. Live vil altid lyde anderledes end plade, bevares, men den føromtalte drømmejazz fra især ”Lille digt” og ”Drømmen om at køre galt” kunne have været en gave at høre live, hvis den var blevet bibeholdt. Det var desværre ikke tilfældet her.
Efter en pause var det tid til anden halvleg. Hvor jeg inden kampen havde tippet Navnløs som en klar vinder, men nu var blevet lidt skuffet, var det godt at opleve Tid og sted som en kampdygtig modstander. Der var sikkert mange blandt Nørlund-fansne denne aften, der stadig følte sig lidt fremmede over for den lille ny i forhold til den 14 år gamle Navnløs. Men albummets sange voksede sig hurtigt store i løbet af koncertens næste time. Bandet virkede mere frit i denne del af koncerten og lod ligesom Nørlund til at glæde sig over at smårocke med de nye sange. Her viste ”Kongens Have” og ”Under fremmed flag” især deres potentiale blandt Nørlunds nye sange.
Konceptet var alletiders. Det er en rigtig god idé, når kunstnere optræder med et bestemt album (eller to). Så ved publikum, hvad aftenens menu er, og kan vælge til eller fra, alt efter om de har smag for netop dét album. Konceptet begejstrede mig inden koncerten, men undervejs virkede det også lidt begrænsende. Hele den nysgerrighed, der normalt er ved koncerter, hvor man er spændt på hvilke numre, der vil blive spillet, og om ens favoritter kommer, manglede jeg alligevel denne aften.
Lidt af det uforudsigelige kom til sidst, da de to albums var gennemspillet, og Nørlund med band kom retur for at give ekstranumre – nu kunne alt ske. Vi fik meget passende ét nummer fra hver af Nørlunds resterende soloplader: ”Verdensmester” fra Hvad er det der sker? (2000) til publikums jubel; den fænomenale ”Indre by” fra Nye optagelser (1997) og ”Resumé” fra Tændstik (2003). Her var energien i top, og Nørlund fik med eftertryk vist os, at han fra hvert af sine efterhånden mange albums har uundværlige numre byde på.
Til sidst bukkede de fire musikere arm i arm, og Nørlund var ét stort, genert smil. Det var tydeligt, at han var meget glad for den varme modtagelse i Store Vega, og han sagde flere gange, at aftenen havde været »en stor fornøjelse.« Det ville da også være mærkeligt, hvis det ikke varmede kunstnerhjertet at se sin solodebut modtaget lige så vel af publikum 14 år efter udgivelsen – endda samtidig med, at der blev sunget med og givet applaus til ens seneste anstrengelser. Denne aften blev Nørlund hyldet på behørig vis.
Ekstranumrenes insisterende glød og klang af Nørlund-klassikere gav små stjernestunder, og allerfinest var det til allersidst, da Nørlund kom ind på scenen atter en gang, alene med sin akustiske guitar. Med en støvet spot, der oplyste manden fra siden, gav han os ”Ridset i panden” fra Nye optagelser, og hist og her sang publikum med, så det også kunne høres bagerst i salen. En aften, der startede lidt mat med Navnløs som første spiller på banen, blev bedre og bedre med Tid og sted for at ende med en gammel og elsket kending. Her lå sejren, og intimiteten mellem Nikolaj, sangen og publikum blev aftenens sande vinder.
Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk